AlTiD, FoReViGt... (on hold)

Hvad Nu?

Rosie's POV:

Resten af aftnen sad vi på en smukt dekoreret stenbæn?k og snakkede om alt mellem himmel og jord. - Min ynglingsbænk - Den var placeret med den smukkeste aften udsigt, over byen. Vi kunne stadig svagt høre Luke spille mundre melodier på sin guitar, og vi kunne stadig se den store flok af unge mennesker nedenfor, der stille roligt blev tyndet ud i...

Han fotalte om sin familie, og gud hvor jeg misundte ham! Hans liv var bare så enkelt! Og alligevel var han ikke bare helt tom, som jeg havde regnet med. Han oplevelser var i modsætning til mine bare gode minder.. Jeg tror i det hele taget han så på verden på en anden måde end jeg gjorde. For ham var der en udfordring om hver hjørne, som han kunne og skulle gennemføre! Han var overbevist om, at den store verden ventede derude på at netop HAN skulle gøre sin indflydelse på den. Han værdsatte måske dog ikke små lykkelige øjeblikke, så meget som jeg havde været tvunget til at gøre, for at finde mening i livet. For ham var det ikke noget man satte spørgsmål ved. Livet var bare livet, og sådan var det. Det var lidt af en selvfølge for ham.. Jeg var måske mere vokset op til, at have svært ved at stole på folk, jeg var bange for at tilknytte mig nogen, for de ville alligevel forlade mig i sidste ende.. jeg havde svært ved nye ting, og ville egentlig helst være i fred med en bog, i min egen eventyr verden. Jeg havde altid foretrukket at opleve verden gennem personerne i mine bøger, frem for selv at tage chancen og begive mig ud i det, der var noget betrykkende i bøgernes løfter om en lykkelig slutning... Han var eventyrlysten, jeg var bange for at blive såret.. Han kendte intet til smerten ved tab og ulykke, hvor jeg derimod nærmest var ekspert på området..

Vi var modsætninger, men alligevel var der et eller andet ved ham, der fik mig til at ville vide alle hans dybeste hemmeligheder. Det var en helt ny følelse for mig, men jeg kunne lide det....

Jasons POV:

Det havde været en skøn aften! Jeg havde siddet og snakket med Rose i evigheder nu, og jeg fik aldrig nok. Normalt var jeg nok mere selv en handlende fyr, og jeg kunne forestille mig hun mere var den tænkende type, men det gjorde mig intet lige nu, det var perfekt! Jeg havde fortalt hende om min familie, men da jeg spurgte ind til hendes, var det eneste jeg fik ud af hende, at hun boede sammen med sin moster her i byen. Jeg skulle til at spørge igen, da jeg så hun kiggede ned og pludselig så meget bedrøvet ud. Det var ikke min mening at gøre hende ked af det, så jeg skiftede hurtigt emne...

Sent hen på aften blev jeg ringet op af Ian, de var på vej hjem, og ville lige høre om jeg ville med. Efter at aftale ag mødes med dem hjemme på hotellet, lagde jeg på, og lagde Mobilen tilbage i min lomme. "Jeg må vist også hellere til at komme hjemad.." Jeg kiggede en smule forbavset op på Rose der rødmede og kiggede ned... Jeg havde mest af alt bare lyst til at snakke hele natten, men det var nok det bedste, og de var også blevet ret sent.. "Du har nok ret, skal jeg følge dig hjem?" "Nej det går, ellers tak" hun kiggede på mig og sendte en af hendes charmerende små smil. "Kommer jeg til at se dig igen? " jeg v ar nød til at vide det.. Hun svarede ikke, men trak i stedet en kuglepen op af sin lomme, hun rakte ud efter min arm, som jeg villigt overlod til hende. Efter at skrive hvad der måtte have været hendes nummer. Stillede hin sig på tær, og kyssede mig let på kinden, inden hun vendte rundt..

Jeg var helt ør! Det tog mig lang tid at komme videre, men efter at have stirret måbende efter hende i et stykke tid, lukkede jeg munden og begyndte at slentre hjemad..

Rosie's POV:

Han havde lige lagt på, efter at have snakket kort med en, jeg ville gætte på var en af hans volleyball venner. Jeg kunne høre på det hele at det nok var slut for i aften.. "Jeg skal også til at hjemad.." Det var lidt af et åben sætning, jeg var forberedt at han ville trække tiden, men han gav mig i stedet ret. Jeg var lidt skuffet, jeg havde regnet med mere.. Måske havde jeg lagt for meget i det. Jeg var ved at gå, da han spurgte om vi kunne mødes igen, ved det begyndte små sommerfugle at baske rundt inde i maven på mig! Jeg skrev mit nummer på hans arm, i håb om at han ville være interesseret nok til at ringe, jeg strejfede hans kind med mine læber, og vendte rundt. Jeg kunne mærke hans øjne på min ryg, og frydede mig over det...

Jeg besluttede mig for at det nok var tide til at komme hjemad, jeg begyndte at lede efter Lucas for lige at sige farvel inden jeg smuttede, jeg behøvede ikke lede længe, for han fandt mig først. "Hej skat!! Fik du hygget dig lidt alligevel!?" Han gav mig et kæmpe kram og vaklede lidt. Jeg fniste af han, han havde vist fået lidt for meget at drikke. Det var nu meget normalt, men lige fornøjeligt. Hver gang. "Nu må vi jo se" sagde jeg og kiggede lusket på ham. Han tog mit hoved mellem sine hænder, og holdte det så stille han nu kunne i sin ikke så ædru tilstand, og sagde med den mest seriøse stemme han lige kunne mønstre, mens hans øjne borede sig ind i mine "pas på" det var det eneste han sagde, inden han gav slip på mig og begyndte at fjolde rundt igen...

Pas på... Hvad mente han, var der grund til at passe på? Måske havde han ret, en ung uvidende fyr fra et ander land endda, han ville nok hurigt blive træt af en tørvetriller som mig. Jeg ville ikke give mig selv tilladelse til at gøre det igen. Han var kommet for tæt på, jeg var nød til at få ham på afstand. Jeg havde ikke hans nummer, godt! Nu måtte jeg bare håbe på han ikke ville ringe til mig!!

Mit hoved var et rod, og jeg kunne mærke tårene presse på, som jeg indså, at der ikke var andet at gøre.

Jeg løb væk fra festen, så langt væk jeg kunne komme, og fandt mig selv siddende med knæene trukket op under mig, i gården hvor en af historiens mest rørende kærligheds historier fandt sted. Ved Romeo og Juliets balkon, dette sted mindede mig om mine forældre og deres uendelige kærlighed, det var som og de var her i gården sammen med mig, og gav mig den tryghed jeg så desperat havde brug for...

~~~~~~~~~~~~~~•~~~~~~~~~~~

Jeg håber i kunne lide kapitlet, jeg gør mit bedste, men der har ikke været meget inspiration på det sidste. I er velkomne til at kommentere, og komme med forslag til måder at gøre historien bedre på... Jeg er åben for forslag.

Undskyld det har taget noget tid st opdatere, men alting har været lidt stresset her i julen, jeg kan ikke lige umiddelbart sige hvornår jeg opdaterer igen, men jeg stræber efter at gøre det så hurtigt dom muligt.. Tak fordi i følger med i min historie...

XOxo