AlTiD, FoReViGt... (on hold)

Svær At Glemme...

Svær At Glemme...?

Så er vi nået til sjette kapitel.. Håber i vil synes om det, prøvede at lave det lidt længere end det sidste, da jeg selv hader når kapitler er for korte. Dette kapitel er som de andre heller ikke rette igennem med tegnsætning, håer at det ikke gør det alt for forvirrende at læse... Hvis det gør, er i velkomne til at skrive det i kommentaren, for hvis der er nogen der synes det ville hjælpe på historien, vil jeg selvfølgelig gøre mig mere umage...

God læselyst ps. Læs også min anden historie.. Lonely in a crowd..

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Rosie's POV:

Næste morgen vågnede jeg op til morgenlyset der skar ind i øjnene, pis altså, jeg havde åbenbart glemt at slå gardinerne for i går, det gjorde jeg ellers aldrig. Vent hvad, jeg gik da ikke selv hjem? Hele aftnen kom skyldende ind over mig, og mit humør sank til minus. Jeg kunne nu huske alt op Jason, han var så perfekt, og det var det der var så farlig, jeg var nød til at passe på, jeg kunne ikke blive ved med at samle skårende fra mit knuste hjerte op og lime det sammen igen. Jeg var nød til at tage styringen og holde mig væk fra ham. Hvad var det nu jeg gjorde efter Jason gik... Nårrh jo jeg gik hen for at finde Luke, og efter det.. Jeg måtte være faldet i søvn i gården og nogen måtte have båret mig hjem, Stella måske, eller måske så Luke mig da han var på vej hjem.. Nej han var for fuld i går... Jeg besluttede ved mig selv, at Luke maske havde ringet til Stella, så hun kunne hente mig, det måtte være sådan det hængte sammen.

Efter at være sådan nogenlunde tilfreds med den konklusion jeg var nået frem til, besluttede jeg mig for at tage et langt varmt båd, for at få nattestivheden, og gårdagens begivenheder skyllet væk. Mens jeg stod i badet blev jeg pludselig så svimmel, at jeg blev nød til at sætte mig ned. Først kunne jeg ikke lige komme på hvad der kunne være i vejen, men jeg kom frem til at det nok bare var blodmangel, det var den tid på måneden, og det var vist meget normalt, tror jeg... Efter badet hoppede jeg i tøjet, og gik nedenunder for at sige godmorgen til Stella. Der kom en dejlig duft fra køkkenet af det duftede af Stellas hjemmelavede morgenmad, præcis som jeg bedst kunne lide det, en dejlig æggekage, med hendes hjemmegroede tomater, og urter. MUMS! Hun måtte have hørt mig komme, for da jeg trådte over dørtrinnet fra den lille stue til køkkenet, og ind i køkkennet, vendte hun sig om og sendte mig et bekymret smil. Jeg listede hen til hende og gav udtryk for min store sult og længsel, efter den omelet, hun var i gang med at vælte over på en tallerken. Hun satte den hen på bordet, serveret med et glas friskpresset appelsin juice. Jeg begyndte at spise min yderst velsmagende mad, og kunne mærke Stella stå og stirre på mig, hun havde helt afgjort noget på hjerte, hvis hun bare ville sige det, så jeg kunne spise i fred... inden hun nåede at sige noget valgte jeg at spørge hende om noget jeg selv havde tænkt på "Stella.. Hvor længe har jeg sovet?" Hun kiggede på mig og så meget bekymret ud "det er den 27 idag.." Hvad! Festen var den 25! Havde jeg sovet en hel dag! Jeg nåede ikke at sige mere..

"Rose" Jeg løftede hovedet, for at møde hendes bekymrede blik. "Jaaa?" Hun tog tilløb, hun havde åbenbart en lang tale til mig.. "Hvad var der galt i går? Jeg ved godt, at du godt kan passe dig selv og alt det. Du har også haft det fint det sidste stykke tid, men er der noget i vejen? Du ved du kan fortælle mig alt ikke? Er det vendt tilbage igen? Skal vi tage til lægen? Jeg ved godt jeg nok bare er lidt hysterisk, men jeg lovede din mor at passe på dig, og du plejer ikke at falde i søvn på gaden.... Og så var der den der fyr der bragte dig hjem og..." Jeg stoppede hendes talestrøm "Hvad var det lige du sagde?" "Du plejer ikke at falde i søvn på gaden?" "Nej, efter det" Hun tænkte sig lidt om, men kom så i tanke om det "Ham fyren der bragte dig hjem...?" "Ja nemlig, hvem var det, var det Luke?" Jeg kiggede forventningsfuldt på hende, måske var det hele fint, måske var det bare Luke, og det kunne da godt være at Stella havde været lidt forvirret, så hun ikke lige havde genkendt ham eller noget, eller hvad? "Øhh.. Jeg har ikke set ham før, han så ikke ud til at være herfra..-lyst hår, blå øjne... Den stakkels dreng så noget så træt ud, han havde været rundt og banke på alle husene her omkring for at finde det rigtige! Han kunne dog ikke finde hjem igen, så jeg var bød til at give ham anvisninger, gad vide hvordan han fandt ud af hvilken vej vi boede på, sikke en sød ung dreng" Nu var det klart, det kunne ikke vær andre, men hvorfra vidste han hvor jeg boede, gik han ikke før jeg gjorde? Jeg skovlede to mundfulde omelet ind i munden, inden jeg tog min taske, og kyssede min moster på kinden med et hurtigt farvel og et løfte om at være tilbage inden frokost. Hun måtte havde været noget så forvirret som jeg forlod hende der i døråbningen, men jeg havde andre ting at tænke på, hvorfor skulle han gøre det så svært for mig at glemme ham!?...