Never fall in love with a player

Kapitel 15. Hemmeligheden

(Victoria's synsvinkel)

"Cameron!" Skriger jeg. Jeg vågner op med et sæt. Puha det var heldigvis bare en drøm. Jeg ser, at Cameron sidder og holder om mig. "Rolig, du har bare haft mareridt" siger han beroligende. "Jeg kan ikke huske, at jeg faldt i søvn". "Du faldt i søvn midt under filmen". "Okay". "Jeg bliver nødt til at smutte nu, så vi ses" siger han og giver mig et kys på kinden.

Jeg har bare lagt og set Netflix, lige siden Cameron gik. Jeg elsker Netflix, det er jo mit liv sammen med nutella. Jeg rejser mig fra min seng og tænker på, hvad jeg skal lave nu.

Efter at have tænkt et stykke tid, vælger jeg at tage ud og løbe en tur. Det kunne være en god ide at få lidt motion og komme i bedre form.

Jeg løber rundt omkring i byen og i skoven. Det er virkelig dejligt, og så får jeg også set lidt mere af byen. Der er faktisk meget smukt her i byen.

Jeg løber ned til stranden og ser solnedgangen. Da jeg kommer derned, ser jeg en flok unge som sidder og laver bål. Jeg er ikke sådan en, der dømmer folk på deres udseende, men det virker lidt underligt at alle pigerne har sort makeup, med det mener jeg massere sort eyeliner og mascara, og de sidder allesammen i sort læder tøj, hvordan kan de dog holde det ud, når det er så varmt, de er nok en slags goth gruppe, eller hvad det nu hedder.

Det ser hyggeligt ud, så jeg går hen og siger hej til dem. De kigger allesammen op på mig undtagen en, hun kigger bare den anden vej. "Hej" siger en af drengene med en dyb stemme. "Vil du sidde med os?" Spørg en pige. Pigen som kigger den anden vej giver hende en knytnæve på armen. "Hvad er der?" Spørg hende, der lige er blevet slået.  "Shh" siger pigen, der vender den anden vej.

Vent lige en halv, den stemme lød bekendt. "Silja?". Pigen som sidder med ryggen til vender sig om, og jeg har svært ved at genkende hende, men jeg er sikker på, at det er Silja. "Ja?" Siger hun lavt. "Hvor kender du hende fra?" Er den en af de andre, der spørg. "Fra skolen" siger Silja koldt.

Hun rejser sig stille og går hen mod mig, og hun trækker mig med længere væk fra hendes 'venner', eller hvad man nu skal kalde det. "Plz ik sig det til nogen, det her er vores hemmelighed" siger hun alvorligt. "Okay, men hvorfor?". "Hvis folk på skolen finder ud af det, så vil de bare drille mig, og det har jeg ikke lyst til, igen". "Okay, men hvad mener du med igen?" "Okay du skal love mig, at du ikke siger det her til nogen" siger hun alvorligt. "Okay?" "På min gamle skole blev jeg mobbet, fordi jeg havde togskinner, og jeg var ret fed, og jeg havde helt vildt mange bumser, så jeg blev mobbet hele tiden, men så fik jeg min bøjle af, og i sommerferien tabte jeg mig en del, og jeg begyndte at gå med kontaktlinser og massere makeup" siger hun trist. "Virkelig?! Dig?! Fed?! Det kan jeg virkelig ikke forestille mig, du er jo så smuk og tynd, og jeg vidste ikke, at du brugte kontaktlinser" siger jeg overrasket. "Når, men det var jeg altså" siger hun trist. "Var det derfor du  begyndte på den her skole?". "Ja". "Ok, jeg lover, at jeg aldrig siger noget til nogen, men ved Amalie og Isabella det?". "Nej, du er den eneste, der ved det". "Okay, men jeg må nok hellere set at komme hjem, inden det bliver helt mørkt" siger jeg og giver hende et kram. "Ok, men vi ses i skolen" siger hun glad.

Jeg løb hjemad og tog et bad, inden jeg gik i seng. Jeg var mega træt, så jeg var bare klar til at sove, men selvfølgelig fik jeg ikke lov til det. Gæt hvem der stod ude på min altan og bankede på...hvis ikke I allerede havde gættet det, så til jeres store overraskelse, er det ingen mindre end Cameron. 

"Seriøst, hvorfor skal du altid komme på de mest irriterende tidspunkter? Jeg var faktisk på vej i seng" siger jeg irriteret og sætter mig i min seng. "Så er jeg da kommet på det rette tidspunkt" siger han med en flirtende stemme. "Var?" "Så kan jeg jo sove her ved siden af dig". "Det kan du godt glemme" siger jeg surt. "Så rolig nu, nu ligger jeg mig ved siden af dig, og så kan du jo bare falde i søvn" siger han flirtende, men jeg synes overhovedet ikke, at det et flirtende, at han vil sove her ved siden af mig. Det kan godt være, at nogle piger gerne vil det, men det vil jeg ikke. "Nej, gå nu bare over til dig selv!" "Ej kom nu babe, vi skal jo bare sove". "Nej, du skal gå nu, og du skal ikke kalde mig babe!" "Chill, jeg gør dig jo ikke noget, og jeg synes, at du skylder efter alle de gange, hvor jeg har reddet dig" siger han flirtende. "Jeg bad ikke om hjælp". "Kom nu skat, du kunne ikke have klaret det alene". "Stop det! Det der virker ikke på mig" siger jeg bestemt. "Shh" siger han og placerer hans pegefinger på mine læber. "Nu ligger du dig bare ned, og så skal du bare sove, og jeg gør dig ikke noget, jeg ligger bare stille ved siden af dig" siger han sødt og flirtende på samme tid. "Nej! Gå nu over til dig selv" siger jeg koldt. "Du slipper ikke for mig skat". "Gå nu!" "Fint, men det her er ikke slut" siger han og blinker, lige inden han er væk. 

Jeg ligger mig bare stille i min seng og falder hurtigt i søvn.

-

Hejsa! Jeg håber, at I kan lide min bog/historie, og at I vil fortsætte med at læse den. Jeg undskylder meget for, at jeg skulle have lavet marathon i forgårs, men det blev et mini marathon, da mine planer blev ændret lidt, så jeg havde ikke tid til at opdatere, så her får I et langt kapitel <3