Byen i spillet

Kapitel 5

Da jeg vågnede igen, brændte hele min krop af smerte. Jeg skreg så højt jeg kunne. Jeg lå stadig på bordet i operationsstuen. Men kvinden var væk. Der var noget der larmede. Så blev smerten mindre, og jeg så en roterende metalskive løftes fra mine ben. Larmen stoppede, og kvinden kom løbende ind igen. Hun kiggede undrende på mig. "Hvem er du? Det er aldrig sket før? Hvordan?" Hun snakkede nok mest med sig selv, men jeg kunne ikke lade vær med at svare: "Nå, så nu vil du snakke. Så kan du jo også lige svare på mine spørgsmål fra før!" Hun kiggede slet ikke på mig. Gik bare ud af lokalet og kom først tilbage længe efter. Hun græd, og jeg kunne se hun havde fået et blåt øje. Jeg prøvede at sætte mig op, men jeg var jo spændt fast til bordet. En smerte jog op fra benet og gik igennem hele kroppen. Jeg ømmede mig. "Hvad er der galt? Jeg... Det er vel ikke på grund af mig, vel?" sagde jeg mens jeg pegede på hendes øje, så godt jeg nu kunne. Hun kiggede overrasket på mig. "Han er bare i dårligt humør, igen... Det sker af og til. Men du skal jo snart møde ham. Det har han glædet sig til. Du er meget omtalt her. Tænk at dræbe sin far, og så leve videre bagefter som om intet er sket." Det sidste sagde hun mest til sig selv. "Hvad snakker du om? Hvem er 'han', og jeg har altså ikke dræbt min far! Det var en snigskytte! Og hvor ved du det fra?" Det gav ingen mening. Hvorfor var jeg egentlig 'meget omtalt'? "Alle ved det da. Vi har set det i TV. Du er med i den der TV-serie. Hvad er det nu den hedder? Når jo! Byen i spillet! Det er mega sjovt. Folk der skal integrere sig i en by, kun på baggrund af en myte. Men du ødelagde det... Eller det mener Herren. Dit lille stunt med din far, ødelagde byen. Men det gav mange flere seertal." "Hov vent lige lidt! Hvad er 'TV' og 'TV-serie'?" Jeg forstod ingenting. "Det er der hvor du kan se det kameraerne optager. Har du ikke vidst du var med i et spil?" Jeg rystede på hovedet. Nu var hun overrasket... Og bange... "Hvis nogen spørger, er det ikke mig der har sladret!" Skyndte hun sig at sige. Så forsvandt hun ud af lokalet, og kom tilbage med en kjole og et par sko. Jeg havde aldrig gået i kjole. Det var upraktisk når man var mig. Men jeg fik det på og blev så hentet af en mand i uniform. Smerten fra benene forsvandt, da kvinden stak endnu en nål i mig.

Vi gik i lang tid. Helt præcist i 43 minutter og 46 sekunder. Det var 4,523 kilometer. Så stoppede vi ved en stor sort dør. Jeg havde ikke regnet med at noget så stort kunne være i de her tunneller, men det kunne det åbenbart. Manden, der havde gået ved siden af mig, åbnede døren og viste mig ind. Det var et stort lokale, med højt til loftet. Væggene var malet blå og pyntet med malerier. Loftet var malet, så det lignede brune planker og gulvet var belagt med et stort rødt gulvtæppe. I den anden ende af lokalet sad en mand i en flot, skinnende, rød stol. Manden havde en guld kappe, blå jakke og sorte bukser. Manden, der havde åbne døren, lukkede den efter mig, og bukkede så for ham i stolen. "Højtærede Herre. Pigen du spurgte efter," sagde han og slog armen ud mod mig. "Briliant Markus." Nu kiggede han på mig. "Kom tættere på Silja. Jeg har ventet din ankomst længe." Jeg var ikke vant til at høre nogen sige mit navn. Men jeg gik tættere på og nejede. Jeg ved ikke hvorfor, men det føltes bare rigtigt. Ham, Markus havde kaldt Herre, smilte til mig. Så vinkede han Markus ud. Nu skiftede 'Herren' ansigtsudtryk fra venlig til bestemt/halvsur. "Ved du hvorfor du er her? Sikkert ikke. Jeg hedder Herren. Og hvis du ikke kalder mig det, vil du ikke vide hvad der sker. Du er blevet berømt, fordi du var med i mit eksperiment. Du ødelagde det! Du ødelagde noget, jeg har brugt 10 år på! Eller... Det gjorde din far. Han vidste godt hvad han lavede der, og så vælger han at forråde mig. Ved at få DIG!" Han råbte så højt at jeg var ved at falde bagover. Grottens akustik hjalp ikke på at dæmpe lyden. Tværtimod, forstærkede den lyden. Herren rejste sig fra sin stol. Han var højere end jeg havde troet. Han gik ned mod mig, og jeg tog et par skridt tilbage. "Nu skal du betale mig tilbage. Du skal gøre som jeg siger. Har du forstået?" Han snakkede roligere nu. Min mund formede et 'ja', men der kom ingen lyd ud. Han kiggede indtrængende på mig, og råbte så spørgsmålet: "HAR DU FORSTÅET?" "J-Ja," fik jeg endelig sagt. Han tog endnu et par skridt hen mod mig. "Imorgen skal du være med i et interview. Du får en øresnegl i øret, og så siger jeg hvad du skal sige. Og hvis du ikke siger det, jeg siger. Så..." Han knyttede hænderne. "Har du forstået?" "Ja," svarede jeg igen. 'Han kommer med mange trusler', nåede jeg at tænke før han tog endnu et skridt hen mod mig. Nu var der under en armslængde mellem os. "Du er en køn pige, Silja. Måske kunne der også komme noget godt ud af det her," sagde han mens han aede mig på kinden. Jeg ville flytte mig, men mine ben ville ikke adlyde. Hans hånd bevægede sig ned til mine bryster, og han gav dem et klem. "Ja. Det kan der helt sikkert," sagde han med et smil på læben. Så kaldte han Marcus ind igen, og jeg blev ledt hen til det lille værelse i grotten. Jeg lagde mig på sengen, tænkte lidt på Herren, kvinden, Marcus og interviewet i morgen.

Døren blev åbnet, og kvinden fra operationsstuen kom ind. Hun kiggede til højre og venstre ude på gangen, inden hun gik ind. Hun var bange. Det ville enhver kunne se.