Byen i spillet

Kapitel 3

Jeg kendte ham ikke. Men jeg havde set ham før. Jeg kunne bare ikke huske hvor. "Er din mor hjemme?" spurgte manden. Han havde en meget dyb stemme, og han lignede en meget fattig og hjemløs mand. Jeg overvejede at smide ham ud, men jeg gjorde det ikke. Og idag er jeg glad for, at jeg ikke gjorde. "Nej. Hun er stadig på arbejde. Skal jeg give hende en besked, eller vil du vente her? Hun er her nok om ca. 15 minutter." Han tænkte lidt. "Jeg venter bare. Må jeg få lidt kaffe?" spurgte han med hans karakteristiske stemme. "Ja kom indenfor. Skal jeg tage din jakke?" Jeg rakte ud efter jakken, som mor havde lært mig jeg skulle, når der kom gæster.
"Nej! Jeg beholder den bare på." Jeg blev meget overrasket. Han lød næsten skræmt. Som om den jakke var hele hans liv. Jeg viste ham ind i køkkenet og lavede lidt kaffe.
"Kaffen er klar om lidt." Jeg tror ikke han hørte mig, men det var også ligegyldigt. Mine tanker var et andet sted. Kontrakten. Jeg ville ønske jeg havde taget den med hjem. Mor skulle have set den. Kaffen var klar, og jeg gav ham koppen. "Tak!" Det var første gang jeg havde set en person smile i nærheden af mig, siden far døde.

"Hvad går du egentlig og laver i din fritid? Jeg har hørt du får hjemmeundervisning?" spurgte han meget interesseret. Jeg undrede mig lidt, men endte med at svare: "Ja. Jeg bliver undervist af min mor. Så det meste af tiden leger jeg bare i haven og sådan." Han nikkede. "Det gør de fleste børn vel i din... Undskyld men, hvor gammel er du egentlig?"
"Jeg er 6. Men det er der ikke særlig mange der ved. Der er heller ikke særlig mange der spørger mere. De fleste tror jeg er omkring 10, efter min fars... Du ved," svarede jeg trist.
"Men det var da ikke dig der dræbte ham, vel?" Han var den første der troede på mig!
"Nej! Det var en snigskytte på toppen af bagerens tag!" Og lige da jeg havde sagt det, fortrød jeg alt. Endelig genkendte jeg ham. Det var snigskytten. Jeg skulle lige til at smide ham ud, da han sagde: "Jeg beklager virkelig! Og det mener jeg. Jeg er sådan en slags hemmelig agent, og min mission var at dræbe din far. Jeg ville ikke i starten, men de mente din far vidste for meget. Faktisk var din far og jeg bedste venner for mange år siden. Vi gik på samme skole. Vi kom begge med i en agent organisation, men han droppede ud da han fik dig. Han ville glemme alt om at være agent. Men de kunne ikke glemme ham. Han var den første agent der havde forladt dem, uden at gå på pension eller dø, selvfølgelig. Derfor måtte han ryddes af vejen. Og det var så mig der skulle gøre det. Men jeg ville ikke. Så jeg lod, som om, jeg ikke kunne finde ham. Men efter 6 år, troede de ikke på mig mere. De fandt ham, og sendte mig ud. Jeg var nødt til det. Men det er også derfor jeg kommer til dig. Jeg er den eneste der ved du eksistere. Og hvis andre finder ud af det er du dødsens. Derfor vil jeg gerne snakke med din mor," han stoppede med at snakke og mine tanker fløj hurtigt over til kontrakten.
"Jeg tror de ved det"
"Hvem? Hvem ved det?" Han lød ivrig. Jeg kunne se frygten i hans øjne.
"Politiet." Og så fortalte jeg ham alt om kontrakten. Han blev mere og mere bange, men åndede lettet op, da jeg sagde jeg ikke havde skrevet under.
"Du er nok den klogeste lille pige jeg kender. Det har du nok arvet af din far!" Vi snakkede lidt videre, og så blev hoveddøren åbnet igen. Manden gik ud til døren og hilste på min mor. Jeg gik ind på mit værelse. Jeg kunne høre de snakkede om mig, far og politiet. Mor blev meget bange, og jeg forstod hende godt. Godt nok forstod jeg kun halvdelen af hvad han sagde, men jeg havde fattet pointen: Det her var skidt... Meget skidt.