Byen i spillet

Kapitel 1

Alle kender myten. Myten om vores by. Jeg tænker tit på den. Mest på pigen der så sin mor dø. Morens mand er byens grundlægger. Han låste sin hustru inde i et lille rum, uden at hun kunne få mad eller vand. Det eneste hun fik, var de rotter hun selv fangede. Men de havde også en datter. En datter på min alder. Datteren sad hele døgnet ved vinduet og så på hendes mor. Hun kiggede på moren der var tæt på at dø, og pigen græd hver nat. Men en dag gik kvinden bort. Hun døde af en sygdom, men ingen ved hvilken. Myten fortæller det ikke, men pigen græd hver nat til hun selv døde. Længere er myten ikke. Ingen ved hvorfor kvinden blev spærret inde. Ingen ved hvorfor pigen ville se sin mor dø. Men alle har deres egen fortolkning. Min er, at kvinden blev spærret inde, fordi hendes mand var psykisk syg. Og angående pigen, så tror jeg ikke hun kiggede på kvinden fordi hun ville se sin mor dø. Men fordi hun ville have, at det sidste moren så, var hende.

Det var bare min fortolkning. Men alle har jo deres. Og når folk spørger til min, svarer jeg altid: "Jeg har ikke nogen". For hvis jeg fortalte min, ville den blive genfortalt af alle i hele byen. Det skete i hvert fald sidst jeg fortalte en historie om byens grundlægger. Alle synes den var så god at hele verden skulle kende den. Men den var også så barsk at ingen børn måtte høre den. Og fordi jeg jo teknisk set stadig er et barn, blev alle også bekymret for mig, og derfor kaldte de på politiet. Og med kaldte mener jeg at de gik udenfor døren og råbte: "POLITI!". Hvis man gjorde det, kom der minimum fem politimænd. En med skudsikker vest og pistol, en med håndjern og sådan nogle småting, en snigskytte, en kameramand, og en mand der var mega hurtig til at løbe. Hele den flok har jeg mødt op til flere gange. Ja faktisk møder jeg dem hver gang jeg går udenfor en dør. Men de plejer ikke at hilse og sådan som naboer der møder hinanden gør. Nej, de plejer at overfalde mig, eller ligge på skjul bag buske, træer og huse. Men en gang imellem står de også bare og kigger. Det sker dog ret så sjældent. Men angående den myte, så har jeg jo min mening som jeg tænker meget over. Og det tog da også tid at få den til at hænge sammen. Men mange tror, at pigen blev tvunget til at sidde og kigge på moren. Mange tror hun holdte øje med om moren flygtede. Men jeg tror hun bare gerne ville have, at moren skulle glemme hendes far og fokusere på pigen der altid ville være der for hende. Uanset hvad. For mig giver det god mening. Men når jeg tænker på myten, tænker jeg også altid på min far. Især den dag han gik bort. Og nej, han blev ikke lukket inde i et lille rum uden mad, han fik en meget værre skæbne, og hans ændrede også min.

Vi gik ude på gaden ligesom vi altid gjorde når vi skulle hente morgenbrød. Jeg var omkring fem eller seks år. Men denne dag var starten på noget nyt. Starten på den evige flugt rundt i byen. Flugten fra faren der truede bag hvert gadehjørne. Men nu til min far. Vi gik jo som altid ned mod bageren. Men da vi var halvvejs skete der noget specielt. Jeg kiggede op på himlen. Den var helt blå. Der var ikke en eneste sky. Far fulgte mit blik. "Det er en smuk dag. En blå himmel der er næsten lige så smuk som dig." Det sagde han tit. Jeg begyndte at smile, og han smilede igen. Men pludselig stoppede alt det gode og jeg stoppede brat med at gå. Igen fulgte far mit blik, og også hans smil forsvandt. Jeg følte der kom en stor sort sky og dækkede himlen, men det tror jeg ikke der gjorde. Det, vi begge kiggede på, var en snigskytte på toppen at bagerens tag. Det var den første snigskytte jeg så, men langt fra den sidste.

Jeg nåede ikke at tænke så meget, før min far råbte: "LØB!", og jeg kom med det dummeste svar nogensinde: "Hvorhen?" "Jeg er ligeglad, bare du løber!" råbte far skrækslagen. Men jeg kunne ikke løbe. Mine ben var stivnede af frygt. Og pludselig lød der skud. Først et. Så et til. Og det sidste kom lidt efter de to første. Men jeg var ikke ramt. Jeg kiggede rundt. Der var ingen andre end os på gaden. Jeg kunne ikke forstå hvem han havde skudt, før jeg så far falde til jorden. Han var blevet skudt i venstre ben, højre skulder, og i hovedet. Jeg prøvede grædende at komme i kontakt med ham, men uden held. Han var død. Det var dagen der ændrede mit liv. Alle kom ud fra deres huse, og så mig ligge hos far. Han blødte, og jeg havde blodet på hænderne. Alle troede det var mig der havde dræbt ham. Men det var en snigskytte. Ingen ville tro mig.

Efter det, holdt mødrene deres børn langt væk fra mig. Og alle der var inden for fem meters afstand til mig, blev set som helte. Det var selvfølgelig kun politiet der turde det. Derfor blev gaderne hurtigt fyldt med politi og kamera. Lige siden jeg var de der fem/seks år, er jeg blevet forfulgt af det dumme politi og af alle de kameraer. Kun fordi en snigskytte dræbte far.