To dage efter mødte jeg for første gang de fem forskellige politimænd. De hilste pænt ude på gaden, og jeg hilste på dem. Dengang vidste jeg ikke hvad fars død var starten på. Politiet viste mig ind på et kontor, hvor de stillede mig nogle spørgsmål som jeg knap nok forstod. Jeg kan hverken huske spørgsmålene eller svarene, men de bad mig skrive under på et stykke papir. Det gad jeg ikke.
"Hvorfor ikke? Det eneste du skal er bare at skrive dit navn," han spurgte så sødt og pænt. Men jeg gav mig ikke. "Min mor sagde engang at jeg aldrig måtte skrive under på noget, før hun havde læst det igennem. Det sagde hun lige efter hun var kommet til at skrive under på en huslejekontrakt. I kontrakten stod der, at hun skulle blive boende i huset i fem år eller mere. Og hun havde kun tænkt sig at blive i omkring et år. Derfor må jeg ikke skrive under på noget!" En af betjentene hviskede et eller andet der lød som et bandeord. "Men vil du så ikke læse det, og bagefter skrive under?" spurgte den bandende betjent. Men jeg var kvikkere end de troede. "Nej. For jeg kan ikke læse. Og bare det første ord forstår jeg ikke. Mis-i-on-srap-ort?". "Det udtales misionsraport". Og sådan blev det ved. De prøvede at overtale mig, mens jeg ikke ville give mig det mindste. Til sidst gav de op. De lukkede mig ud, men de lod mig ikke være.
Jeg kunne mærke dem ånde mig i nakken hele tiden, men når jeg vendte mig om, var der kun skræmte naboer, der undgik øjenkontakt. Det hele føltes så mærkeligt. Jeg følte jeg blev forfulgt, men jeg kunne ikke se nogen. Men for en sikkerheds skyld, tog jeg en omvej hjem. En omvej kun jeg kendte. Jeg gik ind gennem det gamle rådhus. Ifølge myten gik jeg igennem det rum hvor kvinden var indespærret. Der var kommet et hul i væggen. Jeg kravlede ind. Der var en underlig lugt af rådden fisk. Jeg kunne ikke se så meget. Alt var mørkt. Der var kun lyset fra hullet i væggen og hullet i loftet. Stanken og lyset fik det til at ligne et gammelt forhørslokale. Men det var et soveværelse. Jeg gik over til sengen. Hoppede lidt indtil jeg kunne nå en bjælke i loftet. Så kravlede jeg op, og gik ud på taget. Der lå et reb som jeg havde lagt derop lige efter min fars død. Godt nok var det kun to dage siden, men det havde ligget der siden. Det var også den dag jeg fandt stedet. Jeg havde aldrig før kunnet komme ind. Men da min far døde, skulle jeg finde et sted at gemme mig. Så jeg fandt stedet.
Jeg bandt rebet fast, og kastede det ned i baghaven. Rebet var kun lige langt nok, men jeg kom ned uden nogen skrammer. I baghaven var der lidt rester fra en køkkenhave og ellers var det primært vildtvoksende græs og træer. Jeg gik hen til den skov der lå for enden af baghaven. Så gik jeg til højre og fulgte skovkanten hen til mit hus. Jeg kravlede ind af mit vindue og skiftede til noget tøj der ikke var dækket af støv og spindelvæv. Så gik jeg ud i køkkenet, og tog lidt rester fra aftensmaden. Da jeg var mæt gik jeg tilbage til mit værelse og ventede på at min mor skulle komme hjem. Jeg tænkte meget på kontrakten. Og det gør jeg stadig. Selvom det er 8 år siden, tænker jeg stadig på den. Mine tanker fløj afsted, og jeg kunne hverken finde hoved eller hale i tankerne. Da jeg hørte hoveddøren åbne, løb jeg ud i gangen og råbte: "MOR! Mor! Politiet ville..." Jeg nåede ikke sige mere, for det var ikke min mor der stod i gangen.
YOU ARE READING
Byen i spillet
科幻En mærkelig by med en mærkelig myte. En pige er ret så anderledes end de andre børn. Hun lever omgivet af politi og kamera. Mens hendes far fik en træls skæbne og den ændrede også hendes.
