SE IKKE PÅ MIG

To

Jeg springer op, da noget iskoldt rammer mit ansigt. Vandet blander sig med det røde blod fra min pande og drypper ned på mine lår.
Han kigger indgående på mig. Rynker panden og åbner munden, men siger ikke noget. Jeg ser forvirret omkring, og opdager, at jeg sidder på den hårde jord omringet af rødtræer. Lyset i horisonten gør natten omme, og det er en ny dags komme. Den friske duft af træernes nåle gør mig tilpas. Få fugle fløjter omkring, flyver frit fra trætoppene.
Jeg ser irriteret, drivvåd tilbage på ham og bryder den evige tavshed: "Hvad har tror du lige, du har gang i!?" Jeg skubber mig hen ad jorden, væk fra ham, da jeg opdager, hans ansigt er alt for tæt på mit. Han smider den tomme spand i et krat og sukker. Jeg studerer ham og kommer med teorier på hans livshistorie. Fugerne i hans pande og de mudrede gummistøvler giver mig den første antagelse, at han bor i skoven. Hulemand, fiskemand, ensom mand. Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Spild af tid, spild af kræfter. Han ligner én, der er godt op i fyrrene. Men naturfolk plejer at se yngre ud, end de egentlig er, så hans næste træk kan ganske simpelt være et mishandlende overgreb på mig.
"Hv-hvem er du? Og hvad fanden er det her for et sted?" Kulden bider i mig, og mine tænder klaprer ustandseligt.
Han sætter sig flabet på hug, så vi er i øjenhøjde. "Jeg kunne spørge dig om det samme."
Jeg misser mod ham og skubber mig længere væk. "A-aaav, for helll-vede!" Jeg smider mine arme over hovedet og breder ud på jorden. En over-det-hele-smerte rammer mig, og jeg råber, at han godt kan skride sin vej. Han forbliver tavs, og jeg bliver pludselig bange. Jeg tvinger min krop til at rette sig op, så jeg kan se ham. Han er rykket tættere på end før. En del tættere end fire meter.
Hans blik er ikke borende eller psykopatisk. Jeg ånder lavt ud, da mavefornemmelsen er negativ stemt på morder-teorien. Han ser bare på mig, og jeg kan ikke rigtig læse ham; medlidenhedsfuld, vred, skadefro. Han kunne lige så godt være det hele.
"Sender de nu også små piger på selvmordsmissioner?" mumler han, stadig med blikket søgende på min kvæstede, liggende krop. Det er som om, han ikke rigtig kan beslutte mellem at trække en pistol frem og skyde mig på stedet eller omfavne og trøste mig med godnat-ord.
Selvmordsmissioner. Aha, ikke så hjernevasket, at jeg er blevet en terrorist. "Jeg sendte mig selv på en selvmordsmission, ved gå med til indlægning på dét hospital. Og flygte." Jeg  trækker ned i min lange kjole, der ikke længere er hvid, men mørkerød og brun af størknet blod. Stoffet, der er så stift, at hvis man tager fat med to hænder og bøjer hver sin vej, knækker det sammen; det er lige så effektivt som de sko, jeg ikke har på. Mine bare fødder er ved at skifte farve, og mine mælkehvide ben har for længst fået et lyseblåligt skær.
Han pruster. "Hospitalet ligger toogtredive kilometer væk. Hvis du havde været indlagt og flygtet fra angrebet, ville du have flygtet ind mod byen, og ikke i den fjerne, uciviliserede natur..."
"Det har du nemt ved at sige ignorant og toogtredive kilometer væk fra helvede!" Mine ører brænder, og det er lige før, jeg selv kan se røgen sive ud af dem. "Hvis jeg ikke havde haft hjernerystelse, nær døden efter et spring fra tredje sal, og hvis der fandtes andet end månen, der kunne belyse retninger ... Tror du så, jeg hellere ville være her? I en lorte-fucking skov med gamle mænd, der ikke har noget mindre patetisk i sit liv end at krydsforhøre terror-ofre?"
Jeg er ligeglad med at dø nu. Hvis min skæbne er at blive myrdet efter alt det, jeg har været igennem, er der virkelig nogen, der ikke vil have mig levende på denne jord.
Han trækker på det, rejser sig og går sin vej. Han er stadig inden for øjenvidde, men må med meget kraft råbe, så det runger i hele skoven, og træerne kaster hans stemme tilbage på mig: "Nej, og jeg tror heller ikke, du hellere vil blive liggende der, indtil du dør!"