AlTiD, FoReViGt... (on hold)

Mit Tragiske Liv...

Hej alle her på wattpad!

Det her er min første historie her på wattpad, så jeg vil meget gerne høre hvad i syntes om den! Jeg fik ideen til den her historie, da jeg var i Verona i Italien, jeg tror jeg blev lidt grebet af stemningen, og ja så kom ideen bare:) Jeg er allerede begyndt på en engelsk version af historien, men tænkte jeg lige ville lave en dansk også:)

Vote hvis i kan lide den, og follow hvis i gerne vil have jeg ligger flere kapitler ud!:)

~~~~~~~~~~~~~•~~~~~~~~~~~~~

Rosie's POV:

Siden jeg var en lille pige havde jeg været anderledes.. Jeg havde ofte tænkt over hvad der gjorde det, men jeg var endnu ikke kommet frem til en konklusion. Jeg havde altid været den der skildte sig ud og havde altid blevet hånt pågrund af det. Jeg kan huske at jeg altid sad og læste i et hjørne i børnehaven, mens de andre løb rundt om mig, som sindsyge.

En aften hvor mig og min mor sad og spiste aftensmad i stuen spurgte jeg min mor "Hvorfor er jeg egentlig så anderledes fra alle de andre børn?" Hun kiggede op fra sin ynglings serie som hun havde været opslugt af for få sekunder siden og kiggede på mig med en blanding af sørgmodighed medlidenhed i hendes øjne. hun svarede "Det skal du ikke bekymre dig om søde, når du bliver gammel nok skal du nok finde ud af det.." Der var noget mystisk ved hendes svar.. Hun skjulte afgjort et eller andet. Jeg valgte dog ikke at spørge mere ind til det, da hun allerede var opslugt af sin serie igen...

Som jeg blev ældre lærte jeg at jeg ikke behøvede at skamme mig over hvem jeg var. Men jeg havde dog stadig ikke fundet ud af hvad min mor mente da hun sagde jeg ville finde ud af hvorfor jeg var anderledes.. Det var også forsent at spørge...

Min mor døde i juni måned samme år som min 16' års fødselsdag. Det var en solskindsrig dag og jeg kan huske at jeg kiggede op i himlen, og smilte i troen at hun sad deroppe et sted og holdte øje med mig. Hun døde af kræft i en alder 34. Hendes begravelse blev holdt nogle dage senere, det var dog kun min moster og jeg der dukkede op og så selvfølgelig præsten.

Du undrer dig måske over hvorfor der ikke dukkede andre op, men hvis jeg skal forklare det bliver jeg nød til at starte fra begyndelsen...

Da min mor var 15 år år gammel mødte hun min far, de forelskede sig hurtigt og var uadskillige. De var som alle andre unge par i den tid og selvfølgelig fulgte det med at have sex.. det var sådan min bror blev lavet. Anyway, min mor kom fra en meget religiøs familie, og de troede på at man skulle være gift før man havde sex. De var rasende da de fandt ud af at min mor var med barn. De skammede sig gevaldigt over hende og smed hende ud af deres hjem. Der stod min mor alene og gravid på gaden, da min far og hans familie kom til undsætning.

Min far kom fra en lille fattig familie de dømte ikke min mor, min far og min bror, og lod dem bo i deres hus. De var spændte på at have dem boende, og de behandlede min mor som deres egen datter, de havde altid ønsket sig en lille pige.

Efter de havde fået min far prøvede de på at få en pige. De prøvede og prøvede i flere år. Lægerne sagde der ikke var håb, men de var stædige og så skete det efter at have prøvet i 3 år lykkedes det endelig, de var gravide og det VAR en pige! De var ude af sig selv af glæde. Syv måneder inden terminen snublede Maggie (min farmor) over et lejetøj min far havde ladet ligge fremme og hun faldt hele vejen ned af trappen. De fik hende hurtigt på hospitalet, men der var ikke noget at gøre, det var forsent. De havde mistet barnet. De var knust og kom sig aldrig over tabet af deres lille Lucy. Da min far så kom hjem med mor, blev de helt glade igen. Hun var sød, køn og et fantastisk menneske og de elskede hende med det samme og da hun så blev gravid var de mere end glade for at kunne tilbyde et hjem de kunne være i.