SE IKKE PÅ MIG

Et

Fra utydelige skikkelser, slørede lys, ugenkendelige omgivelser driver jeg langsomt væk. Jeg blinker et par gange med øjnene, og med et sæt sætter jeg mig op i sengen. Kigger rundt. Mit hjerte banker uhyggeligt hurtigt. Alt for hurtigt. Som om noget er galt. Små bidder af rustne minder vælter rundt i mig, som en teaser til en virkelig dårlig spillefilm. Siden, jeg bemærker, at rummet er tomt, må det være fordi, jeg ikke er vant til at være alene. Min mave rumler så højlydt, at jeg bliver i tvivl, om lyden kom fra mig.
Min tørst gør opmærksom på sig selv, og jeg tager mig til hovedet, da en skærende hovedpine skyller ind over mig. Jeg trækker langsomt min krop, der føles unormalt tung, ned ad sengen og går med lydløse skridt hen mod den velkendte, rustne vandhane. En fremmed, skinger tone skriger, ikke så langt væk fra mit værelse.
Jeg gisper, vender mig om, som mit instinkt fortæller mig, jeg skal gøre, og prøver at ryste skriget ud af hovedet. Men det bliver der, printet og lagret for altid. Jeg fjerner mit blik fra døren og lukker i stedet øjnene.
En skarp, lille lyd i mine ører summer. Jeg er efterhånden blevet vant til lyden, siden den har hjemsøgt mig i al den tid, jeg har været vågen efter indlæggelsen. Et mere et desperat brøl fra tredje sal overdøver lyden i mine ører. Lige over den sal, jeg befinder mig på. Jeg snubler næsten i forsøget på at fare hen til døren og flå ned i håndtaget - som ikke får døren til at rykke sig en millimeter. Jeg rusker og hiver i det i takt med, at panikken stiger.
Er den låst for at holde folk ude eller for at holde mig inde?
Jeg banker ignorant på den med hænderne. Ingen hører mig. Efter et stykke tid dunker det i mine hænder; brændende røde, helt oppe fra fingerspidserne og ned til håndleddet.
Blodet i min tinding pulserer i sekstendedele uden pause. Hvad end det er, der sker derude, er det ikke godt.
Jo mere jeg tænker over skrigene, jo mere sikker bliver jeg på, hvad det var. Ét ord, én ordre ...
Flygt.
Sygeplejerskerne fortalte mig ikke meget, taget i betragtning, at jeg har fået undervisning på en computer. Kun en lille smule, men den smule er nok for mig til at lægge to og to sammen. Terroristerne har udset hospitalet som deres næste træk.
Jeg stivner og får myrekryb. Det har jeg fået fortalt, at det hedder. Fordi at det føltes som tusinde af myrer, der kryber rundt på ens arme. I dette øjeblik føles det nærmere som millioner af myrer, der kravler ind ad min mund og ører, for dernæst at tilstoppe min hals, så min vejrtrækning bliver krænket.
I dette øjeblik er jeg så lammet og forvirret, at jeg ikke kan komme på en bedre vejtrækningsmetode, end gennem munden, så inden for kort tid vil jeg have for lidt ilt, til at min krop kan holde mig oprejst.
"Luk mig ud!" Jeg hamrer på døren og sparker til den.
Det lille vindue i toppen af døren giver mig en idé. Jeg når hen til hospitalskassen og åbner den med rystende hænder. Mine øjne flakker efter noget skarpt. Da er det, at jeg ser en enorm medicinsprøjte.
Jeg løfter den forsigtigt op, holder stramt fast om den, og farer hen til døren. Sprøjtens spids retter jeg mod vinduet og slår den i. Glasset bliver knust og jeg slår flere gange den metalliske sprøjte mod vinduet.
Et hæst, risikabelt skrig om hjælp arbejder sig op ad min hals, men i mine egne ører lyder det utroligt højt.
For fanden.
Nu har jeg tiltrukket mig opmærksomhed. Hvad nu?
Jeg får øje på en stol, som står ved siden af min seng, og griber fat i den. Jeg flår den hen ad gulvet og stiller mig oven på den, så jeg kan se ud af det lille, knuste vindue.
Mørkt, stille. Jeg ånder halvt lettet og halvt skræmt ud.
Der er fuldstændigt mørkt ude på den anden side af døren, og jeg ser mig over skulderen. Mit værelse er stadig oplyst af én enkelt lampe, der dingler frit og udstråler noget svagt, gult lys. Udelukker strømafbrydelse.
Pistolskud. Min mave suger sig indad og snørrer rundt i cirkler. Et terrorangreb. Det kan ikke være andet. Jeg fortryder, ikke at have taget imod fjernsynet, lægerne tilbød, jeg kunne have stående herinde, hvis jeg kedede mig. Hvis jeg bare havde fulgt lidt med i udsendelserne ...
Mit mørke, tjavsede hår falder ind over øjnene. Jeg prøver at bevare kontrollen. Prøver at lade hver med at banke desperat på døren.
Lyden af dæmpede skridt når mine ører.
Jeg dukker mig og sætter mig på stolen med benene trukket op og armene om dem.
Skridtene bliver tydeligere, højere, og jeg krummer mig endnu mere sammen.
Flere skridt. Og flere. De allesammen kommer tættere og tættere på.
Der går flere mennesker ude på gangen. Sammenrottede mennesker med onde hensigter. Min nysgerrighed titter frem, og jeg forbander mig selv for det. Jeg stiller mig lydløst op på stolen og kigger ud ad vinduet i døren.
De har lommelygter. De blå-grålige lys flakker rundt op ad væggene og gulvet. Det hele er ét stort slør, og jeg spidser ører, da nogle lavmælte stemmer kommunikerer.
"Clear?"
"Clear."
Min stilling begynder at blive ubehagelig, og jeg skifter stilling. Men i dét jeg rykker mig, kommer der et lille knag fra stolen. Knap nok til at høre. Knap nok.
"Shit," hvisker jeg, og begynder at hyperventilere. Det er ude med mig.
Jeg når lige at se, at alle blikkene retter sig mod vinduet. Kigger på mig. Jeg dukker mig, men det er for sent.
Der lyder en latter fra den anden side af døren. Er det en hånlig latter?
Jeg stivner, hopper ned fra stolen og løber hen mod det store vindue i enden af rummet. Bag mig hører jeg, at der bliver trukket aggressivt ned i håndtaget og sparket på døren.
Et skarpt lys skinner igennem det lille hul fra vinduet i døren. Lyser på min ryg og væggen. Jeg vender mig ikke om. De skal ikke have fornøjelsen af at kunne identificere mig.
Jeg ryster panisk og spotter en metalreol med toiletruller og håndsprittuber. Uden at tænke, tager jeg fat i den og river den løs. Jeg slår den mod vinduet, og den efterlader det med en lille, ubrugelig ridse.
Frustreret stamper og sparker jeg på reolen. Blink, blink, blink. Hold dine fucking øjne åbne. Du er ikke parat til at dø.
Mit blik falder hen på min seng. Min vise konstatering lyder, at sengebenene er lavet af noget hårdt. Jeg kaster mig hen ad gulvet og piller febrilsk skruerne ud af et af benene. Kaster skruerne over skulderen og trækker benet ud, så hele sengen støder skævt til gulvet med et brag.
Det er så tungt, at det næsten ikke er til at bære.
Jeg kaster sengebenet på vinduet, og glasset smadrer klirrende. Jeg spjætter alligevel lidt af chok, selvom jeg selv smadrede det. Benet ruller ned langs taget og lander et eller andet sted på jorden.
Jeg er lige ved at kunne klemme mig igennem den lille, smalle sprække i vinduet.
Døren bliver slået op i den anden ende af rummet. Skikkelser stormer mod mig, og jeg skynder mig, at klemme min tynde krop igennem den alt for smalle sprække. Glasset skærer mig i panden og på armene, da jeg klemmer mig igennem. Jeg bider smerten i mig og opdager, at jeg nu står på den anden side af vinduet; på taget.
Jeg vakler væk fra vinduet. Noget flydende, varmt stads triller fra min pande ned ad mit ansigt. Jeg ser mit bræk, der som en væske lander på jorden, da lugten af blod når mine næsebor.
Terroristerne hamrer hænderne mod vinduet, og jeg begynder at løbe ned ad det skæve tag. Mine øjne er halvt lukkede, og jeg er bange for at de lukker i helt.
Jeg ser mig tilbage over skulderen i håb om at få et glimt af hvad der sker bag mig. Men da er det, at jeg mister balancen og snubler. Min krop ruller og ramler ned ad det, og begge mine skuldre får kraftige slag. Kontrol? Ingen grænser, ikke i min ordbog.
Jeg lukker mine øjne, glider ned ... Prøver at få fat i noget, som jeg kan holde fast i. Knytte mig til.
Hvad er nu det?
Mine fødder står ustabilt på noget. Jeg er ved tagets ende, så jeg står sandsynligvis på en tynd plastiktagrende og holder fast i nogle tagsten.
Terroristerne brøler og har på mystisk vis fundet sig vej ud på taget.
Det giver et sæt i mig, at jeg falder bagover og dingler med hænderne fast om tagrenden. Panikken pumper sig op ad min hals i et sagte hulk.
Jeg holder, så godt jeg nu kan, fast i tagrendens kant uden at sige en lyd. Mine armmuskler spænder så lammende, at mine hænder ikke kan gøre andet end at slippe.
Suset i maven - dét sus man får, når man falder. Gør nærmest ondt. Uden at være i stand til at gøre noget. Ligesom en drøm. Ligesom i min drøm ...
Det giver et voldsomt ryk i min skulder. Slaget på ryggen er smertefuld. Jeg kan mærke det tørre græs mellem fingrene.
Surrealistisk. Jeg ville eksplodere i eftersøgningen af beskrivelser på øjeblikket, for jeg vil aldrig være i stand til at finde dem. Ikke én enkel. Jeg har tit forestillet mig, hvordan det mon ville være at dø. Og at være død. Om den er som en drøm, man aldrig vågner fra. I så fald drømmer jeg, at mine ben flytter mig væk fra bygningen, der engang har været mit hjem. Ligesom de der drømme, hvor man føler alt, hvad man gør, men ser det fra en tredjepersons perspektiv. Kan kun se fremad og ikke tro, at der er et jeg. At jeg er mig, og at jeg muligvis ikke kan være den samme mig igen, nogensinde.