Complicated love...

Kapitel 40

Det er noget tid siden, at lægerne stormede ind af døren. Justin har stadig ikke lukket et øje, han sidder faktisk bare og kigger på et tomt punkt i den hvide mur der er nogle meter fra hvor vi sidder.

Jeg lægger min hånd på hans lår, han kigger kort på mig og derefter hen i muren igen. Han har afvist mig meget i den her periode med Simon, han har ikke talt eller haft nogen menneskelig kontakt med mig, han ryster eller nikker kun på hovedet når jeg spørger ham om noget. Jeg ved godt at det ikke skal handle om mig, det er heller ikke det, men han begynder at bekymre mig. Jeg vil så gerne snakke med ham.

"Jeg henter lige noget vand, vil du ha noget med?" spørger jeg og rejser mig. Han kigger på mig og ryster kort på hovedet. Jeg sukker og går hen mod vandautomaten. Jeg mister hurtigt mit fokus på vandautomaten, da jeg hører en larm nede af en af gangene. Jeg går mod lyden. Pludselig kan jeg se Luka komme med hastige skridt ned af den lange gang. Han ser helt vildt sur og vred ud, det er som om han ikke har kontrol over sit temperament. Han slår ud efter hver en genstand han ser. En masse læger løber efter ham, sikkert i håb om at berolige ham.

"Du skal være rolig Luka" er der en af lægerne der råber.

"Lad mig være!" råber han vredt tilbage. Han kommer tættere og tættere på mig og ud af det blå råber jeg af mine fulde lungers kraft "Luka!". Han stopper hurtigt op og lægerne kigger forskrækket på mig. Hvad siger jeg nu?  Jeg står usikkert på gangene med mit glas vand i hånden og ved virkelig ikke hvad jeg skal sige, alle på gangens øjne er rettet mod mig.

"Vi- vi- vil du have noget vand?" får jeg fremstammet, han kigger spørgende på både mig og min vand. Jeg er virkelig ikke god til sådan nogle situationer. "Jeg har ikke drukket af det endnu" tilføjer jeg usikkert og rækker vandet hen mod ham. Han tager roligt imod det og sætter sig chokeret ned i en stol der står op af væggen. Jeg sætter mig hen ved siden af ham og lægger min hånd på hans hånd, som er på armlænet.

"Hvad er der galt Luka?" han fælder en tåre, jeg begynder og nusse hans hånd. Jeg ved godt jeg næsten ikke engang kender Luka, men jeg føler en eller anden speciel kontakt. "Luka. Tal til mig"

"Det er min mor, lægerne kan ikke hjælpe hende mere, de siger hun har få dage tilbage". Til sidst kan han ikke holde tårerne inde mere, det kan man og se. Jeg rejser mig hurtigt fra stolen for at give ham et stort kram.

Jeg skal til at trække mig fra krammet, da Luka trækker mig tilbage igen.

"Vil du ikke godt blive?"

-

Luka er gået ned på sin mors stue igen efter han var faldet lidt ned. Han var virkelig ked af det. Jeg tror ikke han har så mange at snakke med, han har ikke en far eller nogen søskende. Det lyder faktisk som om han slet ikke har nogen omkring sig.

Jeg har måske været væk fra Justin i en time eller to, men det tror jeg faktisk ikke han lægger mærke til, han virker jo ret så ligeglad med mig.