Story Of My Life - H.S

I hate U

Harrys synsvinkel.

Jeg har det forfærdeligt.
Jeg troede det ville løse det hele.
Jeg troede alt skulle blive godt.
Jeg troede det dårlige var forbi.. Blot for at finde ud af, at det hele er blevet meget værre.
Vi sidder alle for enden af Cat's nye seng i hendes nye værelse, på det fucking hus for teenageres med problemer.
Cat har ikke problemer.. Eller måske, men.. De er jo løst nu?
Nu er hendes stedfar og mor spærret inde, nu kan hun leve sit liv? Eller det vil sige : det kan hun så ikke alligevel.. for hun er spærret inde i et fucking sindsygehus med voksne der ikke fatter en skid.. Måske skulle jeg opgive musikkarrieren og begynde at arbejde her? Så kunne jeg være sammen med Cat altid, og gøre livet mindre surt for hende.. Men næh nej, de voksne der er her, har stramme regler :

Ingen slik på værelset.
Alle besøgende skal hjem kl 16, i weekenden må de blive til 18.
Ingen elektriske apparater -(mobil, tablet, pc) efter kl 20:30.
Alle spiser morgenmad, frokost og aftensmad sammen.
Ønsker du at have en telefonsamtale med nogen, kontakt en voksen i forhallen og bed om lov.

Alle disse fucking regler står i den lille folder Cat lige har fået.
"Du vil have det skønt, det bliver næsten lige som efterskole," mumler jeg og gør nar af hvad hende den uforstående voksen havde sagt til Cat.
"Well, efterskole lyder dødssygt så!" sukker Cat og smider hendes hoved ned i puden.
"Det her er ikke en fucking efterskole, Cat! Det er mere en sindsygeanstalt..." vrisser jeg surt og kigger ned på mine hænder der slapt hviler på mine knæ.
"Ih, jamen tusind tak. Jeg sagde jo at jeg var sindsyg," snapper Cat og løfter hovedet fra puden, for at sende mig nogle vrede øjne.
"Nej, du er ikke sindsyg. Din mor er sindsyg. Din stedfar er sindsyg. Alle i dette hus er sindsyge, også de voksne, men du er ikke, og derfor burde du ikke være her!"

"Klokken er 17:37," påpeger Cat da hun kigger på uret der hænger på væggen.
Det betyder at jeg skal hjem om 23 minutter, eftersom det er weekend. Mørket er allerede faldet på udenfor det lille vindue, da vi nu er i oktober måned, og solen hurtigt går ned.
Louis, Niall og Liam gik for cirka 10 minutter siden, da vi fik at vide, at der kun måtte være en besøgende af gangen.. Skudt i hovedet.
"Jeg sidder bare ude foran vinduet, og sniger mig ind til dig i nat," mumler jeg og mener det næsten dybt seriøst.
"Du skal gå, Harry,"
"Der er stadig-" jeg skimter klokken og fortsætter så : -"Der er stadig 22 minutter tilbage,"
Cat sukker og tyre puden på mig.
"Jeg vil have at du går.. Nu!"
"Men.. Cat-"
"Du behøver ikke sidde ved siden af mig. Du har jo boet ved siden af mig i så lang tid så-"
"Cat! Stop det, jeg.. Jeg er ked a-"
"Du har ødelagt mit liv.." små hulk begynder at forlade hendes mund mens jeg frosser og kan ikke andet end at stirre på hende da de forfærdelig ord forlader hendes læber.
"Hvad?" min stemme kommer ud som en lille ynkelig en.. Kan næsten ikke høres.
"Hvis du aldrig havde blandet dig i mit liv, havde jeg ikke været her.. Hvis du aldrig havde løjet.. Hvis du aldrig var flyttet og gået hen og blevet en flabet popstar," hendes stemme lyder som om hun tuder, men da jeg kigger på hende, er hendes ansigt fri for tårer. Hendes øjne stirre stift, og hendes ansigtsudtryk ulæseligt.

"Og nu leder de efter min far og bror.. Og jeg er her, og jeg ser aldrig min mor igen, og mit hjerte er knust og.. Harry, det er alt sammen din skyld," fortsætter hun, som jeg får sværere og sværere ved at trække vejret. En smertefuld knude danner sig i mit bryst og jeg kan ikke andet end at lytte til Cat's triste og dog sande ord.
"Jeg hader dig.."
"Jeg hader dig så meget, Harry.."

....

"Jeg hader dig.."
"Jeg hader dig så meget, Harry.."
Jeg citere hvad Cat sagde for blot 40 minutter siden, og det har taget 30 minutter for mig for overhovedet at være i stand til at sige noget som helst, siden Cat knuste mit hjerte i det værelse, inden en af de voksne kom og førte mig ud, eftersom Cat havde kaldt på hende.