Love isn't easy... especially not when You're famous.

Det store 'breake-up'

Chokeret så jeg på ham. Mente han det dybt seriøst?? Sådan helt ærligt?? Var han virkelig så dum, så han regnede med, at jeg ville slå op med Luke??
Waow....

"Trist for dig", fik jeg frem, da jeg havde samlet mig igen. "For jeg forlader ham ik'!!".
Simon så koldt på mig. "Hvorfor ik'??", spurgte han langsomt.
"Øhh hvorfor??", svarede jeg flabet.
Han sukkede dybt.
"Fordi du ik' er god for ham, eller hans karriere... Og for de andre drenges", svarede han kort.

Jeg foldede armene over kors. "Det må du nok uddybe lidt", sagde jeg, og lagde vægten over på den ene hofte.
"Han kan ik' være en international pop-rock stjerne, når han har en kæreste som ik' engang er myndig endnu!! Du river hans karriere fra hinanden, hans fremtidige liv!!". Simon var så seriøs og alvorlig, at jeg blev nervøs et øjeblik. Mine øjne søgte mine fødder.
"Og vi ved begge to godt, at han aldrig ville give slip på dig. Derfor må du give slip på ham, for hans egen skyld...". Simon lagde sine hænder på mine skuldre. "For hans eget bedste".

Jeg så op. "Det er ik' rigtigt", hviskede jeg, næsten uhørligt. Det kunne da ik' passe, at jeg ødelagde hans karriere og liv... Kunne det??
"Jo det er. Og dybest nede, ved du det godt".
Simon slap mine skuldre. "Du bliver nødt til at slå op". Han gik væk, med tunge skridt.

Jeg kom sjovt nok for sent. Men det gjorde mig ik' noget.
Jeg lyttede overhovedet ik' efter, hele matematiktimen. Det eneste der kørte rundt i mit hoved var det, som Simon havde sagt.
For han havde ret. Luke's humør, var afhængig af mig. Hans præstation var afhængig af hans humør, og hans karriere var afhængig af hans præstation. Sidst, men ik' mindst, så var hans fremtidige liv, afhængig af hans karriere...

Jeg var en splint i foden på ham. En parasit, som han skulle af med, jo hurtigere jo bedre.
Problemet var bare, at han ik' var klar over det. Han ville ik' slå op med mig, og derfor var jeg nødt til, at slå op med ham.
Bare tanke om, at stå ansigt til ansigt med ham, som jeg elsker højere end livet selv, og sige at jeg ik' gør, fik mig til at fælde tårer.

Og det skulle hele klassen da også lige høre, da Rose ik' kunne holde sin kæft.
"Kirstine, er du okay??". Normalt, ville det ik' gøre noget, at hun spurgte.
Men nu sad hun altså i den anden ende af klasselokalet, og råbte nærmest til mig.
Jeg nikkede med sammenbidte tænder og tørrede hidsigt tårerne væk.

Tanken fra før kom igen. 'Ham, som jeg elsker højere end livet selv...'  Og det gjorde jeg. Derfor, for hans skyld måtte jeg gøre det. Men hvordan??

Mentalt prøvede jeg, at forberede mig på det. Og tilsidst havde jeg hele scenen i hovedet.
Da mig og Rose gik mod gymnastiksalen, for at høre drengene synge, fik jeg øje på Luke. Og han fik øje på mig.
Han kæmpede sig frem, og nåede mig.
"Hej skat", hilste han glad, og det stak i hjertet.
"Hej", mumlede jeg, og tog i mod hans krammer.

Jeg så bare på ham, og alt min mentale forberedelse, forsvandt som sand mellem fingrene. Et enkelt blik, og jeg blev ked af det, vidste ik' hvad jeg skulle gøre af mig selv.
"Luke... Jeg, øhh". Jeg så ned i jorden.
"Hvad?? Ohh...", Luke kløede sig i nakken. "Jeg ved godt, at jeg skal afsted igen, men bare rolig. Når vores Tour er slut, så kommer vi igen", smilede han.

"Nej Luke... Det... Det skal I ik'...", sådan, nu havde jeg lagt op til det. Vent... Hvad fanden havde jeg gang i!? Han var min grund til at leve!? Men jeg kunne ik' være egoistisk... Ik' i denne situation.

Luke trippede nervøst. "Hvad mener du??", spurgte han forsigtigt.
"At I ik' behøver at komme mere...".
Han prøvede at se mig i øjnene.
Men jeg nægtede. For så jeg ham i øjnene, var jeg overbevist om, at jeg ik' kunne gennemføre det.
Men han vandt. Med sin pege- og tommelfinger fik han mit ansigt op.
Og jeg fortrød med det samme. Hans øjne lyste af bedrøvelse, fortvivlelse, nervøsitet og forvirring.
"Hvorfor ik'??". Han bed sig kort i læben.

"Jeg... Du...", jeg sukkede dybt, og lod en tåre bane sig vej, ned af min kind. Luke tørrede den hurtigt, dog blidt, væk. "Jeg kan ik' mere", udbrød jeg, og lod tårerne få frit løb.
Frustreret hoppede jeg to skridt tilbage, og lod mine hænder hive fat i mit hår. "Jeg kan ik' mere", gentog jeg sagte.

"Hvad er det du prøver at sige??". Luke lød kold og hård. Jeg vendte mig om, og blev mødt af et hårdt, flot ansigt, som hverken vidste ind eller ud.
"Undskyld", hviskede jeg, og lukkede øjnene.
"Undskyld hvad!!". Luke's stemme hævede sig. Han vidste godt, hvad jeg ville sige. Han vidste godt, hvad der skulle ske. Han ville bare ik' indrømme det, eller acceptere det.

"Jeg... Jeg slår... Op".
Mit hjerte stoppede med at slå, i samme sekund jeg havde sagt det. For det havde intet at slå for længere. Luke og mig, var fra nu af, ik' længere et par.
Hans ansigt ændrede sig. Nu var det kun fortvivlelse, der stod malet i ansigt på ham.
"Hvorfor??", hans stemme knækkede over, og hans så ned i jorden.
Han knyttede sine næver, og slog hårdt ind i skabene ved siden af sig. "Hvorfor!?".

"Fordi", jeg vidste ik' hvad jeg skulle svare. Så derfor, sagde jeg noget utilgiveligt: "Fordi der er en anden!?". Ordene havde passeret mine læber, og i samme sekund, slog jeg en hånd for munden. Det, sagde jeg bare ik'...
Luke så såret på mig. "Hvad", hviskede han næsten uhørligt.

Jeg rystede kraftigt på hovedet, og løb væk. Tårerne trillede ned af kinderne og jeg satte kursen mod skolens toilet. Det gik rimelig hurtigt, taget i betrakning af, at jeg havde krykker.
Grædende, kastede jeg noget vand i hovedet.
Langsomt vendte jeg blikket mod spejlet, og så et deprimerende syn.
Hvad havde jeg dog gjordt??

Oraleeee og goddag!?❤️
Så, så slog de sq op!?😂😱 hvad sys I??😅👌
Håber I vil skrive, hvis der er noget der skal forbedres☝️👌💋
Kh miiiiiggg😘