Love isn't easy... especially not when You're famous.

Nej Calum!?

Kirstine's synsvinkel:

Jeg gik hjem, med tåre i øjnene. Jeg lagde overhovedet ik' mærke til, at det var mørkt. Jeg gik bare, og tænkte.
Jeg havde vidst afsløret mig selv, på en måde... Luke vidste at der var noget... For fuck sake, jeg troede at han ville slå mig!? Han kunne ik' have ladet vær med at ligge mærke til det...

Jeg stoppede op, under en gadelygte. Virkeligheden gik pludselig op for mig, det var bæl mørkt, og jeg gik alene på en gade. Værst af alt var dog... Jeg havde den her følelse af... At nogen fulgte efter mig, iagttog mig.
Jeg så mig over skulderen. Men der var ingen at se.
Jeg begyndte at gå igen, med tanken om, at det bare var min fantasi, der løb  om hjørner med mig.
Men det var det ik'.

Nogen lagde en hånd på min skulder.
Jeg vendte mig gispende om, og så min frygt i øjnene.
"Hvad laver du her??", spurgte jeg chokeret.
Han stod og svajede. Helt sikkert fuld.
"Jeg så dig gå forbi, og da så tænkte jeg at jeg lige ville hygge", svarede han snøvlende. Jeg fik ik' helt fat i hvad han snakkede om... Men hans handling stod klar.
Han hev hårdt fat i mit håndled, og trak mig helt tæt på sig. Lagde sine læber på mine.

Jeg trak mit ansigt væk, og så trodsig på ham.
Hans ånde, som lugtede langt væk af alkohol, ramte mit ansigt.
"Danny, jeg gider ik' det her mere", sagde jeg hårdt. "Jeg elsker Luke, han er mit et og alt", han stoppede mig, ved at lade sin hånd, have kontakt med min kind.
"Jeg tror vidst at du skal sættes på plads", sagde han koldt. Han hev fat i min jakke, og fik den på en eller anden måde af.
Igen lagde han sine læber på mine. Jeg skubbede mod hans bryst, for at få ham væk, men han var for stærk.
Panikken begyndte langsomt at gribe min krop. Han havde aldrig været så intens før. Jeg kyssede ham ik' tilbage. Prøvede bare at få ham væk.

Han prøvede at få sine fingre ind under min trøje, og alt inde i mig, skreg på hjælp. Inklusiv min mund:
"HJÆLP!?", skreg jeg, med mine lungers fulde kraft.
Og til min store overraskelse kom der faktisk nogen.
En eller anden høj, flot, muskuløs, mørkhåret fyr, kom brølende, og skubbede Danny så hårdt væk, at han faldt ned på jorden.
"Du er jo sindssyg Kirstine", mumlede Danny. Han kom på benene, og løb slængrende væk.
Jeg så på min redningsmand. Og slog chokeret en hånd op for munden.

"Calum...", min stemme knækkede over, og jeg rømmede mig kort.
Han så ned på mig, med et blik, lavet af sten.
"Hvem er han??". Calum's øjne havde et ukendt glimt. Et glimt, jeg aldrig havde set før. En blanding af forvirret, rasende og medlidende.
"Ik' nogen", løg jeg, og så ned i jorden.
Jeg gispede, da Calum tog hårdt fat i min arm.
Han trak mig helt ind til sig. "Han kendte dit navn". Han snakkede lavt, men jeg kunne høre hvert et ord.
"Du må ha' misforstået...", begyndte jeg, men stoppede mig selv.
Jeg blev helt bange for Calum. Jeg havde aldrig i mit liv, set ham så rasende. Der var intet spor, af glæde, eller munterhed over ham.

"Er det derfor du undveg Luke?? Derfor du kom grædende til os?? Mishandler han dig??". Hans stemme var kold. Så kold, at jeg fik kuldegysninger.
"Jeg... Øhh", mit blik landede på mine sko.
Calum slap mig igen. Rettede sig op, og sukkede dybt.
"Jeg kan hjælpe...", begyndte han, men jeg afbrød ham.
"Nej, nej det kan du ik'". Så var det min tur til at lyde kold og hård.
Jeg så op på ham. "Jeg vil ik' have at dig, Luke, eller nogen anden jeg holder af, kommer til skade".

Han løftede et øjenbryn. "Så du ved altså hvem han er", konkluderede Calum.
Min hårdhed blev nedbrudt. "Jeg troede, at jeg vidste hvem han var", mumlede jeg for mig selv.
Han nikkede kort. "Vær nu sød, og fortæl mig, hvem han er, og hvad han... Øhh... Gør", sagde Calum og kløede sig i nakken.
"Han har venner, der er på kanten med loven Cal... Jeg vil ik' have at I kommer til skade", sagde jeg igen, og slog ud med armene.
"Ja, det har du sagt", svarede Calum og sendte mig et forsigtigt smil. "Men jeg er ligeglad".

Jeg rystede på hovedet. "Det er du måske nu... Men bare vendt, når du så ligger på hospitalet, ude af stand til at røre dig, så er du måske knap så ligeglad", sagde jeg overlegent.
"Måske", han trak på skuldrene. "Men hvis ik' du fortæller mig noget, går jeg direkte til Luke". Han vendte sig om, og gik mod sit hjem.
Jeg gjorde store øjne. "Nej, Calum", jeg løb efter ham. "Det kan du ik' gøre", sagde jeg, og stillede mig foran ham.
Han så ned på mig. Vi vidste begge to godt, at han ville gøre det.

"Fortæl mig det", sagde han, og tog mine hænder. "Det forbliver mellem os to".
Jeg nikkede overgivende, og forklarede ham det hele.
At Danny, havde opført sig mærkeligt. At han havde skubbet mig inde i kosteskabet. At han havde slået mig. Kysset mig, mod min vilje. Følelsen af at være Luke utro. Alt. Dog undlod jeg at fortælle hans navn.
"Og så kom han så for lidt tid siden, mega fuld, og overfaldt mig", afsluttede jeg. "Men du reddede mig heldigvis".
Jeg smilede forsigtigt. Han gengældte det ik'...

"Vi bliver nødt til at fortælle de andre det", sagde han, med rynkede bryn.
Jeg så chokeret på ham. "Hvad?? Nej Calum!! Du lovede!?", udbrød jeg rasende.
Han skubbede mig til side, og gik igen mod huset.
"Hør, ingen må vide noget", prøvede jeg, i hev fat i hans arm.
Han ignorerede mig totalt.
"Calum jeg beder dig, bønfalder dig", tiggede jeg bange. "I må ik' komme noget til!!".
Han vendte sin opmærksomhed mod mig.
"Jeg kan ik' lade nogen skade dig", sagde han, med øjne der lyste af medlidenhed.

Hey mennesker!?❤️
Sådan var det kapitel liiiige😂👌 håber det rækker??😱💕
Skriv hvis jeg kan forbedre noget😁💋
Kh miiiiiigg😘