Jack & Jack 2

7

Jeg gik langs vejen mod mit hus. Ja, det tog omkring et kvarter at gå hjem, men jeg skulle nok overleve.

Der var så dejligt roligt omkring mig. Himlen var langsom blevet mere og mere orange. Men ligesom alting syntes at være så rart, fornemmede jeg noget. Som om der var noget der fulgte efter én.

Jeg drejede hovedet rundt, og en sort bil der kørte langsommere hen mod fortorvet hvor jeg gik. Med det samme drejede jeg hovedet rundt igen, og mine skridt blev hastigere.

Bilen nåede dog hurtigt om til mig. Og netop som jeg var mest nervøs, rullede et vindue ned. Jeg kiggede forsigtigt hen mod chaufføren.

"Jamen, er det ikke Summer?" Sagde en velkendt stemme. You got to be kidding me.

"Hvad laver du her ude helt alene?" Johnson stak sit hovede ud af vinduet, selvom han sad i den modsatte side. Gilinsky skubbede hans hovede væk, så den samtale han lige havde startet med mig, ikke skulle blive ødelagt af Johnson. (Lol pardon me)

"I skræmte seriøst lige livet af mig," sagde jeg, stadig med et hjerte der bankede i super hastighed. "Det må du undskylde", sagde Gilinsky, og smilede charmerende til mig.

"Vil du have et lift?" Spurgte han, og kiggede spørgende på mig. På den ene side ville jeg ikke side i samme bil som dem. (Sarte bitch, just saying(Pardon me again))

Men jeg havde heller ikke længere ret meget lyst til at gå herude helt alene. Gæt hvis skyld det var.

Jeg satte mig ind, og vi kørte. Det så ud som om at Jack allerede kendte vejen til mit hus. Jeg havde tænkt mig at sprøge hvordan han kendte vejen, men jeg gjorde det ikke.

Der var meget stille i bilen. Ingen sagde et ord. Jeg lod som om at jeg var på min telefon, for at det ikke skulle blive mere akavet.

Johnson så ikke ud til at nyde stilheden, for han tændte efter kort tid radioen. MIN. JAM.

Det var svært ikke bare at skråle med på sangen. Jeg ville så gerne. Det var første gang jeg nogensinde havde hørt den spille i radioen.

Pludselig begyndte Jack Gilinsky at nynne med på melodien. Lavere end ham, nynnede jeg diskret med ham.

"Jeg vidste ikke at du kendte den sang," sagde Gilinsky pludselig. Jeg stoppede hurtigt med at nynne, og lod igen som om jeg var på min telefon.

Jeg rettede langsomt mit blik op mod forsædet. "Huh?", spurgte jeg, og gjorde mig umage med at lyde uskyldig.

"Jeg hørte dig godt nynne". Han grinede lavt af mig, og jeg kunne mærke i hele min krop hvor flov jeg blev.

Jack Gilinsky's POV:

Det virkede forkert. Så forkert. Jeg burde ikke syntes om hende på denne her måde. Det var bare forkert.

Jeg så hende hver gang jeg kørte hjem. Hun gik ude foran hendes hus og vandede de tre høje solsikker som blomstrede så flot hver sommer. Jeg kan huske hende fra dengang vi boede i Nebraska. Jeg kan huske at jeg altid så hende nede ved supermarkedet hver tirsdag. Hun smilede altid så venligt til alle mennesker omkring hende. Hjalp en lille dreng finde hans mor, da han var blevet væk i parken. Og dengang på den første dag efter sommerferien, og jeg første gang så hende på min skole. Hun var en freshman, og jeg var senior.

Lige fra den gang, havde jeg syntes at hun var fantastisk. Men jeg var sammen med Madison, og jeg elskede hende af hele mit hjerte. Selvom det ikke var alle folk der syntes om hende, var hun bare dejlig. Hun var der altid for Jack og jeg. Hun fik mig altid til at smile, og gjorde mig glad.

Jeg var ikke forelsket i Summer, men jeg kunne godt lide hende.

-----

Da vi havde kørt Summer hjem, ringede Madison til os. Hun var vred over at vi havde været ude så længe. Og det blev ikke bedere af at hun fik at vide at vi havde kørt sammen med Summer.

Jeg blev mere og mere nysgerrig omkring deres fortid. Hvorfor hadede de hinanden så meget?

"Madison?", spurgte jeg, da hun var faldet lidt mere til ro. Vi sad i stuen alene. Hun kiggede på mig, og nikkede. "Hvad er der sket mellem dig og Summer?" 

Hun sukkede lavt, og lagde sig ind til mig. "Summer og jeg var engang rigtig gode venner," hun kiggede hen imod tv'et. "Hun fik så en kæreste, og ikke ret lang tid efter... Var hun ham utro. Derefter ville hun bare ikke snakke med mig. Hendes kæreste kom til mig for at snakke ud, og Summer flippede ud på mig."

Hun lagde sig endnu tættere ind til mig, og jeg omfavnede hende. Hun så ud til ag være ked af det der var sket. Men jeg forstod hende godt. Tænk hvis Jack og jeg stoppede med at snakke helt uden grund?

Summer's POV:

Min dag havde været fredelig indtil videre. Jeg gik på gangen , på vej mod udgangen.

Udenfor var luften dejlig varm. Man kunne se cheerleadere og fodboldspillere træne på fodboldbanen til den store kamp i aften.

"Summer," sagde en stemme bag ved mig. Jeg kiggede mig over skulderen, og så Madison. Jeg spejlede efter Michelle og Stefani, men de var der ikke. "Vi skal snakke."

Hun trak mig ud til fodboldbanen, og vi satte os ned ved siden af hinanden på bænkene.

"Nå," sagde hun pludselig. Jeg tror aldrig jeg har været mere forvirret i hele mit liv. Vi havde aldrig snakket under fire øjne siden vi blev uvenner. "Hvad laver du sammen med Jack?"

Hvad? Var det bare det hun ville? Vent, var hun jaloux?

"Intet, vi er bare venner," sagde jeg og kiggede på hende, men hun kiggede blot væk.

"Det her er sidste gang jeg fortæller dig det her, bliv væk fra ham." Hun rejste sig op, og gik. Og så sad jeg så der, og kiggede efter hende. Jeg ville så gerne have min hævn over hende, og måske vidste jeg hvordan.

(MUHAHAHAHAAHAH)