Når kærligheden banker på

Vi ses

Du banker på døren ind til Thors værelse. "Kom ind!" siger Thor bag ved døren. Du træder ind. "Vi skal spise" siger du, og går ud igen. Men du når ikke at gå ud, for Thor griber fat om dit håndled. "Kom du bare for at sige det?" spørger han. "Ja, Ulla bad mig om det" siger du undskyldende. "Men jeg synes, at vi skal snakke" siger Thor. Du sætte dig i hans stol. "Hvad vil du snakke om?" spørger du. "Jeg vil bare høre, hvordan du har det" siger Thor. "Jeg har det godt. Altså, jeg har lige slået op med Emil, men det betyder ikke rigtig noget" siger du. "Det er jeg ked af" siger Thor. "Det skal du ikke. Det gik ikke rigtig med Emil og jeg" siger du, "hvordan går det med Mille?". "Det går ret godt. Mille er sød, og jeg elsker hende" siger Thor, men han kigger dig ikke i øjnene, da han siger det. "Du og Mille fortjener hinanden" siger du, men så kan du høre Ulla kalde. "Vi skal spise" siger du, og og går ned.

"Jeg vil nødigt bryde den gode stemning, men jeg synes i skal vide, at i er som en familie for mig. Jeg er så taknemmelig for alt, i har gjordt. Og jeg elsker jer" siger du pludselig. "Vi elsker også dig, (dit navn). Og det har været en ære, at have dig her" siger Ulla. Thor sidder helt stille, og kigger ned i sin tallerken. "Men jeg vil så nødigt sige farvel til jer" siger du. Du kan mærke, at tårerne presser på, men du prøver, at holde dem tilbage. "Men så siger vi ikke farvel. Så siger vi bare vi ses" siger Krista. Du kigger taknemligt på dem alle. Selv på Thor. Han har ikke sagt noget, siden i kom ned. "Jeg glæder mig til, at se jer igen" siger du. Nu græder du, men du prøver, at beherske dig. "Hvornår tager du egentlig hjem?" spøger Karl. "Om en måneds tid. Tror det bliver en uge efter skoleafslutningen" siger du. "Lad os nu ikke tænke på det. Vi må nyde den tid, hvor du stadig er hos os" siger Ulla. Du nikker, og tager Krista i hånden. "Vil savne dig, søster" hvisker du. Krista smiler.