Roseburg

Kapitel 3: Turen derhen og en overraskelse

En uge gik, og Eliz og Patrick var klar til at rejse. Taskerne var blevet sendt i forvejen så det eneste der manglede var dem. Den uge havde Eliz næsten ikke snakket med sine forældre. Hun følte ikke at det var nødvendigt.

"Der er taxaen" sagde Patrick. Han rejste op fra fortovet hvor de havde siddet og vinkede den hen. De satte sig ind i den og kørte hen imod færgen

"Hey, Patrick" sagde Eliz. "Ja hvad" svarede han. "Er det ikke mærkeligt hvordan de andre i klassen var totalt sådan "Ej vi kommer til at savne sig sååååå meget" når jeg udemærket godt var klar over at det eneste de vil savne er mine forældres penge". Han tænkte lidt over det. "Næh, egentlig ikke. Måske tror du det ikke men de vil helt sikkert savne dig". Hun rynkede brynene. "Virkelig?". Han nikkede. "Så materialistiske er folk altså ikke. Og desuden hvis det var sådan de følte og de sagde det til dig ville du jo blive såret over det". Hun rystede på hovedet. "Nej jeg ville ej" løj hun. Men han havde ret. Det ville hun bare aldrig indrømme. De var begge to stille resten af vejen derhen.

Det tog 2 timer med færgen at sejle hen til Lilystown. Da de endelig var nået frem havde Patrick allerede kastet op to gange. De kom en halv time tidligere end forventet og var derfor nødt til at vente lidt længere på at bilen de havde bestilt kom. Da den endelig kom fandt de ud af at chaufføren udelukkende talte fransk. Patrick kunne heldigvis en lille smule. Men ikke meget. Ikke nok til at Elizabeth planlagde en tur til Paris lige foreløbigt

"Endelig er vi her" sagde Eliz og trådte ud af taxaen. Foran hende stod der et lille hus. Det tilhørte naturligvis hendes søster. Selve huset var lyseblåt men der var malet store sommerfugle overalt. Hendes søster ville gerne være kunstner så det gav god mening. Alligevel havde Eliz ikke forventet det. Hun havde nærmere troet at der bare ville være malet en stor, sort spiral der dækkede det meste af husvæggen. Det ville være mere hendes søsters stil. Måske havde søsteren tilpasset det for hendes skyld. Lige meget hvad var det ihvertfald tid til at træde ind i huset.Patrick trak nøglen de havde fået, frem fra lommen. Han satte den i låsen og drejede rundt.

Og de fik sig lidt af en overraskelse.

For det første, sad Celestia i en rød kjole ved siden af tre fremmede i sofaen. Og de så ud til at have det rigtig hyggeligt. For det andet stod sofaen oven på et glasbord, som så ud til at kunne knække over når som helst. Ikke lige det første Eliz og Patrick havde forventet at se.

Celestia så ud til fuldstændig at have glemt at de skulle komme. På det irgrønne tæppe ved siden af glasbordet lå der tomme flasker, som ifølge etiketterne havde været fulde med alkohol. Eliz fik flashback til året før hvor hendes søster var havnet på hospitalet efter en fest, på grund af alkoholsforgiftning. Efter det havde hendes storesøster fået stuearrest i flere uger og forbud imod nogensinde at tage til en fest igen. Måske var det en af grundene til at hun flyttede.

"Hej, søøøøsssi også Pattipat" sagde Celestia. Hun var tydeligvis fuld. Meget fuld. Drengen der sad ved siden af hende virkede lidt mindre omtåget. Han var ihvertfald ædru nok til næsten at kunne tale normalt. "Er i tjeneren og den lille pige" spurgte han. "Ja" svarede Eliz nonchalant. Patrick stod bare måbende i døren, ikke i stand til at forstå det der var foran ham. Drengen i sofaen nikkede og tog armen rundt om Celestia. "Jeg er Celes kæreste" sagde han med et smørret grin, som gav både Eliz og Patrick lyst til at slå ham i hovedet. "Rart at møde dig"