Roseburg

Kapitel 2: Kan hun overhovedet lide mig mere?

Da hun var kommet ind af døren til sit værelse lænede hun sig op af døren og sukkede højlydt. "Hvorfor skulle det absolut ske" tænkte hun. Men af en eller anden grund var hun stadig usikker på hvad hun følte omkring situationen. Hun var ikke sur over at hun var blevet tvunget til at flytte til Lilystown. Hun var heller ikke sur over at skulle forlade sin nuværende klasse. Det eneste hun var sur over var at hendes forældre ikke så ud til at have den mindste skyldfølelse over at sende hende væk.

Desuden, hvorfor kunne hun ikke bare komme med dem. Hvorfor var det nødvendigt at hun flyttede tværs over landet?. Hun kunne da bare tage med sine forældre. Og desuden: Kunne hendes storesøster overhovedet lide hende mere?

Hun huskede lige pludselig tilbage på året før. På dagen hvor hendes søster havde fortalt alle at hun ville flytte til Lilystown for at studere. Eliz havde både råbt og skreget og grædt. Ingen andre forstod hende som Celestia gjorde. Eliz's forældre syntes at tegneserier, tegnefilm, manga og anime var for tåbeligt for deres "fornemme" familie. Problemet var at både Celestia og Eliz elskede det. Derfor havde Celestia, da hun var femten fået et job i boghandlen der lå et busstop fra deres hus. Så fik hun rabat på alt i butikken og kunne bruge pengene hun tjente på manga og tegneserier uden at deres forældre fandt ud af det. Tegnefilm og anime så de ulovligt på nettet. Det var de glade for at deres forældre ikke vidste.

Og det var ikke det eneste hun havde forstået. Hun havde vidst så mange ting. Som at det ikke er alle pigers drøm at få et glattejern eller en Louis Vuitton taske i fødselsdagsgave. At måden andre ser dig på ikke altid er den måde du virkelig er på. Og at der er andre ting at tale om end make up og drenge.

Så da hun rejste, var der kun en anden der forstod Eliz nogenlunde: Patrick. Han var på alder med min søster og i oplæring som butler. Hans far havde været deres butler i mange år før Celestia og Eliz blev født og ville derfor gerne have at hans søn skulle få samme karriere. Men helt ærligt egnede Patrick sig ikke som butler. Han var klodset og vidste intet om husholdning. Og hans drøm var også en anden. Han ville opleve alle de forskellige lande oppefra. Flyve. Være pilot. Men der var aldrig nogen der spurgte ham om hvad han ville. Han havde betroet alt det til Celestia og Eliz, og de var derfor hans bedste og eneste venner. Og han elskede tegneserier.

Men tilbage til Celestia. Dagen hvor hun rejste havde Eliz råbt at hun aldrig ville se hende igen. Senere på dagen fortrød hun, men hun kunne bare ikke få sig selv til at sige undskyld. Derfor havde de slet ikke mailet sammen siden.

Derfor følte Eliz sig mærkeligt tilpas. Meget mærkeligt tilpas .

Da hun havde siddet derinde i et stykke tid bankede det på døren. Hun rejste sig op og åbnede. Det var Patrick. "Må jeg komme ind" spurgte han. Hun nikkede. Han gik ind og satte sig på den lyseblå sofa der stod henne ved vinduet. "Hvad synes du om at flytte" spurgte han. Hun trak på skuldrene. "Ingen anelse" svarede hun ærligt. "Vil du så høre hvad jeg føler om det" sagde han. "Ja hvorfor ikke".

"Helt ærligt så er jeg virkelig glad for at vi flytter" svarede han. "I mange år har jeg kun været her og set hvad der var her. Jeg gik i hjemmeskole her så jeg har aldrig nogensinde haft nogen skolekammerater. Jeg fik aldrig lov til at gå til nogen sport, så der fik jeg heller ingen venner. De eneste venner jeg nogensinde har haft er dig og Celestia. Og det er ikke fordi at jeg er utilfreds med det. Men jeg ved at den dag du flytter hjemmefra, vil jeg stadig være fanget her som husets butler. Et job som jeg på ingen måde er egnet til. Det her er min chance for at studere. For at få det job som JEG gerne vil have."

"Jeg tror jeg forstår" sagde hun. Der var lige pludselig en ny side af sagen som hun ikke havde set. Patrick gik igen efter at have fortalt at de rejste om en uge.

"Det her er også min chance" tænkte hun. "Min chance for at få folk til at se mig som den jeg virkelig er. Ikke bare som hende den rige snob. Måske kan folk endelig se at jeg også er en person. At jeg også har følelser. At jeg er mere end bare det." Og med et vidste hun hvad hun følte om det med at flytte...