21 Days - One Direction

Dag 7

Dagen startede forholdsvist godt, hvis man ser bort fra den enorme hovedpine fra Christians og mit skænderi i går. Men jeg stod op i god tid, der var intet stress fra min side af og jeg nåede i skole, inden timen begyndte. De første to timer sagde Olivia ikke et ord til mig, eftersom hun sad og halvsov. De næste to timer pjækkede hun og halvdelen af klassen og det er først nu; De sidste to timer på dagen, hun slår til.

"Det så ud til at du ikke pjækkede. " kan man hører hendes lyse barnestemme sige, skråt bag mig. "Dengse. " mumler hun kort. Jeg knytter hånden, tæller til fjorten og knytter mig hånd ud igen.

Jeg kigger op på klokken og ser vi får fri lige om et minut. Ja, jeg har hørt disse kommentarer fra hende i halvanden time, uden at svare hende igen. Man kan vel godt sige at jeg er stolt.

Klokken ringer og jeg springer nærmest af stolen og hiver min taske til mig.

Jeg skal mødes med Louis her om et lille kvarter, så jeg har en smule travlt. Jeg har lært ham lidt at kende efter vi har lavet et eller andet - en leg, tror jeg han skrev - hvor man stiller hinanden tyve spørgsmål.

"Ikke så negativ, lille Livia. " smiler jeg til hende og sender hende et luft kys. Jeg vender ryggen til og går hen mod udgangen.

"Jeg hedder altså Olivia. " kan jeg hører hende råbe efter mig. Jeg smiler fornøjet men bliver dog lidt skuffet over mig selv. Der røg den stolthed.

Jeg ignorere min egen skuffelse, hvis Louis, som han siger, altid er positiv, så må jeg prøve at være lidt positiv i hans selskab. Altså han er min kommende ven og jeg vil ikke allerede miste ham, fordi jeg skal være så fandens negativ.
Positiv, positiv, positiv.

Jeg løber det meste af vejen, men det er klart eftersom skolen ligger næsten en halvt time, på gå ben, væk fra parken, vi skal mødes i. Jeg ved godt det var dumt så ikke at rykke tidspunktet et kvarter, men jeg har generelt bare svært at sige nej, når det er nogle der er søde mod mig, for det er så sjældent det sker.

Men jeg har lavet en aftale med mig selv; Lige meget hvor gode venner vi bliver, må jeg prøve at holde ham lidt på afstand. Han skal ikke vide noget som helst om min planer om at dø om fjorten dage.

Jeg når indgangen til parken og jeg går lige så stille derind, imens jeg spejder efter Louis, som sikkert har solbriller og en sort hættetrøje på igen i dag.

Han står op ad et træ, henne ved søen og jeg går lidt hurtigt derhen. Altså han er jo sjovt selskab.

"Hej, Allison. Eller skal jeg sige pige der er fyldt med sarkasme? " griner han. Han tænker kort, inden han trækker på skuldrene og trækker mig ind i et kram. Jeg gengælder hurtigt krammet.

"Hej dreng der tager alt som et kompliment. " smiler jeg, men smilet når ikke helt op til mine øjne, så jeg dropper det hurtigt så han ikke bemærker noget.

Det ville være slemt hvis han gjorde. Det kan jeg slet ikke tænke på, så ville jeg miste ham og så ville jeg igen stå tilbage med et antal af venner, på nul.

"Mine venner sidder derhenne, vil du med hen og hilse på dem? " spørger han og peger hen på to drenge der sidder på en bænk.

De har begge hættetrøjer på, den enes er dog mere mørkegrå end sort, det er kun den ene der har solbriller på. De sidder og snakker og ham uden solbriller sidder med en avis i skødet.

"Læser i avis? Tager de alt som et kompliment? Og er dit band ikke på fire eller fem medlemmer? " spørger jeg og griner akavet.

Der var et eller andet med at en fra One Direction, havde forladt dem, men jeg ved ikke om han er kommet tilbage, om de er rygter, eller om det er sandt.

"Avisen er nu mere for at hvis fans kommer forbi, kan man lade som om man læser avis, klassisk ikke? " griner han og jeg nikker. "Jep, men lad være med at fornærme den lyshårede, når det gælder om hans mad behov. Og jo, fem for nogle uger siden, fire nu. " forklarer han og jeg nikker, så han kan se at jeg er med.

Han smiler stort til mig og hiver mig med over til bænken hvor de sidder og snakker. Hvem af dem er den lyshårede? De har begge hætter på, fuck. Jeg lader bare være med at nævne mad overhovedet.

Vi når der hen og Louis bliver nød til at rømme sig, før deres opmærksomhed lander på os. Deres blikke henvender sig mest til mig og jeg prøver at lade være med at gøre det synligt, at jeg krymper mig. Jeg hader - hader er et stærkt, så læg venligst mærke til at jeg bruger det - når andre kigger på mig, jeg ved aldrig hvor jeg skal gøre af mig selv. Åh gud, hvad hvis de ikke bryder sig om mig og de siger det til Louis?

"Drenge, hils på min nye veninde, Allison. " siger han og laver nogle underlige bevægelser med armene.

Hvad siger man nu? Hej? Davs? Jeg er virkelig dårlig til det her, og det bliver ikke bedre af at jeg er under pres, ved at de sidder og kigger på mig. Jeg kan mærker jeg begynder at få det varmt, selvom jeg har en kortærmet bluse på. Men det er nu også ret varmt?

"Jeg synes også her er koldt. " flyver det ud af munden på mig og indvendig skriger jeg af mig selv. Det var noget i den stil jeg sagde første gang til Louis, men hvad hvis de tager det til sig på en dårlig måde?

Du har en god grund til at være nervøs. Du dummer dig altid.

"Gå. " mumler jeg lavt og krydser fingre for at de ikke lægger mærke til noget.

Lidt efter begynder de at grine og jeg kigger underligt på dem, hvorfor griner det? Jeg lægger to og to sammen og regner ud at de må være fra min kommentar om vejret. Jeg er vel glad for at de ikke er nærtagende.

"Hej Allison, jeg er Liam og det er Niall. " siger Liam, peger på Niall og smiler til mig. Jeg gengælder smilet og vinker til dem. Spørg ikke hvorfor jeg vinker, jeg er vel bare socialt akavet, eller noget.

Hvad gør man nu?

På film ville man tale lidt videre, blive gode venner med dem alle. To af dem ville forelske sig i en, så man pludselig var ude i et trekantsdrama. Man ville forråde sin bedsteven med at kysse og gå i seng med en af hans to venner.
Nu er det bare sådan, at hverken mit liv, eller nogens anden, er ligesom på film. Det kan godt være man oplever den slags drama, men det bliver aldrig som på film.

"Kan vi ikke finde et sted, hvor man kan få noget at spise? " udbryder Niall pludselig. Han må være den lyshårede, hvor man ikke må fornærme mad, eller ham, eller mad og ham. Jeg glemmer hurtigt ting.

"Så det var ham jeg ikke måtte fornærme når det omhandler mad? " spørger jeg Louis, da jeg endelig kommer i tanke om hvad rækkefølgen var.

Uheldigvis, kommer jeg til at sige det lidt for højt, så både Liam og Niall hører det. Det var ikke lige meningen, men de overlever vel nok, og jeg har jo ikke fornærmet Niall når det gælder om hans spørgsmål. Jeg spurgte bare Louis, for at være sikker.

Men jeg burde have dæmpet mig.

"Louis, hvad har du fortalt? " spørger Niall og løfter et øjebryn, som ser ret så sjovt ud, hvilket får mig til at slippe et grin ud.

"Hun kan godt lide at, give andre sarkastiske og indirekte komplimenter, som det der med vejret. Men det kan være ret så sjovt. " griner Louis og tilføjer. "For resten, Allison, dit grin er sødt. "

Efter hans kommentar kigger jeg ned og trækker på skuldrende. Det er meget sjældent jeg griner og jeg vil helst undgå det, men jeg er glad for at han ikke synes jeg lyder som et æsel.

En højlydt rumlen lyder og jeg kigger automatisk hen på Niall og ud af øjenkrogen kan jeg se at de andre gør præcis det samme. Han kigger bare på os alle, en ad gange, og trækker til sidst på skuldrende.

"Jeg sagde jo jeg var sulten. " mumler han.

"Kan vi ikke tage på Nandos? " foreslår jeg. Jeg har seriøst elsket den restaurant siden jeg var helt lille.
De kigger alle sammen på mig. Har jeg sagt noget forkert?

"Ja! Det er min yndlingsrestaurant. " råber Niall og springer op og sender mit et smil.