Stuck in a daydream

Jeg prøver bare at trække vejret

"Anna, først og fremmest, godt at se dig. Vi sidder her i dag fordi du mistede et barn for lidt over et år siden, og nu er du lige vendt tilbage til elitesport". Jeg smiler hurtigt til Morten som et svar. Jeg retter mig lidt i stolen for at gøre mig mentalt klar til det der nu skal ske. Jeg skal gennemleve det hele én gang mere. For åben kamera. Men med et godt formål. At det ikke skal være et tabu. Hele morgenen har min vejrtrækning været overfladisk, og jeg skal bruge mange kræfter på at få trække det helt bed i maven. Det er udmattende. Jeg ved jo at jeg ikke bryder mig om at snakke om det, men jeg har besluttet for mig at være så ærlig som jeg overhovedet kan. "Det første sådan åbenlyse spøgrsmål jeg har lyst til at stille dig er: hvordan har du det?". Jeg trækker hurtigt på smilebåndene. Egentlig ikke fordi at jeg smiler, men fordi jeg ikke ved hvad jeg ellers skal gøre. "Jeg er selvfølgelig ked af det der er sket, det ændrede rigtig meget for mig. Men taget i betragtning af det, så har jeg det godt". Afventende kigger jeg over på Morten. Nervøs over hvad næste spørgsmål er. "Der er gået lang tid siden vi har set dig i medierne. Hvorfor er det du sidder her nu?" Jeg tager en dyb indånding inden jeg igen retter mig lidt i stolen. Jeg frigøre mine hænder der ellers var flettet sammen foran mig. Når jeg bliver nervøs taler jeg meget med hænderne, og det er jeg nu. "Personligt har det handlet om at jeg ikke vidste hvor jeg stod. Hvad jeg ville og hvad jeg kunne gøre. Jeg mistede et barn og jeg mistede jeg også mig selv". Morten nikker stille på hovedet overfor mig. Hans øjne kigger på mig med den samme medfølelse som mange andre før ham. Og han bliver nok ikke den sidste. "Jeg følte mig enorm alene. Jeg var ikke klar over at det sker for 15-20 procent af kvinder der bliver gravide. Jeg troede kun det var mig. Så jeg sidder her for at sikre at andre kvinder ikke skal sidde med den samme følelse af ensomhed, som jeg".  Jeg kan fornemme Morten nikker overfor mig. Jeg sænker blikket ned til mine hænder der anspændt fletter sig sammen igen. "Har du en forhåbning om at skabe opmærksomhed omkring det at miste et barn?" Hurtigt nikker jeg på hovedet til Morten. "Hvis jeg vidste at jeg ikke var den eneste, hvis jeg vidste at jeg ikke behøvede at føle mig alene, så havde det nok set anderledes ud. Jeg er bare heldig at være blevet grebet af Magnus". Jeg kniber læberne stramt sammen. Jeg var virkelig heldig at have Magnus. Hvis jeg ikke havde det, var jeg ikke sikker på at jeg nogensinde var vendt tilbage til den sport jeg elsker mest. "Hvordan var det at have ham? Hvordan hjalp han dig gennem den tid, for jeg tænker også det må have været hårdt for ham". Igen kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndene. Og denne gang er det rent faktisk fordi jeg smiler. Smiler ved tanken om Magnus. "Jeg havde ikke siddet her hvis det ikke var for ham. Han bragte min glæde tilbage". Jeg skynder mig at trække vejret, for lige så snart snakken drejer sig om Magnus begynder mine tåre at presse sig på. Morten lægger med det samme mærke til det og smiler blidt til mig. "Jeg har tænkt over hele den ting med glæde, og jeg føler at folk farer vild når de tænker på glæde som en destination. Vi tænker altid at en dag vil vi være glade; vi får den bil vi vil, eller det arbejde, eller får den person i vores liv der vil fixe alt". Jeg kan ikke længere blinke mine tåre væk fra øjnene og lader nogle få passere. Morten ser det med samme og smiler beroligende til mig. Jeg læser hans blik som et spørgsmål om om vi skal stoppe. Jeg smiler og ryster lidt på hovedet inden jeg forsætter. "Men glæde er et humør, og det er en tilstand, ikke en destination. Det er ligesom at være træt eller sulten - det er ikke permanent. Det kommer og går, og det er okay. Og jeg tror at hvis folk tænkte på det på den måde, så ville de oftere finde glæde". Der er som om at det rammer alle i rummet. Nu er jeg af den klare opfattelse at glæde kommer og går. For det er ikke et spørgsmål om hvordan man finder glæde, men med hvem. "Det var en god pointe at slutte af på. Anna, tak fordi du kom, og jeg ønsker dig alt det bedste i fremtiden". Jeg smiler til Morten og siger selv tak. Nu skal det bare klippes sammen og redigeres. Jeg har lidt en ambivalent følelse i kroppen da jeg rejser mig fra stolen for at tage i mod det kram som Morten tilbyder mig.  "Jeg håber det var okay for dig?" Betryggende smiler jeg til Morten, for at sikre ham at det var en god oplevelse.