Stuck in a daydream

Det der kom før

Solen er på vej ned. På vej ned for at give lys til nogle andre. Dens stråler sender stadig varme gennem hele min krop. Der er de smukkeste farver på himlen, den smukkeste solnedgang. Vandet skyller stille ind på stranden. Det er fredfyldt og lyden giver mig en ro. Sandet mellem min tæer føles blødt og er blevet varmet op af solens stråler. Jeg går med mine sandaler i venstre hånd, Magnus hånd i min højre. Vi går langs stranden. Magnus stopper pludseligt op lidt bagved mig. Jeg vender mig om mod ham. "Anna, jeg elsker dig. Du er hver grund, hvert håb og hver drøm jeg nogensinde har haft. Når jeg siger at jeg elsker dig, siger jeg det ikke fordi det er en vane. Jeg siger det for at minde dig om at du er det bedste der er sket for mig. Og jeg vil tilbringe resten af mig liv sammen med dig. Vil du gifte dig med mig?"

***

Jeg tror alligevel aldrig jeg har haft den her følelse i min krop. Jeg ville ønske jeg kunne beskrive den, men jeg ved ikke hvor jeg skal starte. Ventetiden er ulidelig. Og resultatet af ventetiden tør jeg slet ikke tænke på. Jeg tager en stor indånding og kigger på resultatet. To streger. Jeg lægger hurtigt testen fra mig igen. Det kan ikke være rigtigt. Er det godt? Er det dårligt? Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal reagere. Magnus og jeg har slet ikke snakket om børn. Er vi overhovedet klar til det?

***

"Anna, hvad er det her?" Fra badeværelset kommer Magnus gående med min graviditetstest i hånden. Jeg lægger grydeskeen fra mig og vender mig rundt for at kigge på Magnus. Men jeg undviger hans blik. Han træder hurtigt helt hen mig og lægger testen på køkkenbordet ved siden af mig. Magnus lægger hans pegefinger under min hage og fanger mine øjne. Mine øjen fyldes hurtigt med vand. "Jeg vil det her. Med dig". Jeg trækker en lille smule på smilebåndet. Jeg var aldrig i tvivl om hvor jeg havde Magnus. Jeg tvivler kun på mig selv. "Vi er det stærkeste hold, sammen, ikke?" Jeg smiler hurtigt til Magnus og nikker på hovedet. Vi er stærkest sammen.

***

"Jeg er rigtig ked af at fortælle jer, at der desværre ikke er noget hjerte lyd". Jeg kigger forvirret op på Magnus. Han ser tom ud i blikket, stirre bare op på skærmen hvor vi netop lige havde set vores baby. Nu er den helt sort. Magnus blinker et par gange og kigger tilbage på mig. Jeg har aldrig set ham sådan, og det skaber en uro i min krop. Det var rigtig nok det hun sagde. Magnus' øjne fyldes med vand og synet af det for mig til at bryde helt sammen. Jeg føler en kæmpe tomhed i min krop. Magnus rejser sig fra sin stol og læner sig ind over min krop for at holde om krop. Jeg kan slet ikke være i min krop, mine hulk fylder hele lokalet. Jeg fornemmer svagt at jordemoderen forlader lokalet. Jeg holder så godt fast i Magnus som jeg overhovedet kan. Jeg krænger mig fast til ham som galt det mit liv. Han er det eneste jeg kan finde ro i. Selvom det virker som noget ukendt lige nu. Tryghed? Hvordan jeg skal finde tilbage til det?