Stuck in a daydream

I dag kunne være en god dag ikke at være mig

Hele morgenen er gået med at vælge tøj. Tager jeg almindeligt tøj på? Tager jeg sportstøj på? Hvad fanden tager jeg på? Hvad er passende at tage på? De andre er gået ned til morgenmaden for længst og er sikkert også gået videre til det de nu en gang skal. Jeg har slet ikke appetit til lovet at spise lige nu. Efter første gruppekamp i går er stemingen god hos drengene. Vi tog sejren over Bahrain og drengene er glade. Det er jeg også, men for at være ærlig, har mit hoved været et andet sted. For nok femte gang smider jeg den samme sorte t-shirt over hovedet. Men den når kun lige på før den ryger af igen. Jeg skifter også mine bukser til et par sorte cowboy bukser, og efterfølgende en brun satin skjorte. Mit hår lader jeg bare hænge løst. Jeg kigger mig selv i spejlet. Spejlbilledet siger alle de forkerte ting til mig. Skjorten hænger løst på overkroppen, farven får min hud til at se helt livløs ud. Kedelig, trist, uden nogen farve. Bukserne sidder for stramt og fremhæver alle de forkerte ting ved mine ben. Jeg hiver det hele af igen og smider et par lidt lysere cowboybukser på og min normale kamp t-shirt. Det bliver ikke bedre end det.

Magnus' synsvinkel

"Hvordan har hun det?" Niklas sætter sig ved siden af mig. Jeg trækker lidt på skuldrene, for jeg har ingen ide om det. Hvis bare jeg vidste det. Hvis bare jeg vidste det. Jeg ville give alt for at gøre Anna tryg i det her. Få hende til at tro på hun er den sejeste jeg kender. At hun tør vise den side af sig selv, synes jeg er det mest modigste. Jeg ønsker for Anna at hun får den bedste oplevelse og opnår den opmærksomhed omkring emnet, som hun håber. En stilhed i lokalet ændrer min opmærksomhed. Anna står i døren. Nervøsiteten er ikke til at tage fejl af. Men hun stråler stadig. Jeg rejser mig hurtigt op og går over mod hende. Jeg smiler hele vejen derhen for at forsikre hende om at det her nok skal gå. Jeg omfavner hendes krop. Hun dufter dejligt, hendes hår er stadig fugtigt af det bad hun tog tidligere. Hvis hendes duft havde en farve, ville den være lyserød. Sød og uskyldig med et strejf af roser. Jeg giver hendes krop et ekstra klem inden jeg slipper hende igen. "Jeg går nu". Flere af drengene kommer hen til os og danner en lille rundkreds om os. Jeg sender Anna det bedste smil jeg overhovedet kan. Hun fortjener en god oplevelse. En masse opbakning. "Er du sikker på vi ikke skal gå med?" Anna nikker hurtigt på hovedet. Ikke at det kommer som en overraskelse for mig. "Anna?" Nikolaj kommer gående lidt bagved, og de andre laver et hul så Nikolaj kan komme til. "Er du nervøs?" Spørger han. "Er det så nemt at se?" Jeg lægger min hånd på hendes skulder og nusser den blidt med min tommelfinger. Jeg kan se på hende at hun prøver at berolige sig selv. Nikolaj smiler som svar. "Der er ikke noget at frygte". Jeg kigger en smule nervøst på Anna. Nervøs for hvordan hun vil tage den kommentar. "Måske ikke", medgiver hun, "men der er stadig masser at være nervøs over". Nikolaj smiler til hende inden han trækker hende ind i et kram. Idet han slipper hende kigger hun rundt på os alle sammen og stopper ved mig. Hendes øjne viser tusind ting. Frygt, nervøsitet, ængstelighed. "Vi ses". Hun ligger sine læber på mine i et hurtigt kys inden hun har vendt rundt og er på vej ud af rummet.

Annas synsvinkel

Der er helt stille i det rum jeg skal mødes med Morten i. Jeg ser ham stå klar med hans kort i hånden. Fyldt med spørgsmål til mig. Stille, mens mit hoved skriger 'nej', bevæger jeg mig hen til Morten. Smilende giver jeg ham hånden. "Tak fordi du ville være med, Anna". Jeg smiler til ham som svar. Han viser mig over til de to stole der skal danne ramme om hele det her interview. Meget enkelt. Lyset blænder mig med det samme jeg sætter mig ned i stolen. Det tager et par sekunder at vende sig til. Han siger en masse ting til mig som jeg overhovedet ikke hører. "Hvis det bliver for meget for dig, så sig til, så skal vi nok holde en pause". Endnu en gang smiler jeg til Morten som svar. Han vender et par ting med folkene bag kameraet inden han vender tilbage til mig og spørger: "Er du klar?" Om jeg er klar? Nej. Alligevel nikker jeg på hovedet. Hvorfor nikker jeg på hovedet? Jeg har jo slet ikke lyst. Men jeg gør den for dem der kom før mig og dem som kommer efter mig.