Stuck in a daydream

Tænk engang

Jeg lægger i sengen og roder rundt. Intet føles behageligt nok til at blive liggende. Men det er også for tideligt at stå op. Jeg kigger på klokken ved siden af mig. Kvart over fire. Min arm er tung da jeg placere den over mit hoved. Lampen i loftet, gardinet i vinduet, billedet på væggen. Alle tingene får min delte opmærksomhed, for jeg kan ikke finde ro. Til noget. Magnus vejtrækning ved siden af mig smitter en lille smule af på mig da jeg vender min opmærksomhed mod ham. Det er helt meditativt at lytte til hans vejrtrækning. Den mand jeg har forelsket mig i. Den mand jeg skal giftes med. Og jeg kunne ikke være mere taknemlig for ham. Jeg stryger ham let over kinden, og uden det var hensigten, begynder Magnus at bevæge sig. Han åbner langsomt øjenene. Jeg rynker brynene og kigger undskyldende på ham. "Undskyld, det var ikke meningen at vække dig". Træt sender han mig et lille smil og vender sig om på ryggen. Hurtigt åbner han sin venstre arm mod mig og jeg lægger mig ind til ham. Hans krop er varm. Vi ligger sådan i nogle minutter og det lyder på Magnus' vejrtrækning som om han er ved at falde i søvn. "Jeg tror jeg gør det". Der er en lille lyd fra Magnus. Som om han ikke hørte det. Pis. Jeg havde lige taget mig sammen til at sige det. Jeg vender mig om så jeg støtter på mine albuer og kigger på Magnus. Sig det til ham. Han ligger med lukkede øjne da jeg vender mig rundt. Jeg bliver en smule nervøs, da jeg ser det. Jeg havde lige taget mig mod til at sige det. På en måde er jeg bange for hans reaktion når første ordene er sagt. Hvilket jo er fuldstændig absurd for jeg kender Magnus, han vil kun det bedste for mig. Og han stoler på mig og mine beslutninger. Nænsomt placere jeg min hånd på hans venstre skulder og nusser den blidt med min tommelfinger. Han rynker brynene mens han kigger på mig. "Jeg har tænkt lidt over det". Lidt er en underdrivelse. De sidste 6 dage har jeg ikke lavet andet end at tænke. Tænkt siden den dag Morten ringende til mig. Tænkt i hvert rolige øjeblik jeg har haft. Om morgenen, til formiddags gå tur inden træning, om aftenen i fællesrummet når jeg sad for mig selv. Sågar om natten. Nu har jeg klaret den så langt. I morgen flyver vi til Ungarn. "Jeg laver interviewet med Morten". Magnus fjerner sin hånd fra hans mave. Den er varm og beroligende da den lander på min overarm. "Vidste du at det sker for 15-20 procent af kvinder der bliver gravide?". Magnus kigger både forvirret og bekymrende på mig. "Jeg læste om det. Tænk hvis jeg havde vidst det, tænk hvis jeg havde vidst at jeg ikke var alene, at det ikke var min skyld". Jeg lukker et frustreret suk ud. Den tid skulle have været anerledes. Hvis jeg vidste det, hvis nogle havde fortalt mig det. Havde det så været det samme? Jeg løfter mine hænder og gemmer mit hoved væk i dem. "Jeg bliver nødt til at ændre det for nogle andre. Det skal være anderledes for dem, og så er jeg nødt til at italesætte det". Langsomt fjerner jeg hænderne fra mit ansigt. I en hurtig bevægelse lægger Magnus sine læber på mine. Hans læber er bekræftende på den måde de møder mine. Det er uden tvivl hans måde at fortælle mig på at jeg gør det rigtige. Uden at sige noget nikker Magnus på hovedet da han har trukket sig fra kysset. Lettet trækker jeg vejret dybt. "Det er derfor jeg elsker dig. Du tænker på alle andre før du tænker på dig selv". Hans smil får mig til at trække på smilebåndet. Jeg er udemærket klar over at det bliver svært at balancere to ting. To så vigtige ting. Håndbolden og interviewet. Det bliver svært. "Jeg elsker dig, Anna". Hans ord breder et stort smil på mine læber. "Jeg elsker også dig". Jeg vender mig rundt på ryggen igen og lægger mig ind til Magnus. Han holder om min krop. "Jeg ringer til Morten i morgen". Jeg fornemmer på Magnus at han nikker på hovedet. Han stryger mig blidt over håret mens vi ligger der. Det bliver overvældende. Det bliver skræmmende. Det bliver en rutchebane. Kan jeg godt finde ud af det?