Stuck in a daydream

Menneske igen

Og sådan går livet jo videre. Dagene, ugerne, månederne, årene. Hverdagen. Man finder tilbage til trivialiteten. Eller man prøver. For man tænker hele tiden på hvordan det kunne have været. For vi kan ikke lave om på at virkeligheden ville have været en anden hvis graviditeten havde haft et andet udfald. Jeg havde det godt. Der var ingen indikationer på at det skulle ske. Men sådan kan jeg ikke tænke. Jeg kan i hvert fald ikke blive ved med det. Jeg har tænkt, tro mig, jeg har tænkt over virkeligheden. Og jeg kan ikke blive ved med at hænge fast der. For det får hverken jeg eller Magnus noget godt ud af. Så det prøver vi. På bedste vis. Nætterne har været lange. Dagene har været lange. Men det sidste stykke tid har jeg endelig kunne se et lys for enden af den famøse tunnel. Jeg kan se de positive ting igen. De positive ting i livet. Jeg kan grine igen. Jeg kan begynde at finde mig selv igen. "Heeej, det er bare mig". Jeg kan høre Magnus træde ind af døren ude i gangen. Jeg ånder lettet ud ved tanken om at Magnus er hjemme. Han fylder en lillebitte del af det store hul som jeg skal lære at leve med. Jeg slukker vandhanen og tager mit glas med over til spisebordet. Dråberne fra vandet løberne ned af vandglasset side. Jeg når kun lige at sætte mig ned idet Magnus træder ind i køkkenet. Hans betryggende smil møder mig og han møder mig ved at lægge hans læber på mine. "Jeg skulle hilse fra Nicklas og Liv". Jeg smiler hurtigt ved tanken. De har hele tiden udvist deres største støtte i hele det her forløb. Det har hele landsholdet. De har alle sammen været på besøg og jeg var med  på sidelinjen til en samling 2 måneder efter det hele skete. Jeg fik fornemmelsen af at lande i en stor, varm, blød dyne der omfavnede min krop. Jeg var tryg? Selvom tryghed på det tidspunkt føltes som en by i Rusland. Jeg har været omgivet af de bedste mennesker man overhovedet kunne være i sådan en situation. Og selvom det er 6 måneder siden det hele skete, så skal Magnus hilse fra Nicklas og Liv hver gang de har været til træning. Det betød og betyder meget for mig. "Tak, havde i en god træning?" Magnus nikker på hovedet og tager plads overfor mig ved spisebordet. Han kigger mig i øjenene og holder intens øjenkontakten. Det et kun ham det kan få varmen inde i mig til at stige så meget. "Jeg elsker dig, ved du godt det?" Det ser ud som om at mine ord kommer bag på Magnus. Han begynder at trække på smilebåndet, mens han tager mine hænder i hans og fletter dem sammen. Han nikker i stilhed mens han holder øjenkontakten med mig. Efterfølgende løfter han mine hænder til hans mund og placere et kys på dem. Vi nyder momentet sammen. Der falder en stilhed over os, hvor vi bare er sammen. Nyder hinanden. At være okay i igen. "Hey, jeg ved godt at vi ikke er det par vi plejede at være. Vi skal nok komme derhen. Det ved jeg". Jeg rejser mig hurtigt fra stolen og går over til Magnus. Han strækker sin arm ud så der er plads. Hurtigt strækker jeg mit ene ben over Magnus krop og lader mine arme omfavne hans krop. Jeg er så tryg her at hele min krop slapper af. Jeg har næsten ondt af Magnus der skal bære hele min kropsvægt på sine ben. Men han er for meget en gentleman til at sige noget. Da jeg trækker mig fra krammet lader jeg min hånd løbe gennem Magnus hår. Jeg placere min hånd i hans nakke og nusser den blidt. "Hvordan blev jeg så heldig?" Jeg kigger Magnus i øjnene efter hans kommentar, han skal sikre sig at jeg har hørt det og at jeg ved at han mener det. "Det hjælper at du er lækker". Min kommentar får Magnus til at bryde ud i grin. Jeg noterer mig hans reaktion ned i mindste detalje. Han ved hvad jeg har brug for. Jeg smiler til Magnus, lader vores læber mødes i et kys inden jeg rejser mig fra stolen igen. Jeg tænker tilbage på det sidste halve år og på det der nu skal komme.