En Have Fuld Af Ord (Incomplete)

6 | Er du her?!

Hey folkens!
Jeg er ked af at dette kapitel først kommer ud nu, men til gengæld er det også lidt længere!
Og tusind tak for de over 200 visninger!!! (Jeg kan stadig ikke fatte det!?)
Husk at stem og kommenter!
ADVARSEL: Dette kapitel er IKKE rettet!

-The Fourth Angel

Ps. I må meget gerne tjekke min Spotify playlist ud, det er sange jeg hører mens jeg skriver historien. Den hedder bare "The Fourth Angel".

°°°°°

Da vi kom til slottet blev jeg grebet af en underlig følelse, den var næsten uvirkelig, og jeg glemte med det samme verdenen udenfor.
Ved indgangen til slottet, tog Hr. Storrson imod os. Han var en rar lille mand med gråt hår på omkring 45 år. Storrson var ham der styrede slagets gang på Rosengave, men han egede det ikke, han undlod mig at forklare hvorfor, og jeg valgte selv bare at blande mig udenom, jeg var verdens mest nysgerrige pige, så det var også for ikke at gå amok og bruge de næste 13 timer på Google.

Axel Storrson var gift med en lille lav og buddet kvinde (Tina), allerede efter få minutters snakken kunne jeg regne ud at hun elskede sladder. Hun var rar og havde store grønne øjne, og et venligt smil.

Slottet var kæmpe. Jeg mener ikke bare kæmpe, men kolo enorm! Det havde tre høje tårne, og utallige vinduer, vi taler tusinder! Der var noget specielt over det, jeg er ikke den filosofiske type så jeg anede ikke hvad det var for en følelse der langsomt trængte ind i mig. Måske stilhed og ensomhed. Der var bare noget stille og idyllisk over det, som slottet lå her tæt på en lang sø og ellers omringet af skov.

***

Da vi var kommet indendørs havde Agnes sagt at vores værelse lå på anden etage lige hved siden af hinanden, jeg følte mig tryg ved tanken om at have Saga ligeved siden af mig.

Mie din bangebuks!

Åhh fedt, nå talte jeg også med mig selv!

Agnes var Cecilia og Erics gamle barnepige. Hun havde været i familien de sidste halvtreds år.
Hun havde sit grå hår sat op i en stram knold og briller der sad på hendes spidse næse. Hun var skræp, men jeg kunne lide hende.

Agnes fortalte os at vi mødte tvillingerne imorgen. Jeg forstod ikke helt alt det påstyr, men bare at følge med ville vel være bedst. Jeg kiggede forsigtigt over på Saga, hun så ikke det mindste forvirret ud, mere rolig, nærmest spændt, og et smil formede sig på hendes læber. Hun havde nok bare lyst til at løbe og kigge alle rummene igenne for at lede efter hemmelige rum eller hvad ved jeg.
Mig? Jeg ville nok bare helst pakke ud og finde mig til rette.

***

Da vi blev fulgt indenfor af en en dame i sort tøj (det var en lille smugle creepy, hun gik lydløst over gulvet og hun havde ikke sagt et eneste ord, og jeg havde set flere af dem indtil videre) havde vi gået i gennem en kæmpe hal, med mange malerier af mennesker jeg ikke havde den fjerneste ide om hvem var, jeg genkendte kun en; Aurora Rosevelt. Det var de samme sørgmodigt grønne øjne der kiggede på mig, som dem jeg havde set i mine forældres gamle aviser. Hårene på mine bare arme rejste sig, og jeg skyndte mig at kigge videre.

***

Jeg havde pakket ud, og følte mig godt til rette i et af de mange gæsteværelser der var på Rosengave. Der stod et gammelt blåt skab, der var malet hvide roser på, der var også et skrivebord med tilhørende stol til, en stor halvanden mands seng, og en hyggelig pejs. Igennem hele værelset var temaet blå toner og hvide roser. Ud af et lille vindue kunne jeg se ned på en kæmpe have med masser af roser, de mange blomster var alle sammen hvide, ikke en eneste rød eller pink eller gul... Bare hvide.

***

Jeg var på vej hen til Saga, og gik fuldstændigt i mine egne tanker da jeg stødte ind i nogle og faldt bag over.
"Undskyld" udbrød jeg automatisk.

Mie din klodsede idiot, se dig dog for!

Jeg kiggede forsigtigt op. Og blev med det samme hypnotiseret af de smukke varme brune øjne.

"Nej, nej. Det var min skyld" sagde en dejlig stemme og rakte en hånd ud for at hjælpe mig, jeg tog den, stadig uden at løsne mit blik fra hans øjne.

"Er du her?" Sagde jeg nervøst. Han begyndte at grine, det var præcis som jeg huskede den, hæs og rå...

"Det tror jeg da" svarede han, og redte en hånd igennem hans perfekte lyse hår...

Når du er færdig med at fangirle kan vi så komme videre i teksten?

"Nå men... Jeg skal videre" sagde jeg, HVAD! Hvorfor sagde jeg det, jeg havde bestemt ikke lyst til at komme videre, at stå her var perfekt for mig!
Min krop begyndte at gå hen mod Sagas dør lige i nærheden, og jeg prøvede stadig at kæmpede så meget imod som muligt, men min fornuftige halvdel af min hjerne havde allerede vundet, og jeg havde ikke en chance.

"Farvel" sagde jeg stille, jeg tror han hørte det, for han sendte et af hans model smil i min retning.

Et smil de fleste piger kunne dåne over, inklusivt MIG!