"Mens du sov"
Olivias synsvinkel
•••
Lægerne kalder min fars pludselige opvågning for et medicinsk mirakel og fortæller os, at han med lidt held kan være klar til at forlade hospitalet efter blot en måneds genoptræning og intensiv fysioterapi.
Min far er selvfølgelig ikke enig i deres dom, og efter knap to ugers konstant brok, giver de op og lader ham udskrive.
Udfaldet er uden tvivl en personlig sejr for min far, der smiler triumferende til personalet, mens jeg skubber hans kørestol ned af hospitalskoridoren mod udgangen. Selvom lægerne forklarede hans tidlige udskrivelse med, at hans krop hellede hurtigere end forventet, er jeg slet ikke i tvivl om, at hans håbløse opførsel har haft en finger med i spillet. Det er tydeligt på min fars smil, at han også ved det. Et par sygeplejersker ryster skeptisk på hovedet, da vi ruller igennem receptionen og passerer de automatiske glasdøre, der fører os ud på parkeringspladsen. Min far løfter en afkræftet hånd og vinker fornøjet til dem i forbifarten.
En ung, kvindelig læge følger efter os ud af dørene. Hun går et par skridt bag os og taler til min mor i et alvorligt toneleje, indtil vi stopper op foran bilen, og hendes blik skifter til min far.
"Carl." Siger hun flat med øjenbrynene trykket sammen i en skeptisk grimasse. Min far gengælder hendes blik og smiler.
"Dr. Lundbeck. " Siger han med en stemme, der stadig er hæs og spinkel efter komaen. Kvinden krydser armene over brystet af sin kittel.
"Jeg behøver vel ikke fortælle dig, at jeg stærkt fraråder det her? "
"Nej, den del har vi vist fået etableret, jeg er ikke hjernedød længere, husker du nok? "
Hans svar kommer prompte og inkasserer et opgivende suk fra både lægen og min mor. Jeg gør mit bedste for at undertrykke det smil, der trækker i min mundvige.
"I så fald kan jeg ikke tvinge dig til at blive imod din vilje. "
Lyder det fra Dr. Lundbeck, der modvilligt overdrager en kopi af min fars sygejournal sammen med en recept på smertestillende piller, vi kan afhente på det lokale apotek. Hun ser tilbage på min far og retter en tynd pegefinger mod ham.
"Pas nu godt på dig selv Carl, og husk at du stadig skal komme ind til din ugentlige kontrol."
Informerer hun, mens min far allerede er igang med at åbne bildøren til bagsædet. Hans muskelstyrke er stadig stærkt svækket, og han må forsøge et par gange, før det lykkes ham at trykke håndtaget ned.
"Og glem ikke, at jeg har henvist dig til traumepsykologen, du skal selv ringe derind inden... "
"Inden der er gået en uge, jeg ved det. "
Afbryder min far utålmodigt, mens han instruerer mig i, hvordan jeg skal støtte ham, så han kan skubbe sig ud af kørestolen og ind på bilsædet. Den simple handling får hans ansigt til at blive rødt af anstrengelse, og da han omsider har sat sig til rette, pruster han forpustet.
"Du behøver ikke se så trist ud doktor, jeg er sikker på, at du kan finde en anden komapatient at genere. "
Smiler min far, da jeg spænder sikkerhedsselen over hans brystkasse og smækker bildøren i, så hun er tvunget til at se hans provokerende grin gennem ruden, uden at kunne svare. Jeg lader mig glide ind ved siden af ham på bagsædet, og venter på at min mor er færdig med at kramme lægen og blinke tårer ud af øjenkrogen.
Da vi kører ud fra hospitalets parkeringsplads og fletter ind på hovedvejen, ruller min far vinduet op og stikker hovedet halvt ud gennem ruden. Et smil spiller om hans læber, da solen rammer hans gennemsigtige ansigtshud og oplyser det brede ar på siden af hans hoved. Han ser svag og stærk ud på samme tid. Mest stærk, da jeg rækker ud og tager hans knoglede hånd i min, som jeg har vænnet mig til at gøre fra kanten af hospitalssengen.
....
Dagene går forbløffende hurtigt efter min fars hjemkomst. Hans sygemelding fra arbejdet har tvunget min mor til at tage flere vagter på hospitalet for at kunne betale regningerne, og det efterlader mig tilbage til at våge over ham.
For et par måneder siden så jeg frem til at tilbringe sommeren med Link, og nu er højdepunktet på min dag den halve time, min far er så optaget af hans krimiserie, at jeg kan tage mig en lur uden dårlig samvittighed. Men arbejdsbyrden er ikke udelukkende en dårlig ting. Den holder mig beskæftiget. Afholder mig fra at tænke. Fra at længes.
Min fars fremskridt bliver tydeligere for hver dag, der går. De første dage hjælper jeg ham med at tage strømper på og spise sin morgenmad, og knap en uge senere ser jeg ham rejse sig fra kørestolen, da det ringer på døren. Jeg sidder ved køkkenbordet og holder nøje øje med ham, da han vakler ud i entreen på usikre ben og åbner hoveddøren. Så snart han ser, hvem det er, udstøder han et dybt suk og trasker tilbage til sin plads i sofaen.
"Jesus Kristus, er det nu dig igen? "
Mumler han tvært til Adam, der træder indenfor med et smil på læben og en førstehjælpskasse under armen.
"Beklager Hr. Vest, det er bare mig idag."
Joker han muntert, som om han ikke kunne høre den åbenlyse fjendtlighed i min fars stemme. Min far ruller blot uimponeret med øjnene, mens den unge sygeplejestuderende knæler foran ham og blokerer hans udsyn til fjernsynet.
"Hvordan har vi det idag?"
Spørger Adam, mens han tilser min fars skader og tjekker hans pupillers respons med en lille lommelygte. Min far nøjes med at grynte et usammenhængende svar og rykke hovedet, så han igen kan se tv-skærmen. Adam må give op efter få minutter.
"Beklager, han er lidt muggen idag. "
Fortæller jeg ham, da han kommer ud til mig i køkkenet. Jeg forsøger at smile undskyldende af min fars barnlige opførsel. Adam var en stor del af grunden til, at han fik lov til at blive udskrevet så tidligt. Han havde talt hans sag overfor lægerne og meldt sig frivilligt til at køre ud på regelmæssige hjemmebesøg hos os. Men intet af det ændrede tilsyneladende min fars syn på ham.
"Det er okay, jeg er godt klar over, at han ikke kan lide mig. " Svarer han og ser en anelse skuffet ud, da jeg ikke forsøger at modsige ham. Et øjeblik efter skifter han emne.
"Kan han stadig ikke huske nogen om ulykken"
Spørger han og skæver over til min far, som har skruet provokerende højt op for en krimi-serie med en hektisk biljagt. Jeg ryster langsomt på hovedet.
"Nej, han siger stadig, at hele dagen er forsvundet. " Fortæller jeg sandfærdigt.
Noget af det første lægerne gjorde, da min far vågnede af komaen var at sende ham til en MR-scanning. Scanning viste, at hans hjernefunktion var normal, men spurgt om ulykken svarede han, at han ikke kunne huske noget. Ifølge lægerne var hukommelsesbesvær en normal bivirkning af hans hovedskade, men noget ved det virkede alligevel forkert.
"Det kommer nok tilbage til ham før eller siden. "
Siger Adam, der har tolket min eftertænksomhed som bekymring. Jeg smiler kort til ham og viser ham ud i gangen i håb om, at han vil fange hentydningen og tage hjem igen. Et øjeblik står han blot og fumler med førstehjælps-kassen, som om han venter på at sige noget. Da han åbner munden, afbryder jeg ham, før ordene når at komme ud.
"Tak fordi du kom forbi. " Fortæller jeg ham og trækker ham ind i et halvhjertet kram, som jeg hurtigt afbryder for at åbne hoveddøren for ham. Et såret udtryk glider over hans ansigt, da han træder over dørtærsklen, men han kamuflerer det hurtigt i et høfligt smil.
"Selvfølgelig, vi ses snart. "
Siger han i et tonefald, der får det til at lyde som en spørgsmål, jeg ikke har tænkt mig at svare på. Den dårlige samvittighed kommer krybende, så snart jeg lukker døren efter ham og hører, hvordan han slæber sine fødder hen over gruset i vores indkørsel. Efter min fars pludselige opvågning afbrød hans forsøg på at invitere mig ud, har han ikke bragt det på banen igen. Men jeg ved, at han tænker på det. At han håber. Og jeg ved, at hans håb er falsk, fordi mine tanker tilhører en anden og formegentlig altid vil gøre det.
Min fars blik er stadig rettet stift mod fjernsynet, da jeg falder ned i sofaen ved siden af ham og smider mine fødder op på sofabordet. Han skruer en anelse ned for lyden og smider et tæppe over mine ben uden at se på mig.
"Du behøver ikke være så uhøflig overfor Adam, han prøver bare at hjælpe. "
Fortæller jeg ham en anelse irriteret, mens jeg forsøger at regne ud, hvilken episode af True Detective, han er kommet til. Der lyder et kort fnys fra ham, inden han svarer.
"Han prøver ikke at hjælpe, han prøver at komme i bukserne på dig, og har regnet ud, at hans billet dertil er at passe din forkrøblede far. " Han skæver kort over på mig, da han siger det, og virker tilfreds med at se min underkæbe falde.
"Okay, for det første er du ikke forkrøblet, og for det andet tager du fuldstændigt fejl. " Konstaterer jeg tvært.
"Er du sikker?"
Han vender atter blikket tilbage mod skærmen og lader mig sidde alene med mine protester, mens lyden af pistolskud og sirener fra fjernsynet fylder stilheden mellem os. På et tidspunkt løfter han fjernbetjeningen og slukket for tv'et med et suk. Hans blik fanger mit i afspejlningen fra den slukkede skærm.
"Du er trist. "
Konstaterer han ligeud og venter et øjeblik på mit svar. Da det ikke kommer, stiller han et nyt spørgsmål.
"Hvad skete der mellem jer?"
Hans toneleje fortæller mig, at vi ikke længere snakker om Adam. Link var den første person, min far spurgte efter, da han vågnede op af komaen, og han har spurgt efter ham stort set hver eneste dag siden. Jeg har ikke kunne fortælle ham noget. Ikke vidst hvad jeg skulle fortælle ham.
"Jeg har jo sagt til dig, at det er kompliceret. " Fortæller jeg ham undvigende.
"Fordi du bebrejder ham for min ulykke?" Lyder det stille fra min far. Jeg vender chokeret hovedet mod ham og spærrer øjnene op.
"Du sagde, at du ikke kunne huske noget?" Udbryder jeg overrasket. Han trækker langsomt på skuldrene, inden han gengælder mit blik med et skyldigt smil.
"Jeg løj. " Indrømmer han. "Jeg husker det hele. "
"Du husker det hele?" Gentager jeg langsomt, mens jeg prøver at få den nye information til at give mening. Jeg forstår ikke, hvorfor han har løjet overfor lægerne i flere uger, men på den anden side har jeg heller ikke fortalt en sjæl om, hvad der skete den aften.
"Du prøver at beskytte ham. "
Konstaterer jeg flat i den tro, at vores motivation til at holde sandheden for os selv, må være den samme. Han nikker kort som svar.
"Hvorfor?"
"Hvorfor gør du?" Spørger han prompte og får mig til at sænke blikket. Lige inden min far kom til bevidsthed, havde jeg i et øjeblik været klar til at smide alting for at være sammen med Link, men i det sekund han åbnede øjnene, skiftede min prioriteter.
"Hvis det ikke havde været for Link, ville du ikke have siddet i bilen den aften. " Fortæller jeg ham, i et forsøg på at rationalisere mine tanker.
"Og det betyder, at det er hans skyld?"
"Det var ham som slog dørmanden, hvis han ikke havde gjort det, ville restauranten ikke have ringet efter politiet, og du ville ikke... " Jeg går i stå længe nok til at se min far trække øjenbrynene sammen og ryste på hovedet.
"Opkaldet kom fra en civil kvinde, som havde set to vagter chikanere og smide en ung mand i havnen. " Fortæller han.
"Link var ikke gerningsmanden den aften, han var offeret. "
Ordene får mig til at synke sammen i sofaen og glemme, hvordan man trækker vejret for en stund. Jeg havde været så desperat efter at give nogen skylden for min fars ulykke, at jeg havde ladet mig forblinde og glemme, hvad der egentlig skete den aften. Link havde forsøgt at være bedre. Han var bedre, og i stedet for at tro på ham, fortalte jeg ham, at han ikke var. Tårer vælder op i min øjne ved tanken, og kammer over, da jeg ser hen på min far.
"Det ændrer ikke noget, jeg sagde så mange ting, jeg ikke mente... Han hader mig sikkert nu. "
Synet af mine tårer får næsten min far til at smile, indtil den stille gråd bliver til en hulken, og han lægger armene omkring mig.
"Ulykken er ikke det eneste, jeg husker. " Fortæller han mig og hviler sin kind mod mit hår. Jeg formår kun lige akkurat at holde min gråd inde længe nok til at lade ham fortsætte.
"Jeg husker jeres stemmer, mens jeg sov. " Forklarer han med et smil i stemmen. Jeg ser op fra hans skulder og betragter ham med våde kinder.
"Kunne du høre os?"
"Hmm. " Svarer han.
"Jeg hørte soundtracket til adskillige Die Hard film, og jeg hørte jer tale til mig. Både dig og Link. "
"Jeg vidste ikke, at han besøgte dig. " Indrømmer jeg sandfærdigt. Tanken får mig til at smile og min brystkasse til at gøre ondt på én og samme tid. Min far holder mig ud i strakt arm, så han han se mit ansigt, og fjerner en enkelt tåre fra min kind med sin tommelfinger.
"Jeg husker kun små brudstykker, men det er nok til at vide, at du elsker ham, og han elsker dig. "
Han smiler beslutsomt, da han siger det sidste. Som om han aldrig har været mere overbevidst om noget.
"Han kommer til at tilgive dig, Olivia. "
Forsikrer han mig en sidste gang, inden vi bliver afbrudt af en en voldsom banken på hoveddøren. Det giver et sæt i os begge, mens lyden fortsætter og intensivere for hvert slag. Min fars blik kolliderer med mit, da jeg rejser mig tøvende fra sofaen, og jeg ved, at vi tænker det samme. Håber - Tror på at skæbnen eller måske blot tilfældet har bragt Link Carter til vores dør i det øjeblik, vi mangler ham mest.
Jeg har næsten overbevidst mig selv om, at det kun kan være ham, da jeg løber ud i entreen og flår fordøren op. Mit hjerte sidder helt oppe i min hals og falder så ned i bunden af min mave som en sten.
Det er ikke Link, men Thomas, der står på vores trappesten med en sportstaske under armen og et ansigt, der er opløst af tårer.
••••
Forfatter note
Er vi alle glade for, at Carl er kommet tilbage, eller hvad?? #TEAMCARL🙌🏻
Det har taget mig en evighed at skrive det her kapitel, og jeg føler stadig, at det er noget værre rod... Det eneste, som fungerer for mig i den her varme er min is-spisning... Oh well, jeg håber, i kunne lide det alligevel😩
PS. Hvis i mangler en historie at gå i gang med, har min skønne læser @powerpuffgirls25 netop udgivet de første kapitler af hendes nye bog "The Devil Wears Hoodie. " Tjek den ud, den er ganske morsom!
❤️KRAM!❤️