Kapitel 76
"Broken heart syndrome"
Links synsvinkel
•••
Det er ikke engang et år siden, jeg vågnede op badet i sved hver eneste morgen efter mine sædvanlige mareridt. Nu får selv mine gode drømme mig til at vågne op på samme måde.
Mine drømme om hende.
Selv efter alle disse dage, nægter min underbevidsthed at acceptere det, som jeg allerede ved - at hun aldrig bliver min igen - og hver gang jeg lukker øjnene, er hun der. Det er som om, hun altid venter lige bag mine øjenlåg. Lige under huden. I mine drømme er hun altid så tæt på, at hun føles virkelig, og alligevel så langt væk, at jeg vågner op med hænderne strakt ud efter noget, som for længst har forladt min rækkevidde.
Jeg vågner hen over middag, da solen står højest på himlen og skinner direkte ind gennem den snavsede rude i mit soveværelse. Min ryg klistrer til sengen, og får mig til at føle, at min hud er smeltet sammen med det sammenviklede lagen under mig. Alligevel ved jeg, at det hverken er rummets kvælende varme eller den ødelagte aircondition, der får mig til at hive efter vejret og bide sammen om min tunge, som om den er et fremmedlegeme.
Det er fraværet af hende.
Den bitre stank af sved følger mig, da jeg rejser mig fra sengen og vandrer ud i køkkenet. Køleskabet er som sædvanlig tomt, så jeg tager den sidste halve bolle fra brødskuffen og skraber de grønne mugpletter af med en smørkniv, inden jeg skubber den ind bag mine tænder. Bagefter fører jeg en halvtom mælkekarton op til munden og tager et par desperate tåre, indtil jeg mærker klumperne i min hals og spytter resten ud i vasken.
En duft af pandekager kalder fra et sted i min underbevidsthed og minder mig om mine morgener i familien Vests' hjem. En blanding af spyt og galde vælder op i min mund og får mig til at forlade lejligheden i et desperat flugtforsøg. Min genbo Mick står står allerede ude i trappeopgangen med en smøg i hånden, som om han har ventet på mig.
"Wow, du ligner lort. "
Kommenterer han, mens han placerer den hjemmerullede cigaret mellem sine gule fortænder.
"Godmorgen til dig også. "
"Det er ikke morgen, klokken er halv et om eftermiddagen. "
"Ikke i min tidszone. " Svarer jeg tørt, inden jeg forsøger at skubbe mig forbi ham. Han rækker en arm ud og blokerer vejen for mig.
"Hey, ikke så hurtigt prettyboy, jeg har noget til dig. "
Han stikker sin frie hånd ned i forlommen på sine cowboybukser og graver en lille, gemmensigtig pose frem, som han holder op foran mit ansigt. Jeg kigger uinteresseret på de små, grønne piller. Extasy. Dagens produkt.
"Ikke i dag Mick, jeg har andre ting at give mig til. " Protesterer jeg og vifter hans hånd væk.
"Og det tror du ikke, jeg har?"
"Nej, ikke rigtig. " Indrømmer jeg tøvende, mens jeg igen prøver at træde forbi ham. Han bliver stående med sammenknebne øjne og stirrer fornærmet på mig, indtil jeg udstøder et tungt suk.
"Hvis det er så vigtigt for dig, at få dem afsat, kan du jo bare gå ud på gaden og sælge dem selv. "
Foreslår jeg og hæver udfordrende det ene øjenbryn. Han ser øjeblikkeligt vred ud. Allerede et par dage efter jeg var flyttet ind, havde Mick henvendt sig til mig og tilbudt mig, at tjene lidt ekstra lommepenge ved at løbe ærinder for ham. Med ærinder mente han selvfølgelig, at han ville have mig til at sælge stoffer for ham. Hans forretning var ganske åbenlys med alle de mennesker, der konstant vadede ind i opgangen med et bundt pengesedler i hånden og gik derfra med små poser, indeholdende skiftende varianter af cannabis og farverige piller. Micks eneste forretningsproblem var, ifølge ham selv, at han blev overvåget af regeringen og derfor ikke kunne forlade lejligheden. Hvis det ikke var for takeaway og hjemmelevering, ville han sikkert være død af sult nu.
"Enten får du solgt varene i dag, ellers kan du vinke farvel til din andel for denne måned. "
Erklærer han køligt, mens han presser posen ned i min håndflade og lukker mine fingre omkring den. Vores stående aftale er, at jeg får ti procent af udbyttet i slutningen af hver måned. Hvilket ikke er et specielt stort beløb, og da slet ikke et beløb jeg ville have brug for, hvis jeg bare kunne få mig selv til at bruge de penge, min mor havde efterladt til mig. Men det kunne jeg ikke. Måske fordi det føles som om, at de bør blive brugt på bedre ting end det liv, jeg lever akkurat nu.
"Okay okay mand, du behøver ikke gå helt mafiaboss på mig. "
Jeg ruller irriteret med øjnene, indtil det føles som om de rammer det bagerste af mit kranie. Så snart jeg har gemt pillerne væk i min bukselomme, skifter Micks påtagede hårde ansigtsudtryk tilbage til hans sædvanlige brede smil. Han klapper mig provokerende på hovedet, inden han omsider lader mig træde forbi ham.
"God dreng. "
....
Pillerne synes at veje tungt i min lomme, mens jeg går ned gennem supermarkedets kølige midtergang. På flere tidspunkter er det næsten som om, de tynger hele min krop ned og gør det svært for mig at løfte benene. Alligevel er der noget naturligt over følelsen. Som om den gør mig opmærksom på både tyngdekraften og min placering i universet på en og samme tid.
Det er aldrig et problem for mig at komme af med stofferne. Selv før jeg begyndte at sælge, var det ikke usædvanligt, at folk kom op til mig på barer eller i de små gader i havneområdet og diskret viste mig et par sammenkrøllede pengesedler. Det eneste der har ændret sig nu er, at jeg er begyndt at leve op til folks forventninger. Og måske er det sådan, det bør være. Måske er det ikke meningen, at man skal forsøge at undslippe det lod, man er blevet givet her i verden.
Jeg forlader butikken med en indkøbspose der er fyldt til randen med madvarer. I bunden ligger mel, sukker, æg og to liter mælk. Alt der behøves for at lave en portion pandekager.
På vej ned ad gaden føles det som om, at hvert skridt jeg tager, er et skridt i den rigtige retning. For en stund glemmer jeg næsten pillernes insisterende vægt i min lomme og fokuserer udelukkende på at bevæge mig fremad. For første gang i ugevis er det lykkes mig at gennemføre noget, og selvom det er noget så simpelt som en indkøbstur, føles det godt. Det er en følelse, som får mig til at rette ryggen en anelse mere og trække vejret dybere ned i lungerne.
Hvis ikke det havde været for min pludseligt løftede pande, ville jeg sikkert ikke have fået øje på hende - Olivia - siddende alene på en bænk midt mellem supermarkedet og den lokale iskiosk, hvor kommunen har planten en lille firkant græs og et syntetiskudseende blomsterbed. Ved første øjekast ser hun næsten trist ud, som hun sidder der med hænderne foldet slapt i skødet og et fjernt ansigtsudtryk.
Jeg når at træde et skridt ud på vejen i hendes retning, inden hendes ansigtsudtryk pludselig skifter til et bredt smil, der får mig til at stoppe brat op. Hendes blik er rettet mod en høj, brunhåret dreng, der kommer gående mod hende med en stor isvaffel i hver hånd. Det tager mig kun et øjeblik at genkende ham som drengen fra hospitalet. Adam.
Hans navn hviler bittert på min tunge, mens jeg står som forstenet og betragter dem sidde på bænken med knæene diskret drejet mod hinanden. Jeg er for langt væk til at kunne høre deres samtale, men på et tidspunkt siger han noget, der får Olivia til at betragte ham med et genert smil og et alt for velkendt udtryk i øjnene.
Et udtryk der plejede at være rettet mod mig.
Synet rammer mig hårdere, end jeg er forberedt på, og jeg lægger ikke mærke til, at jeg har mistet kontakten til min krop, før indkøbsposen glider ud af min hånd og lander på asfalten. En bil kører forbi og dytter i forbifarten af mine varer, der triller ud på kørebanen. Fra den anden side af vejen løfter Olivia hovedet og møder mit blik i et fragmenteret sekund, der synes at vare en evighed.
Vi står sådan og ser på hinanden, mens en sky af mel stiger op omkring mig, og en strøm af æg og mælk løber ned af vejen og forsvinder i den nærmeste afløbsrist. Efter et øjeblik slår hun blikket ned igen, som om hun blot fik øje på en bekendt, hvis ansigt hun ikke helt kunne placere.
Jeg efterlader resterne af mine varer på vejen sammen med de sidste stykker af mit hjerte.
...
Dagene er alt for lange på denne tid af året, og da jeg om aftenen går langs havnepromenaden, er himlen kun lige begyndt at skifte farve. Jeg betragter koboltblå blive til violet og violet blive til en dyb orange, mens jeg slæber mine fødder hen over jorden og sparker til efterladte dåser.
På et tidspunkt passerer jeg Roussau, hvor jeg spytter hadefuldt ned i jorden, så de fornemt klædte gæster har endnu en del af mig at træde på. En uvelkommen tanke former sig i mit hoved og fortæller mig, at Adam sikkert ville kunne få Olivia ind på restauranten. Adam med hans perfekte frisure og sofistikerede aura. Jeg forestiller mig dem sidde sammen oppe på tagterrassen og skåle i champagne, mens de griner af deres tidligere fejltagelser.
Da jeg krydser grænsen til den fattige del af havnen føler jeg mig bedre tilpas. Min oprindelige intention med at komme her var at opsøge Hassan, men da jeg kommer til hans køkken, passerer jeg det uden at værdige de slidte plastikborde et enkelt blik.
I stedet stopper jeg op ved en snusket bar med barikkerede vinduer og en facade af flimrende blåt neonlys. Jeg har ikke rørt alkohol siden dagen for min fars begravelse, og da jeg skubber døren op og træder indenfor, ryster mine hænder en anelse. Luften er tæt af røg og varme åndedrag fra højlydte samtaler, da jeg masser mig igennem menneskemængden og slår mig ned på en ledig stol oppe ved baren.
Selvom solen ikke engang er gået ned endnu, er stedet fyldt til randen. Måske fordi folk fra denne del af havnen ikke har noget bedre at give sig til på en hverdagsaften inden mørkets frembrud. En bartender spørger om min ordre, og da jeg blot ryster på hovedet, fortæller han mig, at jeg skal bestille noget for at blive siddende. Jeg bestiller en isvand og holder det kølige glas mod min pande.
"Jeg tror, det er første gang, jeg har set nogen bestille en isvand herinde. "
Manden på barstolen til højre for mig klukker muntert og sætter hans egen fadøl ned på disken med et smæld. Jeg løfter blikket og ser en ældre mand smile til mig. Hans kæbe er dækket af et kraftigt gråt fuldskæg, og den rynkede hud på hans hals afslører et væld af farverige tatoveringer.
"Jeg drikker ikke. " Mumler jeg åndsfraværende og skubber min isvand fra mig.
"Er det derfor, du sidder alene på en bar en mandag aften?"
Hans svar får mig til at presse læberne sammen og sænke blikket. Da jeg ikke siger noget efter et stykke tid, vender hans sig om og kigger direkte på mig med sammenknebne øjne.
"Hvad hedder hun?"
Spørger han og hæver stemmen for at overdøve den skrattende jukeboxe i hjørnet. Jeg rynker panden og forsøger at tale over de bløde toner af Bob Dylan.
"Hvem?"
"Grunden til din elendighed. "
"Grunden til min elendighed er mig selv. "
Svarer jeg hårdt og drejer en halv omgang på barstolen som tegn til, at han ikke skal tale mere til mig. Hvis han fanger min hentydning, vælger han at ignorere den, og et øjeblik efter hører jeg hans alderdomsprægede stemme tættere på mit øre.
"Ved du hvorfor, man kalder det et knust hjerte?"
Jeg vender mig frustreret tilbage mod ham og skal til at bede ham om at skride af helvedes til, da han åbner munden igen og forklarer.
"Fordi de små blodkar i ens hjerte bogstaveligtalt bliver knust, så musklen lammes. "
Han hæver sin fadøl op til munden og sender mig et vidende smil, som om han netop har delt sin dybeste hemmelighed med mig. Da han sætter øllen tilbage på bordet, fortsætter han sin smøre i et professionelt toneleje.
"Det var en japansk læge der tilbage i 90'erne først opdagede sammenhængen mellem hjertesorger og hjertesvigt. Han kaldte tendensen for takotsubo cardiomyopathy, bedre kendt som broken heart syndrome. "
Han smiler et øjeblik for sig selv, inden han læner sig hen mod mig og fanger mit blik i en intens øjenkontakt.
"Ved du, hvad det betyder?"
Spørger han begejstret uden at afvente min reaktion på hans pludselige strøm af informationer. Jeg rykker en anelse væk fra ham og ryster på hovedet uden at kunne skjule min tydelige utilpashed. Hans opspillede, grå øjne glimter faretruende i barens blålige lys.
"Det betyder, at den pige du sidder og tænker på kan være i færd med at slå dig ihjel. "
Han prikker en finger mod min brystkasse lige over hjertet i takt med, han taler.
"Lige. Akkurat. Nu. "
De ildevarslende ord får min puls til at stige og i et langsomt, trancelignende sekund bilder jeg mig selv ind, at jeg kan mærke de små blodkar, han taler om, briste under presset fra hans pegefinger. Jeg skubber hans hånd væk i en aggressiv bevægelse.
"Hold hænderne for dig selv. "
Spytter jeg og rejser mig fra barstolen, så hurtigt at den tipper bagover og smadrer mod gulvet med et højt, metallisk brag.
"Du er jo rablende sindssyg. "
Tilføjer jeg hadefuldt, mens han læner sig mod disken med et ansigtsudtryk, der pludselig er seriøst. Musikken fra jukeboxen dør ud bag os.
"Mere sindssyg end en dreng, der vil dø for kærlighed?"
Hans spørgsmål rammer mig som en tsunami rammer kystlinjen - Ødelæggende og uden nåde. Det værste er, at jeg ikke kan sige ham imod.
Inden jeg stormer ud fra baren, bestiller jeg to glas ren whiskey og bunder dem uden at blinke. Udenfor har mørket endelig sænket sig over havnen og slugt den sidste rest af sollys. Mens jeg krydser havnepromenadens brosten og går ned mod stranden, fisker jeg posen med exstasy op fra min bokselomme. Mick ville myrde mig, hvis han vidste, at jeg ikke har lavet en eneste handel idag. Hvilket selvfølgelig er et ubetydeligt faktum, hvis mit hjerte allerede er døende. For en måned siden, sad jeg på det selv samme sted, jeg står lige nu, sammen med Olivia. Hvis sandet kunne tale, ville det måske fortælle mig, at det husker os.
Mens jeg betragter bølgerne slå ind mod vandkanten, efterlader den lette brise fra havet en smag af salt på min hud. Eller måske er det mine egne tårer, jeg kan smage. Jeg kan ikke længere skille ting fra hinanden.
"Se mig nu."
Hvisker jeg til mig selv, da jeg fjerner en grøn pille fra posen og placerer den bagerst på min tunge.
••••
Forfatter note
Pyh... Andre end mig, der er super deprimerede lige nu? Nogle gange ved jeg ikke, hvorfor jeg gør det her mod mig selv... Eller mod jer... Beklager gutter.. 😩
Tryk stem for at sende en krammer til Link!😘
Spørgsmål: Hvad kan i bedst og mindst lide ved dette kapitel?? (Jeg har lidt blandede følelser omkring det, og er ærligt ikke helt tilfreds.)
Love you!!
Ps. Vi nærmer os så småt slutningen af historien, så husk lige at følg mig, hvis i ikke allerede gør det. Hvis altså i gerne vil læse mere af mig efter det her❤️