"Dominoeffekten"
Olivias synsvinkel:
•••
Vi sætter først farten ned, da vi er kommet ud af havnens rige kvarter og har lagt de store bygninger bag os sammen med strømmen af mennesker. Gaderne er mindre nu og de store glasfacader er erstattet af små madvogne og hyggelige havnekøkkener, som ligger helt ud til vandet. Link sender mig et usikkert smil, da vi slentrer ned langs havnekantet hånd i hånd. Menneskerne her er anderledes, men selvom de ikke ser nær så velhavende ud som folkene på den anden side, smiler de alle til os i forbifarten. Her er ingen dømmende blikke, blot nysgerrige øjne.
Vi passerer en kvindelig gademusikant, som danser rundt på bare fødder med en violin presset mod halsen, mens hun spiller en gammel Vivaldi komposition.
"Hvordan kender du til det her sted? " Spørger jeg Link, da han hilser nærmest familiært på hende og lægger en håndfuld mønter i hendes violinkasse. Hun sender et luftkys efter ham, som om det er en fast rutine for dem at mødes på den måde.
"Jeg plejede at komme her en del, når jeg blev træt af folk fra byen. "
Svarer han med et skuldertræk, der indikerer at han ikke har tænkt sig at uddybe det mere. Vicki fortalte mig engang, at ingen rigtig var klar over, hvor den berygtede Link Carter spenderede sin fritid, men at de fleste gik ud fra, at han opholdt sig i de kriminelle løbebaner. Jeg kan ikke lade være med at overveje om det mon er her, han er forsvundet hen alt den tid. Måske indeholder hans fortid i virkeligeheden mere gademusik end den indeholder alkohol og vold.
Min tankestrøm ophører brat, da en sødlig duft af krydret mad rammer mine næsebor og får mine tænder til at løbe i vand. Vi er stoppet op ved et lille havnekøkken helt ud til molen, hvor en lille gruppe plastikborde er stillet op og dækket med rød og hvid ternede stofdue. En ældre mand med mørkglødet hud og et karakteristisk gråt overskæg står bøjet over en stor, dampende gryde, mens han giver ordre til en yngre dreng, der løber rundt mellem bordene.
"Har du plads til et par ekstra gæster? "
Råber Link afslappet og får manden til at se op fra hans madlavning. Han spærrer sine venlige, brune øjne op et øjeblik, mens et bredt smil spreder sig over hans rynkede ansigt.
"El presidente! " Udbryder han henrykt, da et glimt af genkendelse glider over hans ansigt. Han forlader hurtigt sin gryde og tørrer hænderne af i sit forklæde, inden kommer hen imod os med åbne arme. Jeg ser overrasket til, mens han slår armene omkring Link og klapper ham kærligt på ryggen.
"Du er jo helt våd, amigo! Hvad har du lavet denne her gang?"
Udbryder manden med en tydelig spansk accent, da de løsriver sig fra hinanden. Link ser blot på ham med et skævt smil, mens han vrider vand ud af sit jakkeærme.
"Det var bare et mindre uheld på den anden side af havnen. "
"Hvad lavede du også derovre? Der er ikke andet en blanquitos i det område. "
Svarer manden med et hovedryst. Selv med mit begrænsede spanske ordforråd ved jeg, at "blanquito", er et slangudtryk for en snoppet hvid person. Jeg kan ikke andet end at give ham ret.
"Jeg prøvede at komme ind på Rosseau. "
Sukker Link og stirrer et øjeblik pinligt berørt ned i jorden. Indrømmelsen får hans middelaldrende ven til at slå en dyb latter op.
"Hvorfor ville du dog gøre det? De franske tontos lukker dig ikke ind, medmindre du har røven fuld af dineros."
Link svarer ikke på hans spørgsmål, men kigger i stedet ned på mig med et undskyldende udtryk. Manden følger hans blik og lyser op i et stort smil, da han ser vores sammenflettede fingre.
"Aha! Hvem har vi så her?"
Smiler han og læner sig en anelse frem for at se på mig. Link gengælder hans smil og lægger en arm omkring min talje.
"Det her er Olivia. Hun er en af grundene til, at du ikke har set mig i et stykke tid. "
"En kæreste! Que bueno!"
Udbryder manden begejstret og slår hænderne mod hinanden, som om det er den bedste nyhed, han nogensinde har modtaget. Hans reaktion får varmen til at stige op i mine kinder. Der er første gang, nogen omtaler mig som Links kæreste, og jeg kan godt lide lyden af det.
"Ja, hvem skulle have troet det. "
Griner Link og kærtegner kort min kind. Manden vifter afvisende en hånd foran ansigtet.
"Jeg vidste, at du nok skulle finde en sød chica en dag. Jeg har hele tiden sagt, at du er en god dreng. "
Han klapper Link drillende på skulderen og blinker muntert til mig, da jeg tager imod den hånd, han rækker frem mod mig
"Det bliver jeg ved med at fortælle ham. "
Siger jeg en anelse genert til den halvtykke spanier, der ryster min hånd med en iver, jeg sjældent har oplevet. Han fortsætter med at småsludre med Link lidt tid, mens jeg står ved siden af og beundrer den nye side af min kæreste.
Rundt om os ved de små borde sidder en farverig blanding af mennesker i alle aldre og størrelser. Nogle er dækkede af tatoveringer og pieringer, mens andre er iklædt blomstrede kjoler og opsigtsvækkende makeup. For første gang siden jeg mødte Link, ser jeg ham i et miljø, hvor han passer ind. Det er ikke svært at forstå, hvorfor han kommer her, når han har brug for at undslippe byens kedelige forsamling af parcelhuse og kernefamilier.
"Hvad så Hassan, har du et bord til os?" Spørger Link, da der opstår en pause i deres samtale. Manden, hvis navn åbenbart er Hassan, smiler stort og slår ud med armene i retning af de opstillede plastikborde.
"Curso mi amigo!
Du har altid en plads i mit køkken. "
Erklærer han og leder os hen til et ledigt bord, hvor han skribler vores bestillinger ned på en lille notesblok og vender tilbage til sit køkken. Jeg læner mig tilbage i min stol og betragter Link, der er i færd med at krænge den våde habitjakke ned over skuldrene. Han hænger den over stoleryggen og begynder at knappe sin skjorte op, så den lettere kan tørre i den milde brise fra havet. Hans tatoveringer kommer til syne gennem det tynde, fugtige stof og får mig til at smile. Jeg kan bedre lide ham sådan.
"Hvorfor tog du mig ikke med herhen til at starte med? "
Spørger jeg nysgerrigt og løsriver med besvær mit blik fra hans blottede mavemuskler. Hans nøgne hud fremprovokerer en intens sult i mig, som mad ikke vil kunne tilfredsstille. Luften omkring os føles varm, selvom vi kun er i starten af april måned.
"Jeg var vel bange for, at du ikke ville kunne lide det. " Svarer Link lidt efter med et usikkert smil.
"Hvorfor skulle jeg ikke kunne det?"
"Det er ikke ligefrem det mest fornemme sted, og Hasans opskrifter falder ikke i alles smag."
Han kaster et blink hen mod kokken, der atter står bøjet over gryden i dyb koncentration. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare ham, at han ikke behøver ændre sig for mig. Sandheden er, at jeg ikke har brug for jakkesæt og dyre middage for at være glad. Jeg har bare brug for ham.
"Her er perfekt. "
Nøjes jeg med at sige, mens jeg indvendigt håber, han forstår, at det er ham som gør det perfekt.
Vi bliver siddende ved havnekøkkenet i flere timer, mens solen langsomt synker ned i havet og får vandoverfladen til at ligne guld. Da stjernerne begynder at tone frem på aftenhimlen, åbner vi den stjålne flaske champagne og skåler fornemt til hinanden.
Den søde væske bobler på min tunge og får mig til at føle, at jeg har indtaget hele stjernehimlen. Link drikker ikke sit glas, men giver det i stedet til Hassan, da han meget begejstret kommer forbi vores bord for at spørge, hvad vi synes om maden.
Den gryderet, han har serveret for os, er så skræmmende stærk at den næsten er uspiselig, men vi sender ham alligevel tilbage til køkkenet med rosende ord. Det er umuligt at sige andet end pæne ord til den smilende mand. Desuden føler jeg mig fuldkommen mæt, selvom det kun er lykkes mig at spise halvdelen af retten på min tallerken. Måske skyldes det, at jeg i det øjeblik er mere mæt på kærlighed end noget andet.
Hassan råber spanske lykønskninger efter os, da vi forlader stedet, og i det øjeblik er jeg overbevist om, at det er den bedste date, jeg kommer til at opleve i mit liv. Vi fortsætter ned på stranden, hvor bølgerne skvulper harmonisk ind over sandet og efterlader et spor at hvidt skum langs vandkanten.
Månen oplyser Link ansigt, mens han fortæller mig om alt og intet, og jeg kan ikke andet end at lytte betaget til hans stemme. På et tidspunkt stopper han op for at tage sine støvler af, inden han smøger bukserne op til knæene og træder ud vandet. Jeg følger hans eksempel og tager mine tennissko i hånden, selvom vandet er isnende koldt mod mine bare fødder.
"Min mor ville have elsket det her sted. "
Siger han ud i mørket, da vi har gået i stilhed noget tid. Jeg ser på ham med et spørgende blik og forsøger at få hans ord til at give mening.
"Hvad mener du?"
"Jeg har altid forestillet mig hende som typen, der elsker solnedgange og havet, du ved?"
Jeg nikker eftertænksomt og læner mit hoved trøstende mod hans skulder. Det må være svært aldrig at have kendt sin egen mor. Ikke at have nogen minder. Jeg tænker et øjeblik på min egen mor, der har ringet til mig flere gange i løbet af aftenen. Jeg har bevist ignoreret alle hendes opkald.
"Min mor plejede at tage mig med på stranden, da jeg var lille. "
Fortæller jeg ham mest bare for at sige noget. Hendes forsøg på at kontakte mig har plantet et frø af dårlig samvittighed i min mave, og jeg har ikke lyst til at tænke på det.
"Vi boede langt fra vandet dengang, men hun havde ikke noget imod køreturen. "
"Hvad lavede i på stranden?"
Spørger Link, som om han ikke kan forestille sig, hvad en mor foretager sig med sit barn. Jeg trækker let på skuldrene, mens jeg forsøger at huske tilbage til dengang mit liv var enkelt, og jeg kunne snakke med min mor om ting.
"Jeg samlede på strandskaller. Jeg har stadig en hel kasse med fyldte syltetøjsglas gemt i vores garage. "
Fortæller jeg med et smil, da mindet dukker frem fra min hukommelse. Dengang troede jeg, at jeg en skønne dag ville kunne sælge min samling og blive mangemillionær.
"Hvorfor lige strandskaller? "
Link bliver træt af at gå i vandet og vader tilbage ind på stranden. Han smider sine sko fra sig og lader sig falde ned i det kølige sand. Jeg sætter mig ved siden af ham og graver mine frosne fødder ned mellem sandkornene.
"Det ved jeg ikke. Jeg forsøgte altid at tage sand med hjem, men min mor synes, det var for kedeligt. "
"Hvorfor?" Spørger Link igen, som om min historie interesserer ham dybt. Jeg forstår ikke, hvorfor han gider lytte til mig, men jeg fortsætter alligevel.
"Sandkorn ligner hinanden, men strandskaler derimod er alle forskellige. "
Forklarer jeg flovt og føler mig en anelse dum, ved at gentage min mors ord.
"Hun plejede at sige, at der er to typer af mennesker i verden. Dem som bliver set og dem som ikke gør. Sandkornene er ligesom alle de mennesker som aldrig bliver langt mærke til, fordi de ligner alle andre, men strandskallerne derimod tør skille sig ud. De bliver set. "
Jeg afslutter min talestrøm med et dybt suk, mens jeg husker tilbage på et af de største læringsøjeblikke fra min barndom. Min mor gik meget op i, at jeg skulle lære at være mig selv og skille mig ud fra mængden, men jeg var alligevel vokset op til at være komplet usynlig.
I et par stille øjeblikke stirer Link blot ud over havet med et tænksomt ansigtsudtryk, som om han overvejer mine ord. Så tager han en håndfuld sand og placerer den i mine hænder.
"Det er en smuk tanke, men det er komplet forkert. "
Siger han upåvirket, mens sandet løber gennem mine fingre. Jeg kigger uforstående på ham forvirret over, hvorfor han modsiger min påstand.
"Alle sandkorn er forskellige fra hinanden, hvis man ser på dem under et mikroskop. Vores lærer fik os til at gøre det i biologi engang i folkeskolen. " Afslutter han med et smil.
Jeg ser fra hans ansigt og ned på de små sandkorn i min håndflade, og har det pludselig som om, jeg betragter dem med nye øjne. Jeg samler nogle enkelte mellem mine fingerspidser og holder dem op mod månen. Lyset reflekteres rigtigt nok forskelligt gennem dem.
"Det handler slet ikke om at skille sig ud. " Lyder det fra drengen ved siden af mig.
"Det handler bare om at finde en som gider komme tæt nok på til at se, at man unik. "
Da jeg drejer hovedet for at se på ham, har han rykket sig tættere på, så tippen af vores næser støder sammen og får mig til at smile. Han lægger en hånd om min nakke og kysser mig ømt, indtil de sidste sandkorn glider ud mellem mine fingerspidser. Da han trækker sig væk, brænder hans øjne sig ind i mine med en intensitet, der får mig til at glemme at blinke.
"Jeg ser dig, Olivia Vest. "
Hvisker han hæst uden at afbryde vores øjenkontakt, og for første gang i mit liv, føler jeg mig ikke usynlig.
"Jeg ser dig, Linkoln Carter. "
Hvisker jeg tilbage.
...
Jeg ved ikke, hvor længe vi blev siddende på stranden og udvekslede dybe kys og metaforiske kærlighedserklæringer, men da vi er tilbage på parkeringspladsen, er klokken over midnat. Der er ikke længere nogen mennesker at se på havnepromenaden, og den lune aftenbrise er bleven til en kølig blæst, som får mine tænder til at klapre.
Link åbner sidedøren i Scotts sportsvogn med et formelt buk og lader mig komme ind i bilen. Mens han går over på den anden side, tjekker jeg min mobils display. Min mor har ringet yderligere fem gange, og synet af de ubesvarede opkald gør mig utilpas.
"Er der noget galt?"
Spørger Link bekymret, da han sætter sig ind bag rettet og ser mig sidde med mobilen i skøddet. Jeg ryster hurtigt på hovedet og lægger den tilbage i min lomme. Jeg har haft en af de bedste aftner i mit liv, og jeg vil ikke lade min mors påtrængenhed ødelægge det.
"Nej, alt er fint. "
Svarer jeg så stille, at bilens motor næsten overdøver min stemme. Mens vi kører gennem de små gader, der fører ned til havnen, prøver jeg at overbevise mig selv om, at den trykkende fornemmelse i min brystkasse ikke betyder noget.
Da vi når ud på hovedvejen og lægger havneområdet bag os, er det næsten lykkedes mig. Min krop er langsomt blevet varmet op af bilens varmeanlæg, og min utilpashed føles kun som en svag sitren i min fingerspidser. Link synger med på en gammel sang, der strømmer ud af radionen, og lyden af hans stemme fylder mig med en beroligende tryghed.
Jeg er på vej til at vende mig i sædet og fortælle ham, at jeg elsker ham, da jeg får øje på de blå blink længere nede af vejen. Link har allerede lagt mærke til dem og sagtner langsomt bilens fart. De utydelige blå lys giver genskær over asfalten, da vi nærmer os, og får den ubehagelige fornemmelse i min mave til at vende tilbage. Omridset af en bil dukker langsomt frem fra mørket og får mig til at lægge en hånd på Links arm.
"Stands bilen. "
Beordrer jeg køligt med en stemme, der ikke lyder som min egen. Han gør som jeg siger uden tøven og slukker bilens motor, så vi holder stille midt på den øde landevej. Jeg spænder min sikkerhedssele op med rystende fingre og stiger ud i kulden for at få et bedre udsyn. Den fremmede bil ligger i rabatten med bunden i vejret omgivet af en sø af glasskår, der ligner faldne stjerner.
Link kalder mit navn bag mig, mens jeg går hen imod køretøjet med stive skridt og hænderne knyttet sammen til klumper af is. Der er et gabende hul i bilens forrude og et frisk spor af blod ned over kølerhjelmen.
Jeg ved, hvem bilen tilhører allerede inden, jeg ser politilogoet på sidedøren. Jeg kender den bil. Jeg ser den hver dag i vores indkørsel.
•••
Forfatter note
Først og fremmest: Beklager at jeg ikke fik udgivet i går som lovet, jeg havde simpelthen ikke tid! 😬
Nu til det vigtige: Jeg har sådan glædet mig til (og frygtet) at udgive det her kapitel! 😱
Hvor meget hader i mig lige nu på en skala fra 1 til 10??
Smid en kommentar og fortæl mig, hvad i tænker. Hvad tror i, at der er sket?😳
❤️Kram!! ❤️