Mine [JRA] !COMPLETED!

~9~

Jack's POV:
En sygeplejerske kommer smilende gående mod os. Jeg flyver op fra stolen og tørrer en tårer væk fra min kind.

"Noget nyt?" Jeg løber hen mod sygeplejersken.

"Ja! Hun er vågnet. Hun er lidt forvirret, og kan ikke huske nogle få ting... men det skal nok komme med tiden!" Hun smiler til mig.

Daniel kommer hen til mig og giver mig et kram. Jeg knuger ham ind til mig.

"Må jeg se hende?" Jeg trækker mig fra krammet og vender igen opmærksomheden mod sygeplejersken.

"Om lidt ja. Hun skal have få personer ind ad gangen. Jeg tænker vi starter med familie." Teresa og Adam, Mias forældre, rejser sig op. Det samme gør Elliot. De går med sygeplejersken. Forsvinder ind ad døren til Mias hospitalsværelse.

˚˚˚

Mias POV:
Døren går op, og min mor, far og Elliot kommer til syne. Min mor løber hen til mig og krammer mig.

"Undskyld. Undskyld. Undskyld!" Hun knuger min krop mod sin egen.

"Av mor!" Udbryder jeg, da et huk straks føles i mine ribben.

"Undskyld skat.." Min mor slipper mig igen. "Undskyld for alt!" Hun begynder at græde.

"Mor, det er ikke din skyld! Jeg ved ikke engang, hvad du undskylder for..." Jeg smiler prøvende til hende.

"Du skulle have været til VM! I var publikums favorit! Men jeg ødelagde det for dig." Jeg hader at min mor giver sig selv skylden! Hun er jo ikke kørt galt med vilje!

"Mor, det er okay! Du kan ikke gøre for det!" Jeg krammer min mor en sidste gang inden hun sætter sig ned i stolen. Vent lidt... sagde min mor VM? Nej, det gjorde hun ikke, jeg har hørt forkert! Og hvad mener hun med 'i'? Min far kommer hen til mig.

"Far!" Jeg giver min far et hurtigt kram. Han smiler rørt til mig.

"Mia, jeg er så ked af det!" Jeg himler med øjnene.

"Hvor mange gange skal jeg sige det? I kan ikke gøre for det! Jeg vil gerne snakke om noget godt! Noget sjovt!" Prøver jeg. Elliot kommer hen til mig og dasker forsigtigt til mig.

"Hvad så grimme, hvordan har det været at sove i tre måneder?" Han griner, hvilket smitter mig. Jeg tager mig til ribbenene, hvorfor gør det så ondt nu? Jeg holder op med at grine.

"Det var ikke så slemt! Jeg drømte at jeg var til Why Don't We koncerter og mødte dem og alt muligt!" Jeg sukker lykkeligt. Min mor rykker tættere på mig.

"Jack sidder ude i venteværelset. Han vil gerne se dig! Han har været så ked af det de sidste tre måneder! Han har aflyst alle koncerter han skulle være til med bandet, for at sidde og vente på at du vågnede!" Hun smiler.

"Jack? Som i Jack Avery?" Jeg ser overrasket på min mor, som afslappet sidder og nikker. "Hvad laver han her? Han kender mig jo ikke?"

"Jo, Mia! Han er din kæreste! I har været kærester i snart 2 år!" Mit hjerte springer et slag over. Er jeg, Mia, helt almindelige Mia, kærester med Jack fucking Avery, sangeren fra Why Don't We? Nej! Det kan ikke passe! De joker!

"Nej!" Jeg kigger på dem alle tre. "Det er ikke noget at joke med!"

"Vi joker heller ikke Mia! Han er din kæreste! Han vil virkelig gerne se dig! Resten af bandet sidder også derude og venter!" De kigger på mig mere seriøse end jeg har set dem længe. "Vil du se ham?" Min far går hen til mig og aer min kind. Jeg nikker. Min familie rejser sig op og går ud ad døren.

Jack's POV:
Jeg rejser mig med det samme op, da jeg ser Mias familie komme gående mod os. Jeg kigger ned på drengene, som smiler til mig. Jeg løber op mod Teresa, Adam og Elliot.

"Du må gerne gå ind til hende. Hun vil gerne se dig." Teresa smiler til mig, og jeg smiler taknemmeligt tilbage. "Men.." Hendes øjne fyldes med noget der ligner sorg.

"Men, hvad?" Jeg kigger bekymret på hende.

"Hun er lidt forvirret, hun kan ikke huske at i er kærester... jeg beklager Jack.. hun ved godt hvem du er, men mere på 'sangeren Jack'-måden!" Hun lægger en hånd på min skulder og trækker mig ind i et undskyldende knus.

"Det er okay! Det vigtigste er at hun er vågnet! Resten skal nok komme med tiden, det sagde lægerne." Jeg smiler og trækker mig fra krammet. "Jeg går ind til hende." Hun nikker.

Jeg begynder at gå op mod døren, som fører ind til Mia. Da jeg når døren stopper jeg op. Jeg tager en dyb indånding og trækker ned i dørhåndtaget. Døren går op og min smukke kæreste kommer til syne i hospitalssengen midt i rummet. Jeg skynder mig at gå ind og lukke døren efter mig, hvorefter jeg sætter mig i stolen ved siden af hende.

Hun kigger overrasket på mig. "Så det passer altså?" Hun kigger fortsat på mig med øjne runde som fodbolde.

"Hvad passer?" Jeg smiler og tager hendes hånd, som jeg kysser blidt.

"At vi to er kærester?" Hun rødmer da hun mumler det.

"Det kan du lige tro!" Jeg smiler stort til hende.

"Men hvorfor mig? Jeg er jo bare en helt almindelig pige?" Hun trækker øjenbrynene sammen. "Og hvordan mødte vi hinanden?"

"Wow Wow Wow, et spørgsmål ad gangen." Jeg griner lidt akavet. "Det første spørgsmål var, hvorfor dig. Det spørgsmål har et simpelt svar. Du er fantastisk!" Jeg smiler. "Andet spørgsmål var en uddybning af det første. Mia du er ikke en almindelig pige! Du er helt din egen. Ingen er som dig! Desuden er du heller ikke en helt almindelig pige... Du er en af verdens bedste dansere!" Jeg kysser igen hendes hånd. Hun løfter hovedet.

"Er jeg en af verdens bedste dansere?" Hendes øjne bliver igen store. Jeg nikker og går hen til hende. Jeg skubber blidt hendes hoved tilbage på puden.

"Det sidste spørgsmål. Hvordan vi mødte hinanden. Vi var begge til et pris-event. Da jeg så dig, tænkte jeg: 'hende der bliver jeg nødt til at lære at kende', så jeg gik hen til dig og sagde hej. Vi snakkede i lang tid! Til det event var der nogle sangere der skulle optræde. Du skulle danse til en af sangernes sange. Og da jeg så dig danse faldt jeg endnu mere for dig. Dagen efter tilføjede jeg dig på Snapchat, hvor vi begyndte at snappe en del sammen. Jeg inviterede dig ud, og du sagde ja." Jeg smiler

En tåre trækker en våd streg ned over Mias kind. Hun smiler. Jeg skynder mig at tørre tåren væk med min tommelfinger, hvorefter jeg kysser hende i panden.

————————————————————
Udgivet d. 17/01-2021