Giv mig en chance

Den Mystiske Fyr Kapitel 3

Jeg åbnede mine øjne, og så direkte op på det hvide loft. Jeg kunne mærke nogen røre ved min ene ben, den der blev skudt . Jeg satte mig straks op, og så direkte ind i hans diamant, blå øjne. De var skønne.
Han så sød ud, og mit hjerte bankede så hårdt, at jeg var bange for, at han kunne høre det.

Der var noget ved ham, jeg ved ikke hvad, men noget specielt.
Han så ned igen på mit sårede ben, han var igang med at tørre blodet væk. Han havde båndet et stykke stof over mit knæ.

Helt ærligt jeg var glad for at jeg havde fjernet mit hår permanent, for det havde været akhaavet med hår eller stupper på bende, jeg var som regel mørkhåret, så mine hår var ret tydelige, og når jeg siger tydelige så mener jeg sort, ikke som andre, eller måske, men mit var kraftigt, men slut med det.

Jeg så ned på mit højre ben, det gjorde ikke ondt lænegere. Han tog et nyt stykke stof og bandt det, denne gang rundt omkring såret.

Jeg så mig omkring, jeg sad på sofaen mit i stuen. Her var rart, afslappet og på en måde følte jeg mig i sikkerhed. Ja, han hjalp mig, eller bedre sagt redde mig, men jeg kendte ham knapt nok. Jeg bure spørge ind til ham, men hvad skulle jeg sige?

Han rejste sag og hældte vand ned i et krus, han rakte den hen imod mig. Jeg så på ham, og dernæst på kruset, jeg tog den fra ham.

Han satte sig ved siden af mig, og kiggede frem, jeg tog en slurk, og var overglad for at han ikke kiggede på mig. Det kunne jeg ikke lide. Jeg satte kruset på bordet, som var over for mig.

Han kiggede på mig, med spøgrene blik.
- Hvad hedder du? Kom det ud af hans smukke stemme.

Jeg havde bare lyst til at slå mig selv, hvad var der med mig, hvorfor havde jeg sommerfugle i maven og varme kinder.
-selena, røg det ud af mig, en kæmpe løgn. Han så ikke ud til at bemærke det, men vendte bar hovedet mod fjernsynet.

Det var underligt, jeg havde slet ikke bemærket at den stod der, selvom den var kæmpe og lå direkte over for mig.

-"jeg er skay", lød det fra ham. Jeg viste ikke hvad jeg skulle sige, det var som om at mit hjerne havde slukket for sluk knappen. Jeg nikkede, med et skævt smil, et lille et, ikke stort. Det var nok med, at jeg følte mig som en tomat, mine kinder var sikkert røde.

-"jeg skaffer dig noget mad, du må være sulten". Han rejste sig op og gik hen mod en dør, der stod til venstre for mig.

Han var ret høj i forhold til mig. 1.80 måske, eller under?
Jeg var 1.57, og det var ret irriterende. Jeg blev tit spurt, hvad vil du være når du bliver stor, som for at gøre grin af, at jeg ikke bliver større. Ja, jeg er en 17 årig pige, på højde med ca.12årige piger. Fedt.

Men tilbage til det sted jeg var havnet i. Skay? Det var et smukt navn, og passede ham ganske vist. Jeg mener, skay på engelsk som himmel, himlen er blå, hans øjne. Ja, det passer perfekt.

Mit hjerte bankede dobbeltslag, da han kom ud af køkkenet. Han kom imod mig med en tallerken i den ene hånd, det var en sandwich.

-"Jeg håber du kan lide den, jeg er ikke ligefrem verdensmester som kok". Kom det ud af hans fylde læber. Han var dejlig. Men for første gang lagde jeg mærke til, at han viste følelser, førhen var det som om, at han gemte på noget, men nu viste han uskyldighed. Jeg smilte, denne gang, et rigtigt smil, ikke et akhaavet et. Han gengældte, og han så pludselig meget sødere ud.

-hvor gammel er du? Fløj det ud af mig. Virkelig?, det var det dummeste spørgsmål, det kom bare ude af det blå.

Han grinte," 19, dig?" Svarede han, med et sødt smil.

-17, sagde jeg, og var glad for at han tog det pænt, og ikke så Sjokkeret ud.

Nu viste han søde reagersioner, ikke at han ikke var sød, men han så meget kold ud før. Men stadig sød.

Men der var stadig noget i hans øjne, noget jeg ikke har lagt mærke til i nogen, noget mystisk, han var mystisk.