Giv mig en chance

Kapitel 4

Det her sted føltes forladt, som om vi var de enste to på denne jord. Jeg tog et håndklæde og rullede den omkring mig. Skay havde efterladt et par joggingbukser og en trøje. Ja det passede ikke lige frem, men det var bedre end mit. Revnede bukser og en stinkende trøje var ikke det bedste.

Jeg trak bukserne helt oppe, og prøvede at bende dem, men hvor var de bukser store, og ikke tale om trøjen, den var som en kjole på mig. Jeg så mig selv i spejlet. Mit blotte mærke var næsten væk, det var et held, det passede mig ikke ligefrem. Jeg åbnede døren ud af badeværelset.

Skay smile, og kunne ikke holde sig.
-"haha morsomt", sagde jeg med en smilene grimasse," grin du bare".

-"undskyld", sagde han smilende," du ser fantastisk ud". Han grinte.

Jeg skubbede ham, eller retter sagt prøvede, man han var som lavet af sten.

-"Du er ikke så nem at skubbe", Jeg grinte.

-"og du er ikke så stærk, hvad er du lavet af? Kandeflos og sirup?, grinte han.

Jeg smilte så meget at man kunne se mine tænder, og der skal meget til for mig. - "så svag er jeg ikke, jeg gav dig bare en chance".

- nå virkelig, så vis mig hvad du har?
- jeg prøvede at skubbe ham, men det var umuligt.
Han blev bare ved med at grine.

- "jeg har lagt mærke til at du er højre fodet, så det er den der skal være tættest på mig, mens venstre skal være lidt længere væk, rykken skal være rank, og du skal stå på skråt", kom det ud af ham, "på den standart som du står på, kommer du aldrig til at rykke nogen eller noget", grinte han.

Jeg gjorde som ham sagde, og kunne pludselig mærke, at jeg var strækkere end før.

Skay smilte til mig.
-"Hvad sagde jeg?", "Nå men skal jeg vise dig frem?", spurte han.
-ja det ville være rart, svarede jeg.

Hans hus var stort, og selvom der kun var et køkken, en stue, et badeværelse, og to værelser. En af værelserne var et normalt soveværelse, men det andet var et træningsrum.

Da vi var færdig med rundvisningen, satte vi os ned på sofaen. Han så på mig, og åbnede langsomt munden.
-"Det er vist her du kommer til at bo, til vi finder ud af hvordan, du kommer hjem".

Hjem?!?! Det havde jeg helt glemt, mine forældre, hvad ville de sige? Jeg nikkede.

-"Du kan sove på mit værelse, jeg tager stuen". Sagde han med et skævt smil.

Jeg ville have sagt nej, svarede at jeg kunne klare mig here nede i styren, men min mund ville ikke åbnes, så jeg smilte bare taknemmelig, og svarede tak.

Inde på værelser var der dejligt varmt. Der var en seng med et sengebord og et skab. Ikke andet. Jeg tog dynen over mig, pg kiggede op.

Skay fortalte mig, at han boede midt ude i skoven, og selvom der kom en forbi, ville man ikke kunne se huset, man ville kunne gå forbi det, som om huset ikke var der. Mn skulle trykke på en knap, som lå ved siden af døren eller ved hans hus nøgler, men der var selfølgelig kode på. Både fingeraftryk og en kode. Det var sejt, et hus der kun kunne ses, når man ville have det til at ses.

Men det jeg ikke kunne forstå, var hvorfor han boede ude i entet. Da jeg spurte ham, ændrede hans ansigtsudtryk fra smilende til en blanding af vrede og sorg. Så jeg lod det ligge.

Hvad var der sket, siden han boede her helt alene? Jeg lukkede øjne, og blev revet ind i mørket.