Krimisamling - Hævnen er sød (Danish/Dansk)

1. Del VI

Afhøringslokalet var et lille rum med kun et enkelt bord og to stole, der var placeret overfor hinanden. Det eneste lys kom fra en enkelt lampe i loftet med en sparepære, og rummet blev endnu dunklere af, at væggene var malet i samme farve som himlen på en kold vinternat.

"Rasmus Skov, lederen af denne efterforskning," præsenterede Rasmus sig som og satte sig ned foran Søren. Søren smilede tilbage som en hilsen og et sæt gule, ulige tænder kom frem. "Hvis du bare kort kunne forklare hvem du er, hvordan du kender ægteparret, deres liv sammen, så ville det være super," sagde Rasmus og tændte for optageren.

"Selvfølgelig. Jeg har kendt Carl i lang tid, omkring 10 år nu. Men siden Louise kom ind i hans liv, har jeg også kendt hende godt. Deres ægteskab var perfekt,  de virkede stadig nyforelsket, selvom de har været sammen i nogle år nu. Det vil alle sige, som kender dem. Selvfølgelig er det heller ikke svært at forblive forelsket i Louise," tilføjede han eftertænksomt efterfulgt af et dybt suk. "Vi så hende begge for første gang sammen, mig og Carl. På en bar. Men Carl interesserede hun sig vist mere for end mig."

Rasmus nikkede og noterede kort på sin blok, før han besluttede sig for et pludseligt emneskift:

"Hvordan er Carl?"

"Carl? Han er vellidt, ligesom Louise. En god far. Louise havde nok været en god mor, selvom Viktoria, Carls datter, aldrig rigtigt accepterede hende, men sådan er det jo nogen gange med børn. Faktisk ville jeg ønske jeg har samme forhold til mine børn, som Carl har til sin datter. De er rigtig tætte, Carl har også altid forkælet hende lidt."

Rasmus skævede ned på sin blok og brugte al sin styrke på ikke at sukke - blokken var ikke brugt nær så meget, som han havde håbet på. De sludrede lidt videre om Louise, Carl og om deres forhold, men det fik ikke Rasmus til at bruge blokken, så han besluttede sig for at være mere direkte:

"Kender du nogen, der vil gøre Louise ondt?"

"Nej! alle elsker, eller elskede Louise, hun gjorde ik' en flue fortræd."

"Hvad nu hvis jeg siger, at hendes testamente efterlader en del penge til Carl?"

Tavsheden lagde sig brat over dem som et tæppe. Søren åbnede og lukkede munden flere gange, inden han rystede på hovedet. Det var som om, at tiden stod stille inde i det lille lokale. Søren løsnede sit slips, mens han kiggede lidt rundt i lokalet, som om det var det mest interessante lokale i verden. Al Rasmus' erfaring, som mest bestod af at læse krimiromaner og at se krimifilm, fortalte ham, at han bare skulle vente - at gøre stilheden utålelig for Søren, så Rasmus lænede sig bare tilbage i den ellers ubehagelige stol og kiggede afventende på ham.

"... Altså, tror ik' penge er et problem for Carl. Men ja.. Louise betalte jo oftest.. nok altid egentlig..  som I nok ved, så havde hendes forældre røven fuld af penge." Der udbrød en pludselig latter fra Søren, som hurtigt stoppede igen, da Rasmus sad ubevægelig overfor ham.

"Hvor var du i går mellem kl. 4 til halv 6?"

"Jeg var til et forretningsmøde i København til klokken 7, er jeg mistænkt?" Rasmus brugte god tid på endelig at bruge blokken, inden plastposen med den skinnende ring med de røde blodpletter kom frem på bordet, og han svarede:

"Alle er mistænkt. Genkender du denne her?"

Søren bøjede hovedet og klemte øjnene sammen for at studere den intenst. Efter et stykke tid rystede han på hovedet som svar.

"Tak, det var alt."