Krimisamling - Hævnen er sød (Danish/Dansk)

1. Del V

Rasmus vågnede næste morgen ved telefonens ring. Han sad foroverbøjet over sit skrivebord på sit 3x3 kvadratmeters kontor, som han delte med to andre. Der var en svag aroma af gammel sved og kun få solstråler fandt vej ind gennem vinduet, da gardinet på det lille vindue var trukket for. Skrivebordet var normalt hvidt, men det var ikke synligt, da der lå papirer og kaffekopper spredt over det hele. Vidneudsagn, lister med eventuelle vidner og folk, der skulle afhøres. Det ville blive en lang dag, men han glædede sig som et lille barn. Telefonen blev ved med at kime, og Rasmus tog en stor slurk af en kold kop kaffe for at fjerne fornemmelsen af, at hans øjenlåg føltes som bly, og rakte ud efter telefonen.

"Rasmus Skov."

"Hej Skov, har arbejdet med Louise Jensens lig hele natten, som du bad om. Obduktionsrapporten er lavet og sendt til dig, men kan give dig det vigtigste nu, hvis du vil. Dødstidspunkt omkring kl halv fem til fem, ingen af hendes led var stivnet endnu. Vi fandt 84 snitssår over hele hendes krop, plus det store i brystet hvor kniven stadig var stukket ind, da vi fandt hende. Udover dette er der få blå mærker, mest på hendes overkrop. Mordvåbnet er ligeledes kniven, som stadig sad i hende og vi fik Carl Jensen, ægtemanden, til at identificere den som deres egen køkkenkniv. Men.. det mest interessante var, at vi fandt en ring i offerets mave."

"En ring?" Rasmus' stemme dirrede af spænding - måske var det ikke bare en kedelig, ligetil drabssag.

"Ja, størrelsen tyder på, at den tilhører en mand - og en stor en af slagsen."

En ven af ægteparret, Søren Larsen, blev indkaldt samme dag til afhøring. Rasmus betragtede ham: Udseendemæssigt var Søren og Carl fuldstændig som dag og nat - Carl, høj og veltrænet, Søren var lav, tykbenet og det var tydeligt at se på hans mave, at han var glad for øl og søde sager. Han var iklædt et fint jakkesæt, men intet andet omkring han kunne beskrives som fint - han havde tykke, sorte øjenbryn, der var så tæt på hinanden, at det næsten kunne karakteriseres som et monobryn og små, stikkende øjne. Rasmus tømte kaffekoppen og måske var det overfloden af koffein, der gjorde, at der var klistret et stort smil på hans læber og hans skridt var selvsikre, da han gik ind i afhøringslokalet til Søren.