The Moon's daughter

Kapitel 39

---- Alexandria POV ----

Det blev ret hurtigt kedeligt at være i rummet. Brødrene havde travlt med at få det hele i stand til den kommende storm og da de var mine bodyguards, måtte jeg ikke gå. Ikke at det havde stoppet mig før, men det var trods alt vigtigt, at få stedet her i stand så vi kunne opholde os her. Jeg håbede bare at en del af de vigtige ting vi manglede at få ned, indeholdt flere sove pladser, for jeg havde ikke tænkt mig at dele seng med dem. Jaja, jeg ved godt at jeg allerede havde sovet i sammen seng som dem alle, men der havde jeg selv valgt det. Det her var tvang. Jeg kunne selvfølgelig bare tage sofaen, men så stjal jeg altså dynen. Jeg sad stadig i mit hjørne af rummet og havde bygget et mindre fort ud af bøgerne. Nu sad jeg midt i det, svedte som bare fanden og iagttog brødrene mens de arbejdede. Aries og Attis havde også smidt deres trøjer og sved klistrede på alle tres overkroppe. Deres duft fyldte luften og jeg inhalerede den ved hver evig eneste vejrtrækning. Varmen og deres lugt var overvældende i det lille rum og jeg kunne ikke fokusere på andet. Hvilket gjorde at jeg kedede mig bravt lige nu. Det og så det faktum at jeg ikke måtte hjælpe med noget som helst. Bemærkningerne 'du bliver bare beskidt', 'det kræver en der ved hvad man laver' og 'det er for farligt' var blevet sagt gentagende gange og jeg var generelt bare irriteret over det hele. Irriteret over at være fanget her, at jeg ikke måtte lave noget og at de behandlede mig som en skrøbelig porcelæns figur. Atlas rejste sig med et grynt og skævede kort til mig inde i mit bog-fort. Hvorfor de havde så mange bøger hernede, havde jeg ingen ide om, men det havde fået tiden til at gå da jeg stablede dem. Eller jo, fjernsynet var ikke sluttet til og havde aldrig været det. De var aldrig nået til at trække de nødvendige kabler og de havde heller ikke travlt med at gøre det nu. Han bøjede sig bag over og der lød et smæld fra hans ryg. "Det sner." Han skævede til mig igen og jeg trak på skuldrene. Hvad skulle jeg bruge det til? "Måske..." Han kiggede rundt i rummet. "Du kan gå med op." Jeg var på benene inden han havde snakket færdig og han smilede skævt, mens han fiskede sin trøje op fra gulvet. Hans brødre kiggede overrasket på ham. "Er du sikker på det er en god ide?" Attis skævede til mig og Aries knurrede medgivende, men Atlas gik bare mod døren. "Vi bliver tæt på hytten og jeg skal alligevel hente noget, så jeg vil være til stede." Han spændte i armene, mens han trak den tunge dør op og da den var åbnet nok til at jeg kunne komme ud, sprang jeg ligefrem igennem åbningen. "Hey!" Atlas var lige ved at slippe døren, men jeg kiggede bare på ham med et hævet øjenbryn. Hans brødre grinede og han fnøs som svar. Han fulgte tæt efter mig op af trappen, som jeg tog to trin ad gangen. 

Det sneede ganske rigtigt da vi kom op og jeg trak vejret dybt ind. Kulden stak lidt i lungerne, og luften skar sig direkte igennem min jakke. En kuldegysning gik igennem mig og Atlas rykkede sig lidt tættere på. Jeg kunne mærke hans kropsvarme gennem lagene af tøj og jeg nød det et øjeblik inden jeg løb væk fra ham. Jeg smed mig ned i det tykke lag sne og så hvordan det fløj op omkring mig. Atlas kom hen og stillede sig ved siden af mig. "Hvad?" Han rystede på hovedet. "Har i ikke sne derhjemme?" Han rakte en hånd ned og jeg tog den og lod ham trække mig på benene. "Jo, men aldrig så meget som her. Vi er beskyttet af skoven." Jeg børstede sneen af mig. Det havde været et dumt spørgsmål, for der havde lægget sne omkring Flokhuset, da de kom for at hente mig. "Jeg elsker sne." Jeg sukkede dybt, lukkede øjne og lagde hovedet tilbage. Hans duft blev en smule stærkere. "Jeg vil være herover, hvis du får brug for noget." Jeg åbnede det ene øje halvt og kiggede på ham, mens han gik over mod skurret. Jeg smilede til hans ryg og lod blikket falde en smule længere ned. Ikke dårligt. Jeg rystede på hovedet og rettede mig op, med begge øjne åbne. Hvad så nu? Jeg havde fået lov til at komme op fra hullet og den friske luft hjalp på mit humør, men jeg kedede mig stadig. Jeg gik lidt længere væk og sparkede sneen op imens. Der var bare noget over sne jeg virkelig elskede. Med tanke på bog-fortet gik jeg i gang med at skubbe sne sammen og der gik ikke lang tid før sveden bredte sig. Jeg kunne mærke hvordan mit tøj klistrede til kroppen, men lige nu var jeg ligeglad. Jeg vippede tilbage så jeg ikke længe kun sad på knæene og kunne mærke hvordan sneen gjorde mere af mine strømpebukser våde. Et pust af varm luft ramte mig, efterfulgt af lyden af høj vejrtrækningen og jeg stivnede på stedet. Jeg genkendte ikke duften personen udskilte, så det var ikke Atlas, der stod bag mig. Der lød en knurren bag mig og det sendte en kuldegysning igennem mig. Den knurren kunne kun stamme fra én ting. Jeg drejede langsomt hovedet. Bag mig stod en stor mørke grå, næsten sort, Ulv og her snakker vi ikke om en normal størrelse ulv. Nope, det her var en Han-ulv i sin fulde Ulve form og han var stor. Rigtig stor. Vi var næsten i øjenhøjde i min knælende stilling. Han knurrede dybt af mig igen og på trods af at min hjerne skreg til mig at jeg skulle rejse mig, kunne jeg ikke. Minderne fra mit overfald væltede tilbage og neglede mig til stedet. Hvor var Atlas, når man havde brug for ham? Ulven sprang pludselig frem og ramte min skulder. Jeg væltede om i sneen og trak vejret i små stød, tydeligvis i gang med at hyperventilere. Ulven drejede sig rundt og begyndte at gå frem mod mig igen. Min krop kom endelig i bevægelse og jeg krabbede langsomt baglæns, mens Ulven bevægede sig frem, så afstand blev ikke større, men derimod mindre, da han bevægede sig hurtigere end jeg gjorde. Atlas for fanden! Hvordan kunne han bare gå sin vej? Under normale omstændigheder havde jeg ikke brug for en rider til at redde mig, men lige nu. Lige nu var jeg i et stadie af panik og kunne ikke andet end at bevæge mig baglæns. Min hånd lande oven på noget hårdt i sneen og jeg så mit snit. Min krop lystrede heldigvis og mine iskolde fingre lagde sig om objektet. Jeg smadrede hvad, der viste sig at være en tyk gren ind i hovedet på Ulven. Sammenstødet sendte stød op gennem min arm, men jeg kom på benene i en fart og satte i løb. Jeg var ikke kommet langt før Ulven væltede mig omkuld i sneen igen. En lyd undslap mig endelig og skriget flængede stilheden. Jeg vendte mig i sneen og så Ulven stille sig hen over mig, med forbene placeret på hver sin side af mine hofter. Den viste tænder i en dyb knurren og savlen løb ned fra dens mund. Den sænkede hovedet og jeg drejede mit væk fra dens fæle ånde, hvilket blottede min hals. Savlen landede på siden af halsen og blev efterfulgt af dens klamme ånde. Jeg peb ufrivilligt da dens snude ramte samme side af halsen.