Når tiden løber ud.

Hvorfor mig?

Da dagen endelig tittede frem stod jeg op og kiggede mig selv i spejlet, jeg så mit ansigt der var helt blegt, mit brune hår der havde fået en mærkelig dunkel farve og Skæret i mine øjne var helt forsvundet. Jeg så ud ad vinduet fra badeværelset, man kunne se ned i haven hvor Æblegrenene smagte på morgen solen. Da jeg gik ned af trappen så min mor og jeg bare på hinanden, hun lugtede af kaffe. Det føltes som om der gik tusind år før hun spurgte mig hvad jeg ville lave den dag. Vi skrev fireoghalvfjerds ting ned på et stykke papir som jeg skulle nå at lave før jeg forsvandt. Men min mor havde ikke taget højde for at jeg ville se mine venner, familie og alt det der betød noget for mig før jeg tog afsted, før jeg forlod hende.Jeg ville prøve at nå så mange ting fra den liste som muligt bare for hendes skyld, jeg ville gøre min mor glad bare den sidste gang. At Se hende smile ville betyde alt for mig, jeg havde ikke set hende smile i lang tid. Hun ville ikke have andet tilbage bagefter, alt hun elskede havde forladt hende og nu skulle jeg dø fra hende. Men jeg kunne ikke gøre noget ved det. Mit største ønske var umuligt,alt det jeg gerne ville havde vi ikke tid til. Jeg havde sagt til min mor at det var okay, men nej! Intet var okay, jeg skulle dø ja det var mig der skulle dø. Der skulle ikke være fireoghalvfjerds ting vi skulle nå, der skulle være plads til de få ting jeg gerne ville. Men så ville jeg jo ikke kunne gøre min mor glad. Døren til mit værelse åbnedes langsomt, jeg troede min mor havde hørt mig græde. Hun var kommet op med et lille stykke kage og sagde "er du så klar til idag?"med et stort smil på læben selv om hendes øjne brændte af ulykkelighed. Jeg svarede ikke jeg sad bare der, helt stille og kiggede på hende. Jeg kunne høre en bil udenfor, alt skete bare så langsomt. Jeg nåede ikke engang at tænke over det, "mor lov mig at jeg ikke skal dø på hospitalet." Hun så på mig med hendes store nøddebrune øjne og sagde"Selfølgelig skat" stadig med smilet på læben. "vi skal nå at lave så meget fra den liste som muligt, få noget tøj på så starter jeg bilen." Jeg var ikke gammel nok til at køre bil men det stod på listen, så min mor lod mig køre. Jeg startede motoren, bilen begyndte stille og roligt at tøffe frem ad.I starten gik det ikke så godt. For hvert sekund der gik blev jeg bedre, det blev nemmere. Hun forklarede mig hvordan jeg skulle gøre, men nej det blev aldrig bedre for jeg skulle dø, jeg ville aldrig nå at få mit eget kørekort eller min egen bil. Mit hoved dunkede som om tusind nåle blev stukket ind i min hoved bund, men jeg kunne ikke sige noget til min mor. Hun ville blive så ked af det.
Da mørket havde lagt sig havde vi fået nået en del af de ting der stod på listen, men vi kunne umuligt nå dem alle sammen. Jeg sad på min seng, der var gået en hel dag. En dag som jeg ikke havde. Hvorfor mig? Hvorfor skulle jeg dø.