Når tiden løber ud.

Dagen.

Når tiden løber ud.
Det eneste jeg kunne høre var uret der tikkede og en svag kvalt lyd fra min mor.
Hvert slag fra uret, var et sekund mindre af mit liv. Og jeg sad bare der og stirrede ud i den tomme luft, som om intet var sket. Men jeg havde lige fået af vide, at jeg havde tre dage tilbage at leve i.Jeg skulle nå at leve et helt liv på tre dage. Lyset strømmede som en rød bølge af varme ind ad vinduet og ramte mine øjne, da slog tanken mig jeg havde tre dage til at opleve alt, se alt og føle alt.

Vi kørte hjem i stilhed. Vores lille bitte bil, med de grønne døre virkede helt anderledes.
Alt virkede faktisk anderledes, det kridt hvide hus, mit kæmpe store værelse, ja selv den håndlavede pude min mormor havde lavet. Min mor sagde at jeg skulle sætte mig på en af de høje, hvide stole. Hun spurgte med en tung tone "Er du klar over at du skal dø?" Jeg prøvede at sige ja, men der kom ikke nogen lyd frem. Min mund ville ikke åbne sig, alt var stille, jeg kunne mærke at min mor var bange.Gad vide hvordan hun havde det. Hun gik over imod mig, uden at sige et ord. Hun lagde hendes varme hænder på mit hoved. Min mor sagde til mig at vi nok skulle komme igennem det her, at vi nok skulle klare det. Men hun sagde det kun, for at gøre mig mindre bange. Den aften faldt jeg ikke i søvn, der var så mange ting jeg aldrig havde lagt mærke til før. Lyset fra gadelygten, fuglens aften sang og de sidste få stråler fra solen der lagde sig som en tyk dyne over jorden.