Genopdagelse

Kapitel 3

I dag tager Caroline til København. I dag er jeg singel, for første gang i et år. I dag er en mærkelig dag.

Jeg fik min mor til at køre mig til skole, og det er en helt mærkelig fornemmelse, at gå gennem skolen uden Caroline ved min side. Jeg har prøvet at tage noget fedt tøj på, jeg vil gerne udstråle, at jeg har styr på mit liv, selvom dette ikke er tilfældet. Det ville ikke undre mig, hvis hele skolen allerede ved til Tobias og mit brud. Tobias er en af skolens sweethearts, og pigerne vil sikkert vælte over ham fra nu af. Det skal jeg ikke tænke på nu, minder jeg mig selv om. Jeg skal bare igennem dagen. For første gang i mange måneder, går jeg ind i klasselokalet, inden læren er ankommet. Jeg har flere pladsmuligheder end jeg plejer, hvilket jeg ikke er i stand til at magte lige nu. Heldigvis ser jeg en ledig plads, ved siden af Mark.

"Kan jeg sætte mig her?" spørger jeg ham lidt genert om.

"Tænk, du overhovedet spørger om det" griner han, og samler sine ting lidt, ser han ikke fylder hele bordet. "Hvordan har du det?" spørger han så om, og hentyder tydeligt til Tobias. Mark og Tobias var bedste venner på deres folkeskole, og er stadig en del af den sammen drengegruppe.

"Jeg kunne have haft det bedre" svarer jeg ærligt.

"Det er også bare uheldigt. Caroline og Tobias på samme dag"

"Ja" sukker jeg "kan vi lade vær med at snakke om det lige nu" spørger jeg bedende, inden jeg begynder at græde.

"Jo selvfølgelig, undskyld" siger han lidt forlegent.

"Du skal ikke undskylde Mark" siger jeg og smiler til ham. Vores engelsk lærer kommer ind af døren, og begynder at gøre sine ting klar.

"Skal du med i byen i morgen?" spørger Mark mig om.

"Gud byen... det havde jeg helt glemt" starter jeg og tænker lidt "men det tror jeg ikke. Springer lige den her fredag over"

"Du har jo selvfølgelig også drukket fredag og lørdag, de sidste mange weekender" siger han drillende. Jeg griner til ham, et halvhjertet grin, men stadig et grin.

"Så 2.a, nu har vi undervisning" siger vores engelsklærer Niels.

De to første moduler går ret hurtigt. Mark er en god ven, og får mit til at le et par gange. Nu er spisepausen lige begyndt, og jeg følges med Mark ned mod kantinen.

"Simone, jeg skal altså lige pisse. Du går bare derned" siger han til mig, jeg griner lidt af ham, og går selv ned i kantinen. Jeg finder hurtigt mit bord, og sætter mig ved siden af en af mine gode veninder, Josefine.

"Hej Jose" siger jeg muntert, efter at bruge til sammen med Mark.

"Øhm hej" siger hun tydeligt lidt forvirret.

"Hva' så?" spørger jeg.

"Det er bare... øhm. Tror du ikke, det bliver lidt mærkeligt?"

"Hvad bliver mærkeligt?" spørger jeg, og alt det gode humør jeg havde før, forsvinder som dug for solen.

"Bare med dig og Tobi" siger hun. Jeg bliver helt mundlam over hendes ord, bliver hun bange for, at det bliver akavet? Hvorfor støtter hun mig ikke bare?

"Altså hvad vil du have, at jeg skal gøre?" spørger jeg hende lige ud.

"Altså jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan i er som ekskærester, men har du lyst til at kigge på ham hele tiden?" spørger hun mig roligt, og jeg falder mere til ro.

"Altså ikke mega meget, men jeg troede godt, at I ville sidde her" siger jeg lavt. En masse følelser går over hendes ansigt, og jeg kigger indtrængende på hende.

"Det har du også ret i, det vil vi også" siger hun, nu igen lidt trodsigt.

Jeg kigger mærkeligt på hende "Jose, hvad er det, du prøver at sige" siger jeg.

"Det er bare..."

"Sig det nu bare Jose" afbryder min anden veninde Nikoline hende "Simone" siger hun så og kigger på mig "vi synes ikke, du hører til her længere" siger hun lige ud, og hun kunne lige så godt have slået mig.

"I synes ikke, at jeg hører til her længere?" spørger jeg vantro og kigger fra hende til Josefine, de er min skyld, at de overhovedet sidder her. De andre rundt om bordet, har fået interesse for vores diskussion, og alle øjne er på mig.

"Jeg er ked af det" siger Josefine, men en lille stemme. Og vreden ulmer op i mig. Jeg rejser mig hurtigt op, og tager min taske på ryggen.

"Vi har været venner hele vores liv. Og så dropper I mig, frem for popularitet? Fandme nogen loyale venner I er" siger jeg vredt, vender mig om, og begiver mig ud af kantinen. Jeg har det som om, at alles øjne er rettet mod min ryg, så jeg retter mig op, og går med højt hoved væk.

Jeg forstår ikke hvad der skete. Det er som om mit hoved lukker ned. Jeg har lyst til at græde, men jeg gider ikke at græde mere. Uden at jeg tænker over det, fører mine ben mig, tilbage til klassen. Der sidder fire stille piger derinde, og spiser deres mad. Når jeg kommer ind, bliver de helt stille.

"Hej Simone" siger den ene, Rikke. Jeg giver hende mit bedste smil, hvilket ikke er meget mere end en vag trækning. De går tilbage til deres samtale, og jeg sætter mig bare ned, og ser noget netflix.

"Hvor blev du af?" spørger Mark mig om, når næste modul starter.

"Fortalte de det ikke?" spørger jeg ham vantro. I mit hoved vidste alle det nu, men de fleste giver jo ikke en skid for mig. Han ryster spørgende på hovedet, så jeg fortsætter "Nikoline og Josefine sagde, at de ikke synes at jeg hørte til længere" svarer jeg, og vreden bygger sig op i mig igen.

"Mener du det?" spørger han mig vantro. Jeg nikker, og kigger væk fra ham, så han ikke kan se, hvor meget det påvirker mig.

"Simone?" spørger han mig så.

"Ja?" svarer jeg lavt, og kigger forsat væk fra ham.

"Ved du godt, at du ikke behøver at spille stærk, ik'?. Det er der ikke nogen, som forventer af dig" siger han blidt, men bestemt. Jeg kigger over på ham, og ser oprigtigheden i hans øjne.

"Det er jo lige præcis det. De forventer, at jeg ikke kan klare det. Jeg vil vise dem, at de tager fejl" siger jeg, og det går op for mig, hvor meget det er sandt. Jeg har løst til at vise dem, at jeg ikke behøver Caroline eller Tobias for at klare mig, jeg har nok i mig selv.

"Men Simse" siger han, og bruger Carolines kælenavn for mig "det er jo umenneskeligt. Du er et menneske, selvfølgelig skal du også have dine off-dage" siger han blidt.

"Tak Mark, jeg sætter pris på det, men du er måske den eneste på denne skole, som vil have forståelse for det" jeg klemmer hans hånd, og inden han kan nå at svare, begynder det næste modul.

--

Sidste kapitel der kommer ud i dag, i morgen kommer der mere.

Knus!

-OlgaViol-