F E M T E N

243 18 0
                                    

Maraton 4/6

Katrines synsvinkel

Martinus var gået. Vi var uvenner. Det havde ikke været meningen. Jeg blev helt trist inden i. Jeg følte ikke, at jeg havde kunnet være bekendt at fare sådan i hovedet på ham, men det havde gjort mig sur, at han bare troede, han kunne komme her og sige, at jeg ikke havde ret i det, jeg sagde. 

"Måske burde du gå ind til ham," sagde Marcus bekymret. "Han tager det meget nært, når folk er sådan imod ham."

"Hvorfor er det, du ikke tror på kærlighed?" spurgte jeg nysgerrigt. Jeg var nødt til at vide det, siden Marcus tydeligvis var enig med mig i de ting, jeg havde sagt. 

"Så må du vist hellere sætte dig ned, for det kan vist ikke siges på to ord."

Jeg satte mig på sengen. Han rullede kontorstolen hen til mig, så han sad over for mig. 

"Jeg havde en kæreste, der hed Anna," begyndte han. "Det er et stykke tid siden. Jeg elskede hende højt. Jeg troede, hun elskede mig, indtil jeg fandt ud af, hun havde været mig utro det meste af vores forhold."

"Nej, sig det ikke passer?"

"Desværre. Jeg skyndte mig til lægen lige efter, jeg havde smidt hende væk. Jeg ville tjekkes for kønssygdomme med det samme, hvis hun havde været så meget omkring, som jeg havde fundet ud af i de efterfølgende dage. Testen viste, at jeg var positiv for klamydia, og jeg kom på medicin omgående."

"Men hvorfor har det fået dig til ikke at tro på kærlighed?"

"Fordi jeg er kendt, Katrine. Der er ingen, der vil elske mig for den, jeg er. De vil altid kun være interesseret i mig, fordi jeg er kendt. Sådan er det bare."

"Og det har Martinus ikke indset endnu?"

"Nej, og det værste er, at hans sidste kæreste faktisk var ham utro. Jeg prøvede at sige det til ham, men han påstod bare, at det ikke passede. Han mente, jeg var vanvittig."

"Hvad skete der mellem ham og hans kæreste?"

"Måske ville det være bedre, hvis han selv fortalte dig det. Det er ikke min historie at fortælle dig det. Det skal han selv gøre."

Jeg nikkede. Jeg forstod godt, han ikke ville fortælle mig det. Det var også helt i orden. Martinus havde sikkert også sine skeletter i skabet, når det kom til kærester og kærlighed, men han skulle vel egentligt selv være det, der fortalte mig det. Måske ville han ikke have, jeg vidste det.

"Hvad med dig?" spurgte Marcus. "Hvorfor tror du ikke på kærlighed?"

"Fordi jeg havde en kæreste, som fortalte mig en masse fine ord hele tiden. Sendte mig lange kærlige beskeder om vores fremtid. Han havde lovet en masse, og pludseligt sagde han til mig, at han ikke elskede mig mere. To dage senere havde han en ny kæreste."

"Tror du, han har været dig utro?"

Jeg kunne næsten ikke klare den tanke. Den havde krydset min hjerne flere gange. To dage var ingenting. Han måtte have haft noget med hende at gøre, men ham og jeg stadig var sammen, men det gjorde for ondt at overveje det. 

"Måske," svarede jeg. "Men det er ikke noget, jeg har lyst til at tænke på. Det kan jeg ikke."

"Det gør ondt," svarede Marcus. "Jeg ved det, men det er også vigtigt at erkende, hvad der er sket."

"Jeg vil hellere bare være i min egen verden."

"Men hvis den ikke er den virkelige verden, gør sandheden bare mere ondt, når den rammer."

Jeg nikkede bare og rejste mig. Jeg måtte se at komme tilbage til Martinus og få lavet den opgave færdig, så jeg kunne komme hjem. Jeg havde snakket for meget om følelser nu.

●●●

Katrine kan vist ikke klare at overveje tingene

Mon hun bliver konfronteret med det hele på et tidspunkt?

Glem ikke at stemme og kommentere! <3

- Mathilde <3

The Game of Gunnarsen | Martinus Gunnarsen FanfiktionWhere stories live. Discover now