In your dreams 2 (pause)

5

"London?!" udbrød jeg.

Han så ikke på mig.

"London," gentog jeg og vidste ikke om det var ment som et spørgsmål eller en bekræftelse. Jeg trak mig lidt tilbage fra ham.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige.

På den ene side var jeg pisse glad for at Liam var blevet tilbudt et stipendium til en fantastisk skole.

Men på den anden side... London. Det lå på den anden side af jordkloden, han kunne ikke bare forlade mig!

Eller kunne han?

"Inanna, jeg ved det er svært at forstå, men..." Han gik tabt i ordene.

Jeg følte mig pludselig meget utilpas. Her sad jeg, kun i ført undertøj i en rosenbeklædt seng med stearinlys, sammen med min kæreste som nu skulle forlade mig.

Måske skulle forlade mig.

Jeg tog kåben som lå på gulvet og tog den på. "Gør du det?" spurgte jeg. Liam så endelig på mig. "J-jeg ved det ikke..."

Så var der min tur til at se væk. En del af mig håbede på at Liam med det samme ville have valgt at blive. Sammen med mig.

Men det kunne jeg ikke være bekendt.

Det her var hans fremtid. Og jeg var jo ikke hans fremtid. For det var jo ikke fordi vi skulle giftes.

Okay, wow.

"Jeg har til i morgen til at beslutte mig..."

"Hvad, hvorfor?" udbrød jeg. "For hvis jeg tager i mod tilbudet, tager vi afsted næste uge."

"Hvad?"

Det mente han fucking ikke.

"Jeg tænkte at vi nok burde snakke om det..." sagde Liam.

"Åh, gjorde du?" spurgte jeg spydigt.

"Inanna... lad nu vær," sagde Liam opgivende. Den vrede rynke i mine bryn forsvandt og sukkede. "Undskyld." Jeg krøb ind i hans favn og han lagde straks sine arme om mig. "Liam, jeg vil ikke have at du skal gå..." klynkede jeg. Han kyssede stille min hals. "Jeg vil heller ikke gå fra dig."

Jeg fik en idé og trak mig væk fra Liam så jeg kunne se ham i øjnene. "Jeg kunne bare tage med dig!"

Liam så uforstående på mig. "Tage med mig til London?"

Jeg nikkede. "Inanna, du kan ikke bare tage med mig til England. Hele dit liv er her."

"Jeg har kun haft et liv i sådan et år! Der kommer jo ikke til at være nogle der savner mig."

"Hvad med Matteo? Liza?"

"De klarer sig!"

"Klarer Matteo sig? Alene her i mit hus? Jeg vil gerne at der er nogle der er her mens jeg er væk."

"Matteo er her."

"Han er ikke familie!"

"Er jeg familie?"

Liam så væk. "Inanna... du kan ikke tage med, okay?"

Jeg kneb øjnene sammen. "Du vil slet ikke have mig med, vel?" Jeg rejste mig fra sengen.

"Skat..."

"Du glæder dig til at komme væk fra mig?"

Liam rejste sig også. "Nu overdriver du." Han tog sine hænder i mine men jeg trak mig væk.

Pludselig skete der noget jeg ikke havde forventet. Jeg begyndte at græde. Det var først da jeg kunne mærke tårerne sile ned ad mine kinder og Liam omfavnede mig og fjernede tårerne. "Skrid," sagde jeg og hulkede. "Nej."

Jeg prøvede at vriste mig fra af ham men han holdt godt fast. "Du skrider jo alligevel om en uge." Mine ord chokerede vist Liam for han løsnede grebet om mig og jeg greb chancen og vred mig fri. Jeg gik helt bagud indtil jeg ramte væggen. Mit syn blev sløret på grund af tårerne. "Alle forlader mig. Endelig havde jeg fundet mig til rette også skrider du," råbte jeg.

Liam hævede stemmen. "Innana, jeg har aldrig sagt at jeg vil forlade dig, lad nu vær med at overdrive."

"Jeg overdriver ikke."

Han sukkede. "Du gør det virkelig ikke nemt det her."

"Nemt at slå op med dig?"

"Innana, tag dig nu sammen. Jeg elsker dig jo!"

Pludselig bankede det på døren og Matteo stak hovedet ind. "Hey, undskyld men jeg hørte råb også... Inanna er du okay?" Liam rullede øjne. "Det indblander ikke dig."

Matteo trådte ind. "Har du gjort hende noget, Liam?" Han vendte sig mod mig. "Jeg sagde at det var en dårlig idé."

"Fortalte du ham det?" spurgte Liam. "Det var jeg jo nødt til da han ved et uheld kom ind i rummet," sagde jeg med et snøft. "Så han dig sådan der?" udbrød han.

"Liam, slap nu af."

"Så nu skal jeg slappe af, var?" råbte han. "Hvad er der sket?" spurgte Matteo. "Bland dig udenom," sagde Liam og jeg i kor. Matteo forlod hurtigt værelset.

Liam tog en indånding. "Hør, Innana"

"Drop det," sagde jeg da jeg kunne mærke flere tårer på vej. "Jeg har brug for at komme væk."

"Inanna, nej. Lad os nu tale om det." Han tog min hånd og det slog gnister i mig og åh jeg elskede ham jo så fucking meget. "Jeg vil gerne være alene." Løgn. Jeg vil have at du skal tage fat i mig og aldrig give slip på mig igen.

Jeg gik ud af rummet og jeg kunne høre Liam bande.

Liams synsvinkel

"Fuck, fuck, fuck, fuck!" blev jeg ved med at sige og slog hånden i væggen. Tårerne dannede sig i mine øjne men jeg blinkede dem væk. Jeg skulle ikke græde. Jeg satte mig på sengen. Rosenbladene lå stadig på sengetæppet og stearinlysene var stadig tændte. Det eneste hun ønskede var at have en perfekt første gang med mig. Jeg kørte frustreret fingrene igennem mit hår. Ny generede tårer var på vej og jeg bed mig hårdt i læben for at stoppe dem. Det virkede ikke.

Inannas synsvinkel

Fuck en idiot jeg opførte mig som. Jeg havde slået mig ned i et af de mange værelser i Liams palæ og skiftet til en pyjamas. Mens jeg krøb under dynen og krammede en pude tænkte jeg på hvor forfærdelig jeg havde været. Tårerne gad ikke at stoppe og jeg snøftede og hulkede så lydløst som muligt. Jeg skulle have været støttende. Det her var en fucking one-time chance Liam havde fået og alligevel havde jeg valgt at være den egoistiske Innana der var ligeglad med Liams drømme, men kun tænkte på mit eget forhold med ham. Jeg var nødt til at undskylde. Jeg reagerede helt forkert. Men jeg ville ikke have ham væk. Det ville jeg ikke. Jeg pressede puden endnu tættere til mig og det var gråden der flere timer senere fik mig til at falde i søvn.

oh fuck. Skal Liam flytte? Synes I Inanna reagerede rigtigt eller forkert?

andre end mig der for spat af Matteo ahahah?