The fear

R O B B E D

jeg sad oppe på mit værelse og kiggede ud af vinduet, jeg kunne bare ikke få det ud af hovedet. Mor var stadig sur over det med Jonas og videoen, men jeg vidste jo ikke at han filmede? Hun burde være på min side. Hun er også sur over stofferne, hvilket jeg godt kan forstå.

"SOPHIA KOMMER DU LIGE HERNED, FAR ER HJEMME!" Shit, shit og atter shit, det her måtte bare ikke ske, min far slår mig ihjel mår han finder ud af det! "JEG KOMMER NU MOR" jeg løber ned af trappen, og håber på jeg falder og kommer slemt til skade, så det ikke bliver nødvendigt at fortælle det til far.

Da jeg kommer ned i køkkenet ser jeg far og mor som sidder ved køkkenbordet, jeg får en klump i halsen, hvorfor er far så rolig? "Vi har besluttet os for noget" siger mor "hvad?" "Vi
syntes ikke du skal bo hjemme længere."

Jeg tripper på stedet, og er ikke sikker på om de laver sjov "mener I det?" "Ja, Sophia, du er ikke god for os eller dine søskende" "men jeg er jo kun 16! I kan ikke bare smide mig ud!"
"Det er ikke til diskussion Sophia, gå op og pak dine ting"

Jeg går langsomt op af trappen, uden tøven. Kan det virkelig passe? Er det her slutningen? Og hvordan skal jeg klare mig?

Da jeg når op på mit værelse går jeg ind på min brors værelse for at sige farvel, men han er ikke hjemme. Jeg ser hans pung ligge på sengen, så jeg nakker den. Så har jeg i det mindste penge til at tog og lidt mad hvis jeg er heldig.

Jeg siger ikke noget til mine forældre og trasker ud af døren men tasken på ryggen. På vej ud af indkørslen ser jeg en dreng på ca. Min alder, han har helt tøj på og en elefant hue, vi fik øjenkontakt, han havde de smukkeste øjne jeg nogensinde havde set. Han havde også en taske på ryggen, mon han var blevet smidt ud hjemmefra?

Da jeg har gået i noget tid kører en masse ambulancer imod mig, jeg bliver lidt urolig. Er det min familie? Jeg løber efter dem for at se hvad der er sket. Den stopper udenfor mit hus, jeg gemmer mig bag nogle buske, og ser ambulance folkene løbe ind, det føles som år før de kommer ud igen, og så ser jeg ligposerne, det er 3. Jeg kan regne ud at det er min lillesøster, mor og far. Så ser jeg Tobias komme løbene, han falder ned på knæ i gråd, jeg ved ikke hvad jeg skal føle. Kunne jeg have stoppet Det? Hvis bare jeg havde stoppet drengen med de pæne øjne.