"Martinus du kan ikke have følelser for mig, det kan du altså ikke."
"Hvorfor kan jeg ikke det Elena? Kan du da ikke lide mig?"spørger han stille. Jeg går frem og tilbage indtil en tanke slår mig. Jeg kan lide Martinus. Jeg kunne ikke forstille mig...
Jeg træder ud af bilen efter den lange køretur. Jeg kigger direkte op på et stort hvidt hus. Størrere end det i Danmark.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Jeg tager min taske og kigger rundt i området og ligger mærke til en dreng som står og kigger på mig. Jeg synes det bliver lidt mærkeligt så jeg skynder mig at gå ind i huset. Jeg løber op af trappen op til første salen hvor jeg kigger rundt i de 3 værelser der er øverst. Jeg skynder mig ind på det største af dem og slår lejrer (som jeg ville kalde det) hvilket bare betyder at jeg sætter min taske på gulvet og går ned igen. Mine forældre tager deres tasker og går direkte ind for at arbejde. Jeg går udenfor for at vente på flyttebilen som var lidt langsommere end os. Flyttebilen kommer kørerne ned af vejen og viser dem vej ind i huset.
"Hvor skal disse møbler stå"
"Bare stil dem på første sal ved 1 dør" og sådan fortsætte det indtil flyttebilen er tømt. Mit værelse kommer til at se sådan ud.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Jeg er selv rigtig tilfreds med resultatet. Resten af huset gider jeg ikke tage mig af i dag. Det må være Astrid og Karls job aka mine forældre. Jeg er ikke så god til at kalde mine forældre Mor og Far men prøver at forbedre mig fordi de bliver så kede af det når jeg ikke kalder dem det. Jeg beslutter mig for at gå en tur. Jeg vil gerne se byen så længe vi er her. Man ved jo aldrig hvornår vi skal flytte igen. Jeg går stille ned af vores vej da jeg ser to drenge nede for enden af vejen som går og spiller fodbold. Jeg går bare stille i min egen verden da ham den ene af dem vender sig mod mig.
"Hey dig der?"
"Hey det er altså ikke særlig sødt at kalde folk for dig der" siger den anden.
"Er du ny her?" spørger den første igen.
Nu hvor jeg kigger på dem ligner de begge to faktisk rigtig meget hinanden.
"Ja øh undskyld mig hvem er i?"
De kigger mærkeligt på hinanden og så tilbage på mig igen som om der er noget i vejen eller som om de telepatisk kommunikerer.
"Ved du ikke hvem vi er?"
"Øh nej"
"Nårh okay men mit navn er Martinus og dette er min tvillingebror Marcus"
Der blev en akavet stilhed fordi jeg ikke rigtig kan få et ord frem. Jeg kunne hellere ikke finde ud af hvad jeg skulle sige så jeg skyndte mig bare at gå videre. Jeg er nået et godt stykke da en af dem som jeg tror er Martinus vender sig om og siger:
"Hov vent hvad hedder du så?"
"Elena" jeg svarer kort og skynder mig videre. Jeg når kun lige at hører:
