Iskold

Seriøst!?

Jeg har fået mit skema og bliver nu hentet fra kontoret af en lille halvtyk, næsten skaldet mand. Da han rækker hånden ud mod mig er min første indskydelse at træde 3 skridt tilbage. Det gør jeg dog ikke. Vi giver hånd og han introduserer sig for mig. Det viser sig at han hedder John, men at jeg hellere må kalde ham for hr. Handerson.
"Jeg skal være din Matematik- og fysik/kemilærer. Jeg har dig i de første 3 lektioner i dag." jeg smiler venligt til den let energiske lave mand og følger efter ham ned af en gang med matte, mørke murstensvæge, der for mig til at spekulere på hvor gammel skolen er. Vi træder ind i et forholdsvist stort lokale med skabe stående op af den bagerste væg. Det er dog ikke skabene som fanger min opmærksomhed, det er alle de stirrende, nysgerrige øjne som klistrer sig til mig som sand i solcremen. Er der ingen her med den mindste smule manerer?
Jed skanner hurtigt lokalet med øjnene og skære en grimasse, da de rammer idioten fra parkeringspladsen. Da han allerede kigger på mig for vi øjenkontakt. Jeg prøver af al kræft ikke at lade ham se hvor akavet jeg synes det er og hvor meget jeg har lyst til at kigge væk. I stedet stirrer jeg ham trodsigt ind i øjnene med så meget selvsikkerhed jeg kan mønstre. Til sidst efter hvad føles som en evighed, men sikkert kun varede få sekunder, kigger han væk, og jeg tillader endelig mig selv at gøre det samme. Ud af øjenkrogen fanger jeg et lille smil fra hans side af. Idiot.
"Godmorgen elever, som i allerede ved er der kommet en ny elev i klassen. Det her er Layla. Tag rigtig godt imod hende." efter den, på ingen måde akavede, introduktion henvendte John.. Øh hr. Handerson sig til mig. "du kan hente dine bøger på biblioteket i pausen, jeg får en til at hjælpe dig med det. Du kan sætte dig ved siden af Luke, det er ham i den sorte T-shirt på  2. Række." jeg kigger hen mod anden række og sukker indvendigt. Seriøst!?
Jeg lader mig træt synke ned på den hårde træstol. Jeg kan mærke den intense stirren fra min nye sidemakker. Great Det er som at være på den forkerte side af hegnet i zoologisk have. Jeg ignorerer ham stædigt. Timen er så småt begyndt at gå i gang. Overalt kan man høre den skrattende lyd af blyant mod papir. Selv jeg sidder og tager noter. En hvisken afbryder min konsentration og jeg kigger lidt små forvirret op fra min notesbog. "Hey, du er pigen fra parkeringspladsen" jeg ruller øjne og kigger til venstre hen mod idioten fra tidligere. "Hey, lad være med at snakke til mig" svarer jeg igen med en grimasse. "Nah, det tror jeg ikke jeg vil" svare han tilbage med et dumt, skævt smil der får min mave til at krumme sig sammen på en underlig måde. Med et "hmmf" ser jeg væk og genoptager mine skriverier. Jeg sniger mig til et enkelt blik ud af øjenkrogen.
Hans dybt grønne, funklende øjne kigger stadig intenst på mig. Har drengen ingen manerer? "hva' har din mor ikke lært dig at det er uhøfligt at stirrer?" Hans smil bliver bare bredere og han læner sig hen mod mig på en forførende dog intimiderende måde. "Jeg lader mig ikke stoppe af unødvendigt ting som at blive opfattet som værende uhøflig" jeg stirrede på ham, prøver at se igennem den omhyggeligt udførte maske han bærer rundt på. Jeg synes jeg ser noget i hans øjne, men jeg ved ikke hvad det er. Jeg får kuldegysninger af at kigge på ham, så jeg fjerner mit blik og vender tilbage til mine noter. Eller det prøver jeg, men jeg kan ikke lade være med hele tiden at sende stjålne blikke mod Lane.. Nej vent.. Han hed ikke Lane, hvad var det nu han hed? Nå det kunne være ligemeget. Jeg trækker på skuldrene og begynder rent faktisk at høre efter.

---------------------------------------------------------
Hej med jer mine dejligt kolde istapper. Jeg håber i kunne lide dette kapitel og vil fortsætte med at læse. I er meget velkomne til at skrive hvis jeg har lavet en fejl eller hvis i har ideer til historien.
Xoxo eltoldam😘