Hybrid

Kapitel 44

Vi rammer havets overflade hårdt og jeg kan høre Sienna stønne, inden vi ryger ned under vandet. Det omsluger os hurtigt og den pludselig kulde får mig til at gispe, så bobler trænger ud gennem min mund samtidig med at vand kom ind. Jeg vrider mig i Siennas favntag, men hun holder stadig godt fast og først da opdager jeg min fejl. Pilen der sad i hendes vinge, har boret sig ind i hendes arme da vi ramte vandet og blev trygget sammen. Hun kan ikke åbne sit favntag, da hendes arme er låset sammen af pilen. Havde det ikke været for begge hendes arme, så ville pilen have siddet i min brystkasse. Selvom jeg er taknemlig for at hun har beskyttet mig, så kunne det lige nu være grunden til at vi begge dør. Mine arme er fanget nede under hendes, men jeg forsøger alligevel at se om jeg kan nå pilen. I det samme bliver vandoverfladen over os brudt og nogen svømmer ned mod os. Xanthus svømmer så hurtigt han kan og lige bag ham følger William efter. Xanthus laver fagter til William, der nikker og derefter svømmere ned under os. Vi stoppede med at synke længere ned og Xanthus tager fast om pilen. Med hurtige bevægelser trækker han den ud og bobler står op fra Siennas mund. Xanthus trækker mig fri fra hendes og svømmer mod overfladen. Under os har William godt fast i Sienna, mens han svømmer mod overfladen med hende i sin favn. Vi bryder gennem overfladen og jeg trækker vejret dybt ned i lungerne. Det næste jeg opfanger er at vi er tæt på en kystlinje og der er sand så langt øjet rakker. Xanthus har godt fast i mig, mens vi bevæger os det sidste stykke hen mod kysten. Så bryder William gennem overfladen med Sienna i sin favn og bevæger sig ligeledes mod kysten. "Havde du nu været gravid, så havde fosteret nok ikke klaret det fald." Sienna grinede, men smerten forvandlede det til en jamren i stedet. Jeg kan mærke hvordan Xanthus spænder op og grebet i mig bliver hårdere. "Det er overhovedet ikke sjovt Sienna." Hun ryster på hovedet og stønner da William sætter hende ned på sandet. Han smider sig ned i sandet ved siden af hendes og giver sig til at grine. Xanthus løsner op og trækker mig med ned og side. "Hvor mange gange er vi efterhånden blevet angrebet?" "Alt for mange gange hvis du spørger mig." Sienna sukker dybt og kigger så på mig. "Hvad så nu? Vores vejviser er væk og vi har ingen ide om hvor vi er." Jeg rynker brynene. "Vi skal længere ind, så jeg kan finde nogle kendetegn. Noget der kan fortælle mig hvor vi skal hen." Hun hæver øjenbrynene. "Seriøst?" Jeg nikker og kommer på benene. "Jeg ved det lyder skørt, men skikkelsen gav eller overførte et kort til mit hoved. Den rørte mit hoved og pludselig vidste jeg hvor vi skulle hen. Så hvis jeg bare kan finde noget der passer til de billeder jeg har i hovedet, så..." "Hvad er skikkelsen? Jeg vidste ikke at man kunne have en evne, der kan overføre tanker. Kan du det?" Hun kiggede over på William, der rystede på hovedet. "Ikke hvad jeg ved af." Hun kiggede direkte op i luften. "Hvad er skikkelsen for en mon? Det var helt klart den der fik vores forfølger til at styrte ned i vandet, så den må kunne flyve." Xanthus blandede sig i samtalen. "Den? Skikkelsen? Hvordan kan i ikke vide hvad det er?" Sienna skulede til Xanthus. "Jeg kan ikke se den ansigt og jeg kan ikke høre det på stemmen. Den lyder hverken feminin eller maskulin, bare helt neutral og det irritere mig at jeg ikke kan placere kønnet." Xanthus kiggede skiftevis på os, mens William og jeg nikkende gav Sienna ret. "Det er en mand, for der er ingen..." Xanthus stoppede med at snakke da han så Siennas ansigts udtryk. En rødmen begyndte langsomt at brede sig i hans ansigt og han rømmede sig stille. Jeg kunne ikke lade være og brød ud i grin og de andre stemte i.

Vi havde ladet emnet om kønnet på skikkelsen være og havde i stedet fokuseret på at bevæge os længere ind på den landmasse vi var på. Sienna brokkede sig med jævne mellemrum over enten hendes arm og vinger eller at hun havde sand, steder hun ikke brød sig om. Vingen var beskedagtigt så hun kunne ikke folde dem sammen, så de kunne forsvinde. Armene holdte hun tæt ind til kroppen, mens hun gik og mukkede. Sandet var blevet erstattet af grus og store sten og vi traskede langsomt afsted. Landskabet omkring os var mere eller mindre uberørt. Forskellige træer, buske med blomster og bær, bloster og andre planter voksede side om side med hinanden i harmoni. Der var en lav summe lyd fra insekter der sværmede rundt om planterne. Græsset på hver side af grusstien var frodigt og havde små fugtperle siddende. Stedet her virkede så fredfulgt og jo længere ind vi gik voksede der lyden af rislende vand tydeligere. Vi rundede en tæt bevoksning og et hus kom til syne. Det var lavet af tygge træbjælker og havde stråtag. Da vi kom tættere på blev gruset erstattet af store sten, der dannede en bred sti op til husets dør. Tættere på huset var der lavet små indhegninger hvor der var plantet en masse forskellige grøntsager og en lille flod løb på den ene side af huset. På verandaen foran huset stod der et bord, en sofa og så hang der en hængesofa i den modsatte side af verandaen, længst væk fra stien. En person rejste sig elegant fra hængesofaen og stillede sig ud på stien og skærmede mod solen med den ene hånd. Personen havde hvide sko, lyse cowboybukser og en rød bluse på. Rundt om kroppen havde personen en hvid kappe med et gyldent broderi, der først blev tydeligere da vi kom tættere på. Det viste sig at være en dame, hvis lyse hår var samlet i en hestehale og hendes grønne øjne funklede i solen. De øjne virkede bekendte og da hun snakkede virkede hele hendes væsen bestemt bekendt. "Zeva, min egen, jeg har ventet dig."