Be Confident In Your Own Skin | ✔

Afsnit 15. | En undskyldning & Vredet om

MAGGIE

[Nutid]

Jeg rejser mig op og løber efter ham. Det var altså ikke mening at såre ham. Jeg mister ham ude af syne. Jeg stiller mig på tæer. Der! Han er lige derover. Møver mig igennem flokken af mennesker. Jeg griber ud efter hans håndled. William vender hovedet mod mig og rynker brynet.

Vi går op til historielokalet eller rettere. Jeg slæber ham med mig derind. Der er heldigvis ingen herinde.

"Undskyld, det var altså ikke min mening at såre dig," siger jeg undskyldende. Han trækker ligegyldig på skulderne.

"Vil du gerne gøre det godt igen?" Spørger han. Jeg tænker lidt over det, altså jeg vil da gerne gøre det godt igen. For vil nu ikke have nogen fjender. Jeg ser op på ham ind i hans krystal blå hav øjne. Jeg nikker og ser hurtig væk fra hans øjne.

"Selvfølgelig, hvad er det?" Spørger jeg ham. Han smiler underholdt.

"Dig, mig. Efter skole."

"Jeg..-" Han er allerede ude ad døren, inden jeg når at svare. Jeg ryster på hovedet. Hvad har jeg rodet mig ud i? Jeg kunne også bare have ladet ham gå, også lod være med at undskylde. Det er bare det, at vi skal jo arbejde sammen til opgaven og jeg kunne hellere ikke sige nej.

Det ville også være løgn, hvis jeg sagde, jeg ikke synes han ser godt ud. For det gør han, eller bedre end godt ud.

Ude på fodboldbanen, er vi delt op i to hold. For det er alle 2.g'erne, som skal have idræt. Jeg kommer på det hold hvor vi skal løbe. Heldigvis, er jeg ikke i så dårlig form. Vores idræt lærer, Mr. Aqua. Fortæller os, at vi bare skal løbe og ingen pauser. Vi nikker alle sammen. Jeg skal lige til at løbe, da jeg bliver prikket på skulderen. Jeg ser over venstre skulder og hurtig til højre, da jeg opdager personen snød mig.

"Fik dig!" Griner William. Jeg ruller øjne, men smiler med det samme. For jeg får en ide.

"Se! En panda!" Siger jeg højt og løber hurtig væk. Alle de andre var allerede begyndt. Efter et stykke tid, kommer William op ved siden af mig.

"Okay. Der fik du mig, men altså? Jeg er ret sikker på, at jeg løber hurtigere end dig," siger han provokerende. Jeg vender hovedet mod ham og trækker på skulderne.

"Det kan godt være du løber hurtigere end mig, men jeg er ret sikker på, jeg kan holde tempoet længere tid end du kan." Han kigger udfordrende på mig.

"Prove it." Også er han væk. Jeg skal vise ham hvordan man løber. Jeg tager det stille og roligt. Man skal jo selvfølgelig presse sig selv til at løbe mere, men man skal også kunne holde tempoet. Jeg kender en hel del, som ikke er så gode til at holde tempoet og bare spurter også tilsidst, kan de ikke mere og er nødt til at stoppe op.
°
°

William stopper op og kaster sig ned på græsset. Jeg kommer løbende, forbi ham og vinker til ham. Han tager armen op og ned igen. Sikke en hilsen. Mr. Aqua fløjter. Tiden er gået. Vi skal stoppe med at løbe.

"Tiden er gået! Byt!" Råber Mr. Aqua ud over hele fodboldbanen. Vi bytter. Jeg ser Kendell og skal til at sige hej. Lige indtil han banker ind i min skulder. Jeg tager mig til skulderen og ømmer mig. Hvad skulle det til for? Jeg bider hårdt tænderne sammen og kniber øjnene.

Vi er igen blevet delt op i 2 hold. For vi skal spille fodbold.

"Er du okay?" Hvisker William. For jeg ømmer mig diskret. Jeg nikker bare. Kampen starter og jeg er heldigvis sammen med William. Kendell er med på modstandernes hold. Jeg bider i min underlæbe og fjerner hurtig blikket fra Kendell. Jeg er så godt som død.

Det modsatte hold starter med bolden. Jeg synker en klump. Jeg er forsvar. Det er ikke det bedste sted at stå, når Kendell helt sikkert er angriber. Bolden kommer imod mig. Jeg kniber øjnene sammen, men bolden rammer aldrig. Jeg åbner øjnene og ser William tæmmede bolden med brystkassen. Sigtede Kendell seriøst efter mit hoved?

Jeg er så nervøs for om Kendell skyder bolden på mig. Så den mindste lyd skræmmer livet ud af mig. Kendell løber hen mod mig med bolden. Jeg sparker ud efter bolden og får den væk fra målet. Han giver mit et hårdt skulderskub, som jeg slet ikke er forberedt på og falder. Jeg skærer tænder og tager rundt om min ankel.

William kommer løbende hen til mig og skal til at hjælpe mig op. Jeg tager hånden op.

"Jeg kan godt selv," siger jeg tøvende. Jeg prøver selv at rejse mig på, men William støtter alligevel min læn. Han tager min arm, rundt om hans hals og ligger selv sin arm rundt om mit liv. "Jeg kan.. altså godt.. gå selv," fortæller jeg ham besværligt på vej op til vores egen sygeplejerske på skolen.

"Phh, hvis du gik selv, ville du have snublet flere gange eller faldet." Jeg siger ham ikke imod. For jeg ved selv det passer. Vi når frem og sygeplejersken, Mrs Valentine.

"Åh, du godeste. Hvad er der dog sket med dig?" Spørger hun bekymret. William løfter mig forsigtig op på en slags båre.

"Det er ikke noget. Jeg..-" Begynder jeg.

"Det var til idræt. En af modstander gav hende et hård skulderskub, som hun slet ikke var forberedt på, også faldt hun. Hun har nok vredet om," afslutter William. Jeg kigger op på ham. Har han mon holdt øje med mig under hele kampen? Jeg ryster tanken væk. Hvorfor i alverden skulle han holde øje med mig?

Hun tjekker min ankel. Hun drejer og vender min fod og spørger om det gør ondt.

"Ja, den er ihvertfald ikke brækket. Du har bare forvredet anklen og skal bare have is på." Jeg nikker. Hun går ud og leder efter en ispose.

"Tak, fordi du gad at hjælpe mig hele vejen herop. Det havde du altså ikke behøvet," fortæller jeg ham. Han ryster på hovedet.

"Nej, det okay. Jeg kan godt lide at redde kvinder i nød." Jeg kommer til at grine. Noget af mit hår, slipper sig løst fra min hestehale. Jeg skubber det irriteret tilbage. Han kommer i tanke om noget. Der er et slags glimt i hans øjne.
"Og vi kan også bare hænge ud en anden dag," smiler han. Jeg synker en klump. Åh, hans smil. Jeg smiler tilbage.

"Det ville jeg elske."

Kendell er da virkelig led mod Maggie?
Hvad synes i om William?