THE PLAYER-THOR FARLOV

//tomhed//

(START SANGEN OG HUSK LYD)
Jeg føler tomhed, som om at der er en del af mig som mangler... min bedre halvdel.
Ensomheden har overtaget mig, blevet min ven, jeg har ikke lyst til at snakke med nogen. Anthon prøver at opmuntre mig hver eneste dag, men jeg kan ik... jeg kan ikke være glad, ikke uden Thor. Jeg har lukket alle ude, jeg har ikke lyst til at snakke med nogen. Jeg er så ensom og fortabt uden mit guld, mit et og alt.
**Thors synsvinkel**
Jeg har ikke lyst til at snakke med nogen, det sårer mig så meget at jeg ikke kan fortælle D/N at jeg blev tvunget til at slå op. Hvis jeg fortæller hende det, vil de tage min familie, det vil nogen onde onde mennesker, som åbenbart er ude efter mig. Tanken om at D/N sidder derhjemme og græder sig selv i søvn, gør mig trist.
**normal synsvinkel**
"D/N! Kan du ikke selv se det! Det går galt for dig! Please vil du ikke nok bare se en film ligesom i gamle dage. Bare for min skyld" siger Anthon med tårer i øjnene, jeg nikker stille og putter mig ind til Anthon. Han planter et kys på min kind, og hvisker blidt "det hele skal nok gå. Det ved jeg det vil. Jeg vil bare ikke miste min bedste veninde" en tårer triller stille ned af min kind, "Jeg savner Thor, Anthon " hvisker jeg tilbage og bryder sammen i hans arme.
"Det ved jeg godt, men du bliver nød til at se frem ad D/N. Du kan ikke bare sidde her og rådne op." Siger han mere seriøst nu, måske skulle jeg tage og komme videre? Måske tage til en fest? "Altså munke holder en fest hvis du vil med her i aften" siger Anthon og nuser min kind, "det vil jeg meget gerne" hvisker jeg og planter mine læber på hans kind, på vennemåden.
___
Jeg ser perfekt ud..
"Er du klar?" Siger Anthon og tager sin arm om mig, jeg nikker stille og fugter mine læber, inden vi træder ind.
"Hey D/N!" Siger munke og krammer mig hvilket jeg gengælder, inden jeg når at gå længere, går en person ind i mig.
"Hov undskyld, er du okay?" Siger jeg venligt uden at have set hvem det er, og da vores blik møder hinanden, går jeg i stå. Alt går i stå,
"Jeg har det fint, jeg slog mig ikke, er du okay?" Spørger han og hentyder til da vi gik ind i hinanden. "Jeg er okay, jeg slog mig ikke" siger jeg og skal til og gå da han tager fat i mit håndled, "D/N jeg elsker dig men jeg kan ikke fortælle dig hvorfor jeg slog op, eller jeg blev tvunget men mere kan jeg ikke sige. Så du skal vide at jeg stadig elsker dig, og ja du er mit et og alt. Den her uge har været et helvede, jeg ville ikke snakke med nogen, ikke engang min familie" siger Thor blidt og sukker.
"Hvem har tvunget dig Thor" siger jeg kort og trist, "en gruppe onde drenge, jeg ved faktisk ikke hvem de helt er, men de tog fat i mig og sagde at hvis jeg nogensinde rørte dig igen, ville du gøre både dig og min familie fortræd. Jeg gjorde det bare for at få dig i sikkerhed... hvordan kan jeg være så dum! Nu kom jeg jo til at sige det" kommer det fra en frustreret Thor, "Men vi kan finde ud af det sammen, vi kan melde det til politiet. Jeg savner dig Thor" siger jeg stille og uden at tænke mig om, planter jeg mine læber på Thors. Han holder mig fast, jeg smiler i kysset, det udvikler sig til et blidt snav, vores tunger vikler sig sammen.
Han fører sine hænder langsomt ned på mine hofter, "Jeg kan ikke leve uden dig... det er dig jeg vil blive gammel med" hvisker Thor og kysser forførende videre.
Pludselig bliver jeg skubbet hårdt væk, og en stor smerte rammer min skulder, "HVAD FANDEN LAVER I MAN! BAD JEG DIG IKKE OM AT HOLDE DIG LANGT VÆK FRA HENDE" siger drengen og først nu ved jeg præcis hvem det er. Min EX!
"Magnus hvad laver du! Du skal ikke ødelægge det for mig og Thor! Hvis du ikke stopper ligenu ringer vi efter politiet" siger jeg hårdt, "fint" siger han hårdt og forlader stedet. Jeg tager mig på skulderen og gisper, det gør virkelig ondt.