Den Sommer

kapitel 2

Der er helt stille i salen, jeg sætter noget musik på og begynder at improviser-danse. Nico kommer ind men jeg stopper ikke med at danse. Han ser på mig, men det giver mig bare et stører smil. Da jeg er færdig klapper Nico. Jeg najer for sjovt, og griner. "skal du med til festen på lørdag" søpger jeg imens jeg slukker for musikken. "ja skal du". "ja" siger jeg. Jeg går ind i omklædningen, der er ingen. Jeg åbner mit skab som er fyldt men billeder af Alex og jeg sammen. Det er 2 måneder siden vi blev kærester, og vi har bare haft det så sjovt. Da jeg kommer ud er Nico i gang med at øve. Han er så god. Han stopper. "skal du følges med Alex" spøger han forpustet. "Det ved jeg ikke spøger ham lige". Jeg går udenfor og ser mig omkring. Der sidder han på en bænk sammen med Mie og kysser, han ser mig ikke. Jeg lukker døren igen og begynder at græde. "Nej det skal jeg ikke Nico, det ser ud som om han har fundet en anden" græder jeg. Nico løber hen og trøster mig. Jeg falder samen på jorden og Nico følger med. Nu sidder jeg og græder på gulvet med Nico der sidder og trøster mig.

Jeg står og venter på bussen. Jeg er lidt tideligt på den, men så kan jeg nå at skrive til Anna, for at se om hun kommer i dag. Vi skal nemlig hen og se verdensmestrene i dans, og jeg glæder mig så meget. Jeg skulle følges med Anna men hun har ikke svaret på mine Sms'er hele dagen. Jeg kan mærke små dråber, på min hud. Jeg glemte min jakke hjemme hos Alex, men siden jeg så Mie og Alex kysse, har jeg ikke talt med ham. Jeg tror ikke at han ved at jeg så dem. Jeg kigger op i regnen. Jeg ligger min telefon, i min baglomme. Jeg tager en paraply op af min taske, og slår den ud. Den er lille og sort, med en masse hvide prikker på. Noget vibrer i min baglomme. Jeg tager min telefon op, hvor der står (3 opkald fra Anna). Den ringer igen, og jeg tager den. "Hej Anna". "(Hej Kate, jeg er der snart.... Hov jeg kan se dig nu)" jeg ser rundt, lidt nede ad gaden kommer Anna, smilene, og vinker. "Hey, sorry hvis jeg kom lidt sent, vi havde et stort skænderi Nico og jeg, men vi er okay nu" siger Anna og trækker på skulderen.

Vi går ind i bussen og sætter os på anden række. Jeg sætter mig på sædet ud til vinduet. Jeg tager min taske op på skødet. "Ved du hvorfor Sofie er på hospitalet, jeg har tænkt meget over det" siger jeg og kigger ned i min taske, for at se om jeg kan finde min skitseblok. "Ja, altså Nico fortalte os at hun faldt om i musiktimen, men hun falde ikke om på den måde, hun havde taget nogle piller som gjorde hende træt og uopmærksom. Så faldt hun om, men det er ikke derfor" siger Anna og tager sin telefon op af hendes lomme. "Hvad, det troede jeg" siger jeg, for jeg vil vide det. "Jeg sagde at hun var uopmærksom. Da hun havde fået det bedre, gik hun hjem, på vajen skulle hun over en stor vej, og så gik hun over uden at se om der var grønt lys......." Anna holder en pause, og jeg han se hun for tårer i øjnene. "Og så blev Sofie ramt af en........ bus" siger Anna og ser fortabt ud. "Hvad..... ej" siger jeg og får tårer i øjnene. "Vi kan besøge hende efter dans, så kan vi tage de andre med" siger Anna og tørre tåren væk. "Ååååhhh ja det kan vi da godt" siger jeg, men vil egentlig ikke have de andre med, for så skal Alex og Mie med, og det bliver bare akavet. "Okay så gør vi det" siger Anna og rejser sig op. "Kom nu Kate vi må ikke komme for sent". Vi går ud af bussen, og hen til døren. Jeg kan se at Alex og Mie står og snakker sammen. Jeg må bare lade som intet er sket selv om det er svært. Anna går hen til Nico. Jeg tager en dyb indånding, og går hen til Alex og Mie. "hej skat" siger jeg og kysser Alex på kinden. "hej Mie" siger jeg og skuler til hende. Hen ser mistænksom ud. Hun tror nok at jeg ved det. "Jeg troede at du skulle over til Sofie" siger han og ligger en arm om mig. "Nej vi tænkte at vi alle, eller dem som gerne vil med, kan besøge Sofie sammen" siger jeg og har en sødt blik. Jeg kigger over på Mie, som har et blok som man ikke kan forklare, men det ser ikke ligefrem sødt ud. " nå vil du med ind og klæde om Mie" siger jeg, men fortryder det igen. "Ja" siger Mie, med det der blik. Vi går ind i omklædningen. Jeg åbner mit skab, og Mie kigger ind i mit skab. "Nå du er meget glad for Alex?" siger hun og tager et billede ned. Jeg kan se at hun kigger på alle billederne, men mest på det billede med Alex. "Ja, men nogle gange føler jeg at han holder noget hemmeligt" siger jeg og kigger ned i jorden. "Ved du hvad det er"......inden Mie når at svare. "for det gør jeg" siger jeg og kigger ondskabsfuldt på Mie. Mie kigger ned i jorden og tør ikke få øjn kontakt med mig. Undskyld mumler hun. "Du skal kraftedme ikke sige undskyld, jeg troede ikke du kunne synke så dybt, i alle de år hvor du har været på nakken af mig er det her gået forvidt. Jeg troede at vi en dag kunne blive venner, men jeg tog fejl. Troede at du var bedre end det" råber jeg med, tårer løbene ned af kinderne. Jeg smækker mit skab og løber så hurtigt ud som jeg kan. Jeg løber bare. Jeg ved ikke hvor jeg løber hen. Jeg kigger op, jeg kan se et stort, smukt træ. Med blade det flagre i vinden. Jeg løber op til træet, og kigger rundt. Der er ikke et øje at se. Jeg sætter mig ned, og finder min skitseblok frem fra min taske. Jeg kigger op på træet, men mine tårer triller stadig ned af mine kinder. Min blyant glider hen af papiret, der formes stammen på et træ. Små dråber falder fra mine kinder og ned på papiret, blyantstregerne flyder ud, og danner kronen på træstammen. Da papiret er tørt, lukker jeg bogen og rejser mig op. Jeg ser at der står noget på træet, men det er lidt utydeligt. Jeg går helt tæt på, og kan se at der står (K+A) det er Alex og jeg der har skraveret det på træet, da det var vores 1 måneds dag. Jeg glemmer det ikke. Der dukker en masse gode minder op. Jeg bliver glad i starten, men så tænker jeg hvor stort et fjols han er. Jeg tager en tyk spids gren og skravere et kryds over det. "Hvordan er det her sket" råber jeg ud i intetheden, "jeg tror en landmand hørte det, men det er også lige meget" siger jeg med lidt lavere stemme. "Øh jeg hørte det" siger en stemme bar mig. Jeg vænner mig hurtigt om, og der står Alex. "Hvad er der galt skat" siger han og træder et par skridt hen mod mig. "Gå væk fra mig, og jer er ikke din lille skat" Siger jeg med en vred stemme. "Hvorfor er du så ophidset, jeg kunne ikke finde dig, og du kom ikke til ballettimen" siger han og ser bekymret ud. "Jeg forstår ikke hvad du ser i hende" siger jeg mere ophidset. "Hvad mener...... åh du ved det med mig og" Alex når ikke at gøre sætningen færdig. "Dig og Mie, ja det ved jeg godt, jeg så det hele, og jeg forstår ikke om det og noget som der er min skyld eller det bare er dig der er en kæmpe stor ideot. Vi har haft der så sjovt" siger jeg og viser en tegning af ham og jeg på stranden. "Ærligtalt troede jeg at det skulle være os to, men jeg skal vist tro om igen. Jeg troede at du var en sød, lorial, klog, sej dreng, men du er ikke andet end et stort skvat, jeg troede at du og jeg var noget. Nu er det ikke du og jeg nu er det Mia og dig. Troede at du var bedre end det, men jeg tog fejl, så lang tid havde jeg tiltro til dig, men man kan ikke stole på dig. Du skal bare vide at det ikke var okay det der, og det sårede mig hårdt indeni" Alex står bare og glor ned i jorden. "Høre du overhovedet efter" siger jeg vredt. "Undskyld" siger han med et tiggende fjæs. "Undskyld, det er måske lidt for sent, nu har du jo stukket din tunge ind i en anden" siger jeg, og tager min taske. "Jamen" mumler Alex, "ikke noget jamen" siger jeg, og vender mig om. Jeg kigger mig over skulderen så jeg kan se Alex, "Og hvis det ikke er gået op for dig, så slår jeg op" siger jeg og løber væk. Jeg kigger mig tilbage og ser Alex løbe efter mig. Jeg sætter farten op, så han ikke kan følge med. Da jeg kommer hjem, er der ingen. Jeg har ikke været så meget hjemme på det sidste, men det gør ikke noget, for min far er i Kina og min mor Arbejder hele tiden og min bror bor hjemme hos en ven, indtil han finder en legelighed. Jeg låser døren op, og træder indenfor. Jeg smækker døren efter mig, og går ind på mit værelse. Jeg smider min taske og lægger mig i sengen, jeg finder nogle billeder frem af Alex og jeg sammen. Jeg river et af dem i stykker. Tårende løber med af mine kinder. En masse billeder revet i tusind stykker ligger på gulvet en masse brugt snotpapier og en spand med is i min seng. Jeg tager min telefon, og sætter mig i min seng med den stor isspand. Jeg sletter Alex' nummer. Jeg kan også se at Anna har haft ringet en million gange, og har sendt en million Sms'er. Jeg har ikke lyst til at snakke med nogen lige nu, men jeg har brug for det. Jeg ringer til Anna. "Hej er du okay har hørt det hele, skal jeg komme over" siger hun stresset, "ja det må du godt" siger jeg og tager en stor skefuld af isen. "Okay er der om 10 min." siger hun og lægger på. Jeg lægger min telefon, og spiser min is, og kigger på det eneste billede af Alex og jeg som ikke er i stykker. Turene triller stadig ned af mine kinder.

Anna kommer tonsene ind af døren. Hun løber hen til mig, og giver mig et stort kram, som varer i flere minutter. "er du okay" spøger Anna om og lægger en hånd på min skulder. "Ja det var det rigtige at gøre, men det var hårdt" siger jeg og pudser min næse. Anna giver mig et til kram, og klapper mig lidt på ryggen. Hun læner sig tilbage, og får øje på isen. Hun tager skeen og skovler is ind i hendes mund, så der næsten ikke kan være mere i den. Hun synker, "frosthjerne" råber Anna og tager sig til hovedet. Jeg får grineflip fordi Anna laver sådan et sjovt ansigt når hun har frosthjerne.