I was different

Tur ud i byen!

Jeg bliver (igen) revet i noget hvidt silke tøj. Det føles underligt på kroppen, så jeg prøver at rette på det hele tiden. Noah kommer ind. Da han ser mig skinner hans øjne som den fantastiske cirkel på himlen og et stort smil spreder sig på hans læber. "Jamen godmorgen." Smiler han og går hen bag mig, som står og kigger mig nervøst i spejlet. Han smiler til mit spejlbillede. "Du ser fantastik ud." Tilføjer han. Jeg ser mit spejlbillede bliver helt rød i kinderne og Noah griner let. Derefter tager han min hånd og ser mig ind i øjnene med et lykkeligt blik. "Kom! Jeg skal vise dig byen!" Udbryder han glad. Og jeg når kun lige at få det oversat inden han trækker mig med uden for dette gås, eller hvad det nu hed.

Jeg står lige nu under et træ. Og ja, det er et rigtigt træ. Noah er ovre ved en underlig boks og købe et eller andet han kaldte for is. Jeg aner inderligt ikke hvad det er! Somme tider kommer mennesker over og tager et foto eller to. Hed det ikke et foto? Eller skal jeg bare kalde det et mini brag? Det ved jeg enlig ikke. Noah har fortalt mig, at denne her by hedder London. Og vi lever i år 2000 (eller en mellemblanding af år 2000 og den gang man kørte med heste vogne😁). Og 2000 må være meget! Han har også vist mig rundt i butikker, en park og en havn. Mine forvirrede tanker bliver afbrudt af Noah, der kommer smilende hen imod mig med noget i hånden. Han giver en af dem til mig. Jeg ser spørgende på ham. Han tager en bid af den. Jeg ser skræmt på ham. Han gør tegn til at jeg skal gøre det samme. Så det gør jeg. Med meget besvær skal det lige siges. Men da jeg endelig får bare lidt ind i munden, bliver jeg ramt af den mest fantastiske smag nogensinde! Jeg kigger overrasket på isen, både af overraskelse over hvor godt den smager, men også overrasket over at den er så kold, men på den gode måde. Jeg vender mig hoved mod Noah med et taknemmeligt blik. Ham griner let, da han siger: "Du har lidt, dér." Og tager sin tommelfinger hen til min mund for at tørre noget væk fra min mund. Jeg kan ikke gøre andet, end at smile. Han tager min hånd og trækker mig et sted hen, hvor der ovenover hænger et skildt hvor der står: Z O O. Jeg kan ikke læse endnu, så jeg forstår ikke hvad der står. "Dette er en zoo. Den er fyldt med dyr!" Forklare han og laver igen nogle håndbevægelser. Jeg nikker forstående, men barnet vokser inden i mig samtidig. Det er virkelig lang tid siden jeg sidst har set et dyr! Vi går ind, og kommer først ind i en butik, som er fyldt med falske dyr. Som fx bamser og billeder. Det kan jeg ikke rigtigt forstå. Hvorfor dog lave sådan nogle ting, når man bare kan gå ud og møde dyrene? Vi går videre udenfor. Jeg ser mig forvirret omkring. Jeg kan ingen dyr se. Kun en masse bure. Vi går hen til det nærmeste. Og da jeg ser hvad der er indeni, går jeg i chok. Jeg slipper med det samme Noahs hånd, og styrter hen til burets tremmer og prøver at ryste dem væk. Jeg hiver og slider alt hvad jeg kan, og ignorerer Noah stemme i baggrunden. Men burets forfærdelige tremmer gir sig ikke. Jeg falder til jorden og klemmer mine ben ind til mig. Jeg er som klistret op til buret. Inde i buret, kommer en lille abe helt hen ved siden af mig. Jeg smiler høfligt til den. Den ser forundrede på mig. Det er nok ikke hver dag at et menneske kan abe manerer. Der kommer en til. Og en til. Til sidst er alle de små søde aner henne ved mig. "Jeg er ked af det, men... jeg kan ikke få jer ud." Siger jeg på abe sprog. Jeg kan mærke Noah kommer stille hen imod mig. Aberne ser forskrækket på ham og er lige ved at flygte. "Bare rolig! Han gør jer ikke noget!" Beroliger jeg dem. De falder stille til ro og går helt tæt på mig igen. Noah sætter sig ned ved siden af mig. Jeg smiler til ham. Og han smiler til mig. "Hvad har du sagt til dem?" Spørg han. "Jeg... jeg sagt at du ikke gøre dem noget." Prøver jeg. "Jeg sagde at du ikke gjorde dem noget." Retter han venligt. Jeg får den hurtigt fisset ind. Jeg kigger tilbage på aberne der ser intrasandt med. En tåre forlader mit ene øje, og med det samme ser Noah det. "Hvad er der galt?" Spørg han nervøst og tager min hånd. "Det bare... dyr skal ikke lukkes inde. De er lige så frie som os. De fortjen det ikke." "Fortjener." Retter han lidt efter igen. Man kan tydligt mærke at han ikke kan lide at rette på mig. "Men..." begynder han igen. "De har det jo godt. De får mad og drikke." Forklare han og laver nogle håndbevægelser igen. "Men se dem lige." Udbryder jeg hurtigt og slår ud med armene. Vi retter begge vores hoveder mod de små aber. "De er lukket inde hver dag!" Hvisker jeg imens, for ikke at græde. Jeg vil bestemt ikke græde i offenligheden! "De! De har det ikke godt! De er ikke frie!" Får jeg kæmpet op. Han lægger en arm rundt om mig og trækker mig længere ind imod ham. "Det er jeg virkelig ked af at høre." Hvisker han roligt lidt efter. En tåre falder lydløst ned af mig kind, og vinden leger med mit hår. Pludselig bliver jeg trukket væk fra Noah, som ser lige så forskrækket ud som mig selv. En masse fotos/mini brag kommer og lyset blinder mine øjne. Jeg når kun lige at se nogle mænd komme ind i buret med aberne og torturere dem. En til tåre forlader min kind. Lydløst, men fuld af følelser...