I was different

Underlige skabninger, ved navn: mennesker?

Jeg sad ude og legede. Jeg var et lille føl eller en lille unge. Jeg var lidt af det hele. De andre sagde at jeg bare var speciel, selvfølgelig på den gode måde. Jeg legede med onkel Bruuu. Han var en elefant. Vi legede: gynge gange. Det gik ud på, at jeg sad på hans snabel, hvor han derefter gyngede mig frem og tilbage. Jeg elskede det. Og pludselig, ud af den blå luft, kom braget. Vi blev så forskrækkede begge to, at onkel Bruuu var lige ved at tabe mig. Han satte mig istedet ned på den græs beklædte jord. Vi gik ind imellem træerne og ventede. Lidt efter kom der nogle skabninger frem. Jeg havde set dem før. Jeg kunne bare ikke huske hvor. Og når jeg prøvede var det meget sløret. De gik og drejede deres underlige kroppe på en bestemt måde, og de havde noget i deres poter. De så pludselig os og begyndte at løbe efter os. Vi begyndte at løbe, da de så farlige ud. Men uheldigvis endte vi ved en stor klippe, som man ikke kunne gå udenom. De rettede det de nu havde i hånden mod onkel Bruuu, og der lød et stort brag. Onkel Bruu faldt bevidstløs om på jorden. Jeg så forskrækket til. Jeg forstod ikke hvad der var sket. Jeg rettede raduselsslagende mit hoved mod skabningerne, der lige havde dræbt min onkel. De satte sig på huk. "Hej med dig. Kom du over til os. Så skal vi følge dig hjem. Hvad laver du her ude i junglen?" Jeg forstod ikke hvad de sagde. Jeg lignede et stort spørgsmålstegn. De kiggede let på hindanden, og forstod pludselig hvad der enlig skete. De begyndte at forklare på en anderledes måde for mig, og jeg forstod faktisk lidt af hvad de sagde. "Vi. Mennesker." Sagde den ene, og pegede på dem begge to. "Du?" Fortsatte den anden og pegede på mig. Jeg kunne ikke gøre noget. Det var så forvirrende. Prøvede dem der lige havde slået min onkel ihjel, at blive venner med mig? Jeg tog chancen. Jeg vendte mig om og klatrede elegant, som jeg har lært af min abe onkler og tanter, op af klippen. Menneskerne, eller hvad de nu hed, nåede ikke at fange mig eller brage mig, ligesom de bragede onkel Bruuu...

Og nu, noget tid efter. Nu hvor jeg er blevet en fuld voksen, hvad jeg nu er, kom menneske skabningerne igen. Jeg sad ellers lige så fint oppe i et træ og kiggede ud på flodhesteungerne der legede. De var virkelig søde! Men pludselig kom der et brag. Jeg vente mig hurtigt om, og der stod de. "Mennesker." Hviskede jeg for mig selv. Jeg brugte alle mine tricks for at komme væk, men de opdagede mig, kastede et reb efter mig og det ramte plet. Det hev mig ned på jorden, og de bandt mig. De tog mig med ned til stranden og trak spjættende mig ind i noget stort og sølv farvet. Udenfor den stod der flere mennesker, hvidt beklædt. De kiggede nøje på mig. Det gjorde mig bange. Jeg kunne ikke få hjælp. Jeg var blevet taget af mennesker. Min eneste fjende. Det vil også sige min største...

Og nu sidder jeg her. På noget koldt sølv farvet noget jeg ikke ved hvad er. Mine ben og poter er bundet sammen, og jeg har noget som jeg tror de kaldte gaffatape om munden. Jeg kan ikke råbe efter hjælp. Jeg kan ikke bevæge mig. Jeg kan ikke gøre noget. Mon jeg kommer hen til onkel Bruu? Eller bliver jeg braget? Eller måske noget helt tredje? Sådan flyver en orkan af tanker rundt i mit hoved. Men hvad skal jeg ellers gøre. Jeg er alene. Mine onkler og tanter er her ikke. Jeg tror jeg er på havet. Det føles i hvert fald sådan. Jeg er forhindret i at gøre noget som helst, bortset fra at tænke tanker. Lave et spind af tanker og lade det rense mit sind, krop og hjerne. Prøve at få mit hjerte og hjerne til at blive enige. For mit hjerte ønsker højt og tydeligt at komme tilbage til junglen, mens min hjerne godt ved, at jeg aldrig kommer til at se skyggen af en jungle igen...