I was different

Annika?

Jeg har fundet ud af, at ham der drengen fra igår, hedder Noah. Prins Noah. Jeg ved ikke helt hvad prins betyder, men det må være noget vigtigt og stort på samme tid. Men ham der Noah har lært mig så meget! Jeg kan næsten flydende menneskesprog! Den bløde bløde sky jeg sover på, hedder en seng. De store og brede træer, er åbenbart ikke træer, men huse og bygninger, tror jeg de hed. Og jeg skal ikke være bange for dem. De gør mig ikke noget. De er venlige som en flue! Og den her bygning jeg er i/ kom ind i, hedder et gås. Og jeg kunne blive ved med at fortælle om alle de fantastiske ting Noah har lært mig! Pludselig bliver jeg revet op af... seng-en, af to piger som er klædt i en sort... kj-kjole, og et hvidt for-klæææde. Jeg tror jeg ramte rigtigt! For mine øjne lyser åbenbart så meget op, at de begge to kigger forskrækkede, ja nærmest bange på mig. Hurtigt slipper de deres greb og kigger på mit tøj. Jeg har som altid det samme tøj på: Min korte kjole, lavet af lianer, blade, planter og så videre, med huller hist og pist, her og der. Er det ikke normalt? De hiver hurtigt en blodrød ting frem, og river mig i den, mod min egen vilje. De tager pludselig noget underligt på mine poter... fødder. Og lige fra det ene øjeblik til det andet, er de pludselig væk. Jeg går hen til mit spejlbillede som er i noget der åbenbart hedder et spejl. Jeg ryger tilbage og støder ind i sengen af bare forskrækkelse. Jeg kigger skræmt ned af mig selv. Bløder jeg?! Og lige da tanken er fløjet igennem mit forvirrede hoved, kommer Noah frem fra døren, og pigerne er væk. Jeg ser skræmt over på ham, i håb om, at han vil få det til at stoppe. Hvordan kan man bløde så meget?! Og hvorfor gør det ikke ondt?! "Jeg... Bløder!" halv skriger jeg til ham. Han begynder underligt nok at grine let af mig. Jeg giver ham et uforstående blik. Hvad er det der er så sjovt?! Hvordan kan han grine?! "Du bløder ikke." siger han endelig og laver nogle rolige håndbevægelser. Jeg forstår ham overhovedet ikke, så lader vær med at svare. Han kommer hen til mig og tager fat i... hvad det nu er. "Dette, er en dragt. Noget tøj med farve. En rød farve." forklare han roligt og lader mig mærke stoffet. Jeg falder stille til ro, og til sidst står jeg oprejt igen. Jeg ser op på ham igen. Han har nogle jeans tror jeg de hed på, en hvid t-shirt og en cowboy jakke udover, eller hvad den så hed. Han tager min hånd. "Kom." siger han og følger mig ud af rummet. Vi kommer ud i det store, store rum og Noah begynder at forklare hvad tengene hedder på menneskesprog. Jeg lytter opmærksomt efter og ser meget på hans håndbevægelser. Og på en eller anden måde, forstår jeg alt hvad han siger. Vi går ned af den store trappe, og da vi når trappens fod, bliver jeg overfaldet af et dyr jeg aldrig har set før. Jeg falder til jorden med den oven på mig. Noah bryder ud i grin og sætter sig på hug nede ved siden af mig. "Det... det her er Prins. Prins er en hund." får han forklaret med besvær, efter et laangt grineflip. Jeg nikker grinende mens Prins slikker mig i hovedet. Jeg finder hurtigt hans yndlings punkt og klør ham. Noah ser overraskende og nyskerigt til mens jeg forkælder Prins. "Hvor har du lært det henne?" spørg han forarvet og store uforstående øjne. Jeg smiler skævt ved tanken der slår mig. "Jeg... Prins er som dyr... Som ulvende fra junglen..." jeg behøver ikke at kæmpe mere op, da han forstår og nikker. "Prins er min hund." siger han lidt efter og kigger på mig da jeg får rejst mig op og ser på Prins som ruller rundt på gulvet. "Prins er en hundehvalp." fortsætter han og vender blikket mod Prins igen, da jeg ikke har tænkt mig at flytte mine øjne fra ham. Jeg nikker langsomt. "Jeg vidste ikke... at man i England har dyr som gidsler." får jeg op. Han kigger chokeret på mig og vender mig mod ham, så jeg ser han direkte ind i øjnene. "Vi har heller ikke dyr som gidsler. Vi har dem som kæledyr." begynder han og klemmer mine fingre. "Kæledyr er nogle dyr vi har taget til os. Vi elsker dem og passer godt på dem. Annika, jeg ville aldrig gøre en fluge fortræd." afslutter han overbevisende. "Det er jeg glad for at tale." siger jeg lidt efter. "Høre." retter Noah hurtigt og smiler blidt til mig. Det får mig til at smile. "Men..." kommer jeg pludselig eftertænksomt. "Hvem er Annika?" spørg jeg. Hans øjne bliver store og han løsner sit grep af bare forskrækkelse. Hvad han så er blevet forskrækket over..? "Ved du ikke det?" får han endelig op. Jeg ryster på hovedet med en vandret streg som mund. "Ved du ikke hvem du selv er?" spørg han igen. Jeg kigger uforståligt på ham. Hvad mener han dog med et? Jeg er... jeg er... jeg er mig. "DU er Annika." begynder han tydeligt. Nu er det min tur til at ens øjne bliver kæmpe store og alt går i stå. Og det gør det. "Du er Annika," gentager han, "gås egerns pige, som ved sine forældres død kom ind til land, tilfældigvis i en jungle, og er opvokset sammen med dyr." fortsætter han. "E-er jeg?" stammer jeg nærmest nærvøst. Han nikker trist. Alting går pludselig i stå, og jeg ser pludselig det hele for mig igen. Havet. Skibet. Stormen. Bølgerne. Stranden. Junglen. Dyrene. Men ikke mindst mine forældre. Min mor som holdt om mig med beskyttende arme. Fik mig til at slappe af med hendes varme smil og fantastiske øjne som alle og en hver ville elske. Hun vidste jo godt hvor stor chance der var for at hende og hendes mands elskende skib sank i den forfærdelige storm. Min far som oppe ved roret gjorde alt hvad han kunne for at holde skibet oprejst. Brugte alle sine kræfter for at vinde over den stærke blæst. Min mor som prøvende at få alle i ro og forsikre dem om, at der ikke ville ske noget. Men ingen troede på hende. Alle vidste godt, at det var umuligt. Og de vidste alle godt, at min mor altid så det på den lyse side. Hun var altid positiv, men aldrig på den lalleglade måde. Hun så lyset i alt og alle, også selvom at det var umuligt. Og pludselig begynder skibet at synke, og alle redningsbådende var faldet ud. Jeg han huske da min mor havde vand til livet og kyssede mig blidt på panden og lagde mig i noget, og kunne flyde på vand. Hun kunne kun lige få det sidste af sit smukke hoved op over vandet, da hun sagde "Jeg elsker dig skat." til mig og lod mig flyde ud i det åbne hav, inden hun forsvandt ned i havets dyb...

Alt er sort. Sådan rigtig sort. Men langsomt kommer mine følelser til sig selv, og jeg kan mærke jeg ligger på noget rigtig blødt. Ligesom en sky. Det er sikkert en seng. Min hjerne og hørelse begynder langsomt og svagt at køre igen. Annika. Det er det første jeg tænker. Ordet køre igen og igen ligesom et filmbånd, som køre i al evighed. Som en orkan der stormer rund i mit hoved fyldt med ord. Det samme ord. Annika. Og jeg begynder så småt at forstå, at jeg faktisk er Annika. Gås egerns datter, som flød ind til en jungle da hendes forældres skib sank. Og som en umulig skat at finde, tog det det eneste den lille baby havde. Den lille babys kæreste eje. Sine forældre. Jeg åbner sløvt mine øjne og ser, at jeg ligger i min seng, i mit, sjovt nok, værelse. Jeg kan høre nogle stemmer ude på gangen. Den ene kender jeg ikke. Den anden virker bekendt. "Jamen vi bliver nød til det! Det er et helt nyt fund! Vi kan måske åbne en helt ny verden!" "Ikke tale om! Og hun er i hvert fald ikke et fund! Hun er en smuk pige, som ikke ved hvem hun selv er!" "Men deres højhed! Kan de ikke se mulighederne?! Vi behandler hende jo godt!" "Hvordan skulle i kunne finde muligheder i hende?! Hun er ligesom os! Den eneste forskel er, at hun er opvokset sammen med dyr! Og jeg ved godt hvordan i behandler ting! Som forsøgsdyr! Hun kommer ingen vegne, basta!" Døren bliver langsomt åbnet, og mit blik mødes med Noahs. "Hej." Smiler han. Jeg smiler bare tilbage som svar. Kan ikke få et ord ud. Jeg forstod det meste af hvad de sagde, men sådan nogle ord som forsøgsdyr er lidt svære at tyde. Jeg ser tilbage i hans øjne, som nu er helt tæt på. "Er du okay?" Spørg han bekymret. Jeg nikker. "Hvad skete der?" Spørg jeg lavt lidt efter. "Jeg tror du besvimede på grund af at du nok fik et flacebag (?). Du gik i hvert fald hel kold, blev helt hvid i hovedet og stirrede ud i luften." Svare han og tager min hånd. Jeg nikker og prøver at få det til at blive oversat inde i mit hoved. "Nå, hvordan er det så at være Annika?" Smiler han. "Det... det er lidt underligt." Indrømmer jeg. Han klemmer mine hænder. "Bare rolig. Jeg skal nok være ved din side." Siger han. Min mund åbner let, uden jeg ved af det, og jeg vender mit hoved mod ham. Vores øjne mødes og alt andet forsvinder. Og der var den igen. Følelsen...