The one who got away - H.S Dansk.

Kapitel 25

Da vi endelig kan komme væk fra USA tager jeg min chance og tager tilbage til England.

Jeg bliver virkelig nødt til at snakke med Mia. 

De andre bliver i USA, men jeg kan ikke blive. Jeg bliver nødt til at fortælle hende det hele. Jeg bliver nødt til at få hende til forstå, hvad hun tror der skete, ikke skete.

Da jeg lander i London har jeg ikke sovet i omkring 23 timer. Jeg brugte hele flyveturen på at forklare mig selv så hun kunne forstå mig. Og jeg kan bare ikke falde i søvn når jeg ved hun er sur på mig.

Jeg tager en taxa og kører direkte ud til hendes skole.

Det tager en evighed at komme fra Lufthavnen og hen til regentsuniversitet. Der er så meget lorte trafik i lorte London.

Da jeg endelig kommer til parken er der også fyldt med mennekser her. 

Jeg løber op til skolen. Jeg ser hurtigt den café de altid sidder på, når de poster billeder i hvert fald.

I stedet for at løbe ind på skolen løber jeg hen til caféen.

Jeg kan se nogen, der ligner dem. Jeg har ingen idé om det faktisk er dem eller om det bare er noget jeg bilder mig ind.

Da drengen så peger over på mig, er jeg ret sikker på det er dem.

Mia rejser sig og de følger efter hende.

Jeg sætter i løb igen. Hun kan ikke slippe af med mig før jeg har forklaret alt.

"Mia" siger jeg da jeg kommer tæt på.

Hun stopper op, det samme gør hendes venner og det gør jeg også.

Hun vender sig om mod mig og går over mod mig.

"Harry, jeg har forstået det. Du behøver ikke komme og forklare mig i detaljer hvorfor du legede med mig" siger hun og kigger over på mig.

"Mia, du ved godt det ikke passer" siger jeg.

Hun stopper op 3 meter væk fra mig og kigger ned i jorden.

"Lad mig nu bare forklare det hele" siger jeg stille og går tættere på hende.

Hendes venner går lidt væk fra os.

"Hvad vil du have jeg skal høre på?" spørger hun.

"Vil du have jeg skal stå her, og høre på du fortæller mig alt det vi lavede sammen bare var en stor løgn?" spørger hun.

"Vil du have jeg skal stå her og høre på du ikke kunne vente 3 måneder på at droppe mig så du blev nødt til at gøre det sådan?" spørger hun.

"Tanken om, at jeg har ventet på de her 3 måneder og troede du gjorde det samme, men du så bare var sammen med alle mulige andre" siger hun stille.

"Mia please, tro på mig, når jeg fortæller dig intet skete" siger jeg hurtigt.

"Vi var bare ude og spise. De startede rygter op om os. Der skete intet" siger jeg igen.

"Bare ud og og spise, virkelig Harry?" spørger hun.

"Jeg måtte ikke tage ud og spise med en, men du tager ud og spiser med din ekskæreste?" spørger hun skarpt.

"Hun er bare min ven. Han vill jo ikke bare være din ven" forsvarer jeg mig selv.

"Ville du overhovedet være sammen med mig, eller var det bare et klamt mediestunt?" spørger hun skarpt.

"Mia du har misforstået det hele! Der skete ikke en skid-"starter jeg men hun råber af mig.

"Jeg har forstået der ikke skete en skid. Men du sagde stadig jeg ikke måtte tage ud for at spise med andre og så gør du det selv" råber hun.

"Jeg er ligeglad, men det der er en forskelsbehandling jeg aldrig havde troet du ville komme med" råber hun.

Jeg har aldrig hørt hende råbe før.

Det er helt mærkeligt.

"Mia, please bare lyt til mig" siger jeg stille.

"Jeg tror du har sagt nok" siger hun stille og vender sig om mod sine venner.

"Nej jeg har ej" råber jeg.

Hun bliver helt overrasket og vender sig om.

Det var ikke engang mening jeg skulle råbe så højt, men fuck det nu.

"Du bliver nødt til at forstå, jeg vil det her forhold til månen og tilbage igen." siger jeg og trækker hende over til mig, væk fra sine venner.

"Det med Kendall, var ikke mere end to venner. Men ham som du skulle spise med ville være mere end venner med dig" siger jeg.

"Harry, tror du virkelig at jeg ville være noget mere end venner med ham?" spørger hun.

"Hvis jeg havde en aftale med dig, så ville jeg holde den. Ellers ville jeg ikke lave den" siger hun stille.

"Du kender mig åbenbart ikke godt nok til at vide det" siger hun stille.

"Mia jeg ville ikke have du skulle glemme mig" siger jeg ærligt.

"Hvis du fra tilbud fra mange andre som er ledige lige nu, så er jeg ikke værd at vente på" siger jeg stille og kigger ned i jorden.

"Harry, du er nok den eneste jeg aldrig kommer til at glemme" siger hun stille.

"Hvis en af os to skulle være bange, skulle det være mig." siger hun og hiver mit ansigt op.

"Det er dig som er ude og går blandt alle de kendte smukke piger. Det er mig som er låst fast et sted" siger hun stille.

"Jeg vil ikke være sammen med andre end dig" siger jeg stille.

"Det er kun dig jeg tænker på" siger jeg stille.

"Hvis Kendall er et problem, så skal jeg nok droppe alt kontakt til hende. Jeg er ligeglad" siger jeg stille.

Hun ryster stille på hovedet.

"Hun er din ven" siger hun stille.

"Jeg stoler på dig når du fortæller mig der ikke er mere mellem jer end det" siger hun stille.

"Tak" siger jeg stille.

"Så kom vi da også igennem vores første skænderi" halv griner hun.

"Det må man nok sige" halv griner jeg.

"Alt er okay nu ikke?" smiler jeg.

"Jo" smiler hun og krammer mig.

"Tusind tak" siger jeg stille og giver hende et klem mens jeg krammer hende.

"Skal du tilbage i skole nu?" spørger jeg da hun trækker sig fra krammet.

Hun kigger op på mig som om jeg er en idiot.

"Det er lørdag" smiler hun.

"Plus jeg har ferie" griner hun stille.

"Og du går ikke i  ferieskole?" giner jeg akavet.

"Det gør ingen mere, bedstefar" griner hun.

"Jeg har altid vidst der var noget galt" griner jeg.

"Hvor længe har du fri?" spørger hun.

"11 dage" smiler jeg.

"Hvorfor?" spørger jeg.

"Fordi, jeg skylder dig stadig en tur til Danmark" smiler hun.